Og hører I ikke i al den dumme Snak…

Posted in Citater, Det politiske, Tanker om alt on November 25th, 2012 by Morten Blaabjerg

“Og hører I ikke i al den dumme Snak, vi fyldes med, vi behøver blot tænke på vore Aviser, Narre pjatte, der lider af Sædelighedens, Lovens eller Kristen­dommens fixe Ide osv., og som kun synes at vandre frie omkring, fordi det Galehus, de spaserer rundt i, indtager saa stort et Rum? Man forsøge blot en­gang at røre ved en saadan Nars fixe Ide, og man vil hurtigt blive nødt til at værge sine Rygstykker mod den Gales Underfundighed. Thi ogsaa deri ligner disse store Narre de saakaldte smaa Narre.”

–Max Stirner, i Den Eneste og hans Ejendom, 1844 (dansk oversættelse 1902)

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , ,

Et retfærdigt samfund

Posted in Copyfight, Det politiske, Informationsarkitekturer, Musik, Økonomi on July 6th, 2012 by Morten Blaabjerg

Om min vej til det politiske part #3

Nordahl Griegs digt “Til Ungdommen” (“Kringsatt av fiender”), sat til musik af Otto Mortensen i 1952, rummer på mange måder mit politiske hjerteblod – her i en forkortet udgave, men sunget uhyre smukt af norske Herborg Kråkevik :

Særligt ét vers (som af uransagelige årsager ikke er med i Kråkeviks fortolkning…) udtrykker i endda særlig grad hvad jeg står for politisk :

Ædelt er mennesket,
jorden er rig!
Findes her nød og sult
skyldes det svig.
Knus det! I livets navn
skal uret falde.
Solskin og brød og ånd
ejes af alle.

Men hvordan er den uret opstået, som der tydeligvis stadig er tale om i verden? – og hvordan kan vi som samfund komme “sviget” til livs og nå til en tilstand, hvor “solskin og brød og ånd ejes af alle”? Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg mener, at jordværdibeskatning er måske den allervigtigste del af svaret på dette spørgsmål. Men ikke den eneste.

Mit første indlæg i denne mini-serie om min vej til det politiske handlede om min (fra min tidlige barndom) temmeligt rodfæstede skepsis til staten og instinktive modvilje imod statens opkrævning af skatter, og imod underlægningen af hver ny generation under den forrige generations åg af gamle love og institutioner. Det handlede også om mit møde med den tyske filosof Max Stirner.

Mit andet indlæg handlede hovedsagligt om, hvordan vi som verdenssamfund er havnet i en situation, der skyldes “svig” og hvordan den uretfærdige fordeling af goderne vi ser i vores nutid, er tæt forbundet med dels kolonialismen og dels det moderne skattesystem (som er karakteriseret ved notorisk overbeskatning af arbejdsindkomst, hvilket styrker kapitalinstitutionerne) – ihvertfald hvis man skal tage Karl Marx’ analyse for gode varer (og det er vi nogen, der mener at vi skal).

Dette tredie indlæg vil fokusere på, hvad der skal til for som samfund at løfte os ud over den aktuelle situation, og hvordan såvel de tanker, der engang blev tænkt af en Stirner, George og Marx (og herunder Gert Petersen og Robin Hood) i mine øjne kan forenes i en ny syntese.

Man skal desværre ikke være barn her på kloden længe, før man opdager, at goderne i verden ikke er ligeligt og retfærdigt fordelt. Nogen er mere magtfulde end andre. Nogen er rigere end andre, og måske, hvad værre er, nogen bruger begge dele til at undertrykke andre. Derfor har vi behov for en økonomisk omfordeling af samfundets goder.

Der findes næppe nogen ‘børnefilm’ der udtrykker dette mere klart og pædagogisk end Disney’s udgave af Robin Hood. Den barnlige Prins John opkræver selv den mindste skilling fra de fattige, der knapt nok kan fejre Skippys fødselsdag (det går med andre ord altid ud over børnene, og dermed fremtidige generationer). Dissidenter, der vover at tale magthaverne imod (Broder Tuck – aktuelt Julian Assange?) sættes bag lås og slå. Og den gode, frække og driftige Robin Hood bøjer begreberne og “låner bare” lidt fra de rige, for at kunne give til de fattige.

Mit møde med Stirner rummede for mig for alvor en udvidelse af mulighederne for at “bøje begreberne” i disneysk forstand, i Stirners kritik af ethvert absolut begreb udenfor det enkelte jeg : staten, loven, moralen, kristendommen, mennesket, menneskeheden m.fl. For Stirner ligesom for Machiavelli var der ingen illusioner. Verden er således indrettet, at de mere magtfulde vil søge at realisere deres fordele på de mindre magtfuldes bekostning. For at imødegå den mere magtfulde, må den enkelte benytte sig af alle tilrådeværende kneb, herunder (ligeværdigt) at forene sig med andre, som han eller hun deler fælles interesser med. Foreningen – og ikke staten – bliver i forlængelse heraf et bærende princip for samfundets indretning. Vel at mærke den frivillige forening – lige præcis så længe den ikke rummmer et imod min vilje fastholdt krav på min interesse, dvs. et krav på min deltagelse, når jeg ikke længere selv har nogen interesse deri.

Stirner fandt at det unikke ‘jeg’ pr. definition ikke kan beskrives uafhængigt af udfoldelsen af jeg’ets egen eksistens. Sproget fungerer kun ved den underforståede betydning, der f.eks. opstår ved at ‘pege’. Når jeg kalder dig for Ludwig, f.eks., er det ikke en hvilken som helst Ludwig jeg mener, ej heller ‘Ludwigs væsen’, men den virkelige Ludwig foran mig, for hvem jeg ellers ikke har noget begreb – mente Stirner i en samtidig debat, med henvisning til Ludwig Feuerbach’s bog Das Wesen des Christentums (Kristendommens væsen) fra 1841. De absolutte begreber og institutioner stiller alle den enkelte i et ulige forhold til et ideal, som indebærer at den enkelte skal tilstræbe at leve op til idealet, f.eks. ved at skulle være en “lovlydig borger” eller et “godt menneske” uden hensyn til, hvad der er godt for den enkelte.

Stirners kritik af staten er følgelig total, herunder det borgerlige demokrati – for hvad ændret er der ved, at det er mange, der er despoten, istedet for at det er en person, der er despoten? Staten sætter altid staten først, aldrig den enkelte, og selvom jeg det ene øjeblik skulle bifalde en beslutning truffet i fællesskab, i f.eks. en demokratisk forsamling, så trælbindes jeg efterfølgende af denne beslutning, således at vi i ‘statssamfundet’ bliver slaver af vore egne tidligere vedtagne beslutninger (og gør fremtidige generationer også til sådanne!).

Stirners bud på en alternativ samfundsmodel er anarkistisk og baserer sig som sagt istedet på frivillige foreninger, der kan opløses hvornår det skal være – dvs. hvornår medlemmerne beslutter at de ikke længere er nyttige.

Hvordan kan sådanne foreninger så opstå og operere? Siden agerbrugets udvikling har mennesker haft behov for at mødes og samles, bl.a. for at dele viden og nye ideer, og for at løfte fælles projekter, som var for vanskelige for den enkelte at løfte alene, og som kom alle i fællesskabet til gavn. I viriliosk forstand hænger vores evne til og mulighed for at mødes på denne måde og kanalisere vore kræfter i bestemte retninger for at tilgodese bestemte projekter, nøje sammen med byernes indretning og udvikling. Byerne udviklede sig i løbet af middelalderen til handelscentre, der faciliterede den økonomiske trafik i samfundet, hvilket var til gavn for magthaverne. Men det blev også her mennesker kunne samles, i gaderne, på pladser og i stræder, måske (og i mange tilfælde) for at organisere deres modstand imod det aktuelle regime, hvilket blev tilfældet i 1789.

De-territorialisering i praksis : Rådhuspladsen i Odense ved en 'demonstration' i marts 2009, som ikke blev til noget
Foto : Morten Blaabjerg. De-territorialisering i praksis : Rådhuspladsen i Odense ved en ‘demonstration’ i marts 2009, som ikke blev til noget.

I vore dage finder der en de-territorialisering sted, der i viriliosk forstand flytter forsamlingerne fra de fysiske pladser, gader og stræder til vore digitale fora, blogs, og wikier m.v. Ethvert blogindlæg (og enhver YouTube-video) med et kommentarspor er en potentiel forening, idet indlægget tiltrækker læsere og kommentarer og dermed opbygger en fælles bevidsthed hos deltagerne. Foreningen kan opstå og være momentvis eller få en længere udstrækning, fuldstændig afhængigt af indholdet, deltagernes grad af fælles bevidsthed om hvad de er fælles om, og deres ønske om at skride til handling. Clay Shirky har skrevet meget fornuftigt om hvilke betingelser, der skal være tilstede, for at en webtilstedeværelse kan udvikle sig til en løftestang for social aktivisme (og jeg har tidligere blogget om dette her).

Internettet og World Wide Web rummer da alle muligheder for at realisere en samfundsorden, der kan afløse ikke bare vore byer som ‘samlingspladser’ – men også de nationalstater, hvis reelle magt og indflydelse siden bankvæsenets oprindelse i de norditalienske bystater engang i renæssancen, er blevet langsomt undergravet og udhulet.

Et godt eksempel på at såvel byernes pladser som nationalstatens forestilling om en national ‘politisk offentlighed’ (i f.eks. avisspalterne) er blevet forpasset som betydningsfulde arenaer for den politiske kamp, som finder sted i disse år, kan man finde i historien om f.eks. ‘hackergruppen’ Anonymous’ konstruktion af en ny arena for politisk konflikt. Andre eksempler er opbygningen af internetopslagsværket Wikipedia, der forandrer teksten fra et produkt med autoritative afsender-modtagerforhold til en proces, der er til konstant forhandling. Wikileaks’ frigivelse af klassificerede dokumenter. Det arabiske forår. Senest mobiliseringen af almindelige webbrugere i Europa i kampen mod ACTA. Destabiliserende bevægelser og projekter, der går på tværs af tidligere nationale strukturer, fordi de er utilstrækkelige, og fordi digitale netværk gør det muligt at gå på tværs og skabe nye arenaer, der er baseret på nettets nye opmærksomhedsøkonomi.

Demonstration imod ACTA i Rouen 25. februar 2012
Foto af zigazou76. Some Rights Reserved. Demonstration imod ACTA i Rouen 25. februar 2012

At nå til en transcendering af nationalstaten er og bliver næppe nogen skovtur – men det er for mig vanskeligere og vanskeligere at se en meningsfuld rolle for nationalstaterne i en globaliseret verden, hvis vi samtidig ønsker at indrette os socialt retfærdigt. Nationalstaterne – og deres drift efter territoriale besiddelser og ressourcer og kontrol over disse, finder sted på andre staters bekostning, og fordelingen baserer sig på anvendelsen af militær magt, eller den underforståede trussel om anvendelse af magt. Det er svært at forestille sig, at stater, der befinder sig i en priviligeret position i det aktuelle system frivilligt skulle afgive deres privilegier – derfor vil vejen til en syntese (en der ligner den jeg skitserer her – eller en anden) sandsynligvis gå igennem voldelig konflikt (med Karl Marx’ ord : “vold er jordemoder for ethvert samfund, der går svangert med et nyt”…). Hvordan og imellem hvilke parter er umuligt at forudsige.

En vej til et opgør med nationalstaten kunne imidlertid (fredeligt) gå igennem en eller flere af de internationale organisationer, som de fleste nationer i forvejen er medlemmer af, og en trinvis overdragelse af formel beslutningsmyndighed (hvad den reelle beslutningsmyndighed angår er historien en anden). Hvad der imidlertid er vigtigst af alt at gøre sig klart, er hvad der skal træde i stedet, og hvilken autoritet og beføjelser en ny struktur skal have. For målet kan ikke være at skabe en ny række af superstater (a la Europas Forenede Stater), der vil gentage tidligere tiders interesse- og konfliktmønstre.

Jeg forestiller mig nogenlunde flg. model for hvordan vi opnår ‘et retfærdigt samfund’ – et samfund uden ‘svig’ – hvor ‘solskin, brød og ånd ejes af alle’ :

Lige ret til jorden
1. Alle har lige ret til vores fælles jord. Det er forudsætningen for personlig frihed såvel som social retfærdighed. Der skal derfor (gradvist) gennemføres en global omfordeling af grundværdierne ved hjælp af jordværdibeskatning samt udbetaling af dividende til alle verdensborgere. Alle sikres herved lige ret til en andel af vores fælles globale arv, uanset om man ejer jord eller ej. Uanset hvor “heldig” den enkelte har været i det store livslotteri – om man er født i Bangladesh eller på Island – har man lige ret til en andel af jordens frugtbare udbytte. Og uanset hvordan rovet (for der er i sagens natur ikke tale om andet end krigsbytte) historisk er blevet fordelt af tidligere generationer, kan vi ad denne vej få ryddet op og ud i alle de konflikter, som skyldes en ulige fordeling af goderne, og dermed undgå fremtidige krige. Samtidig får vi skabt en fælles konstruktiv retning i vores økonomi, ved at private interesser (optimal udnyttelse af jord og ressourcer med henblik på økonomisk udbytte) er samstemt med offentlige interesser (optimal udnyttelse af jord og ressourcer med henblik på at undgå spild og få det bedst mulige udbytte – i alles interesse, og understøtte denne ved effektiv infrastruktur og service). Vi kan vinke farvel til kunstig skabt overproduktion, økonomiske bobler og depressioner, og vi kan lukke det ‘militære-industrielle kompleks’, som i løbet af det 20. århundrede er blevet bygget op over to verdenskrige, en lang kold krig og talrige “små krige”, et par golf-krige og en krig imod et begreb (den såkaldte ‘krig mod terror’).

Fri adgang til information
2. En global p2p-baseret (og dermed decentralt organiseret) struktur, hvor enhver borger har lige og uhindret adgang til information fra øvrige peers. Forudsætningen er en verden uden copyright – men med en stadfæstning af nogle af de principper, som har gjort copyleft-bevægelsen til det den er : at undgå at informationerne nogensinde hegnes inde, idet hver ny knopskydning må og skal distribueres på samme vilkår som den forrige. Selvom informationerne i sig selv ikke hegnes inde, er der stadig masser af forretningsmodeller og penge at tjene på at levere god service, effektive metoder til at kanalisere vores opmærksomhed de rette steder hen, ordentlig båndbredde, diskplads m.m. Intet er gratis – pengene skal blot tjenes andre steder. Men kraftanstrengelserne for med vold og magt at få digitale produkter til at ligne de analoge, industrielle produkter, og de heraf følgende opslidende juridiske tovtrækkerier og forsøg på at trække sin forretningsmodel ned over hovedet på andre igennem kvaksalver-lovgivning (som f.eks. ACTA) får omsider ende.

Det kan næppe overvurderes hvor stor en betydning, en frisættelse af ‘al information’ vil få for andre dele af samfundslivet. Et globalt informationssamfund som det her skitserede vil formedentlig først og fremmest betyde en dybtgående forandring af vores arbejdsliv- og arbejdsmarked. Hvis problemet med at opnå kontakt med interesserede kunder og samarbejdspartnere indenfor ens felt i højere grad lettes (traditionelt varetaget af reklame- og detailleddene), vil det også i høj grad kunne lade sig gøre at frisætte arbejdet fra den lønmodtagerkultur vi har udviklet og levet med siden industrialiseringen. Det vil betyde, at mange vil kunne agere i høj grad i kraft af den sociale kapital og merværdi de er med til at skabe på nettet, og at der i høj grad vil kunne leveres direkte uden mellemled fra producent til kunde.

Et globalt demokrati-meritokrati?
3. En global magtstruktur, der har til opgave at beskytte principperne bag 1) og 2) om nødvendigt med magt, samt understøtte begge dele ved at udbygge nødvendig infrastruktur og servicere borgere og virksomheder med f.eks. energi og andre vitale serviceydelser, som udbydes bedst på offentlige hænder. Denne magtstruktur er ansvarlig for opkrævning af jordværdiskatter og udbetalinger af dividende. Begge dele foretages i meget vid udstrækning ved hjælp af elektroniske værktøjer, som f.eks. satelitopmålinger og beregninger på baggrund af alle tilgængelige data, så systemet ikke bliver for bureaukratisk.

Det er ikke sikkert, at demokratiet er den bedste model at indrette en sådan global struktur efter, selvom det er vanskeligt for mange at forestille sig en anden model. Man kunne godt forestille sig et flerkammersystem, hvor ét kammer f.eks. er valgt, imens et andet optager sine medlemmer for en længerevarende periode, baseret på meritokratiske kriterier – dvs. f.eks. akademiske kompetencer. Målet skulle da være at sikre, at systemet er så stabilt som muligt, og ikke let kan bukke under for populistiske tendenser – men tværtimod varetage alles interesser, da andetkammeret ikke repræsenterer nogen bestemte grupper, men derimod hele samfundet.

Jeg kan næsten høre Max Stirner hviske, når jeg skriver et indlæg som dette : “Der er et ideal der vinker dig – du har en fix idé!” Ikke desto mindre skriver jeg det alligevel – jeg ser idéer som disse som pejlemærker, som er utrolig vigtige, fordi de forestillinger vi gør os om fremtidens samfund er med til at anskueliggøre, hvorfor vi indtager de standpunkter og positioner vi gør idag. Vil vi et lettere modificeret status quo – eller vil vi det jeg kalder ‘et retfærdigt samfund’?

Jeg gav i en anden sammenhæng følgende kommentar omkring fattigdomsproblemet, Henry George og jordværdibeskatning :

Jeg er enig med George i at fattigdomsproblemet er problemet i vores samfund : af dette kommer stort set alle øvrige alvorlige problemer vi slås med, fra kriminalitet, stofmisbrug, vanrøgt af børn – til, på den globale arena, krig, terror og undertrykkelse. Forudsætningen for, at vi kan komme igang med at udfolde vort egentlige potentiale som mennesker og samfund er, at vi kommer det problem til livs.

Er det så muligt? Ja, det er det ifølge George m.fl. Og hvis det er, fortjener det en meget grundig undersøgelse og alvorlig modtagelse (…) i vores samfund som helhed, og at hver en sten bliver vendt i fht. at finde ud af, om det kan lade sig gøre. Det er det eneste rimelige.

Nuvel, det kan være at man ikke synes, at det at eje et hus eller en stor grund i midtbyen er noget særligt privilegium. Men hvis det, på baggrund af en omhyggelig analyse, viser sig at fordelingen af disse privilegier er det som stiller sig i vejen for at vi kan løse den kolossale fordelingspolitiske udfordring, som vi står overfor (lokalt, såvel som globalt) så er vi eddermame forpligtet til at gøre op med det. Uanset hvor rart og komfortabelt vi synes vi har det i vore små stuer. Der er mange andre der har det knapt så rart, og som vi skylder det.

Når det så ovenikøbet er muligt, at vi, på baggrund af samme omhyggelige analyse, vil kunne skabe en økonomisk aktivitet i vores samfund, der om muligt vil være stærkere og mere robust end det vi kender til, og derfor vil være i stand til at løfte stadigt større opgaver for os, så er det godt tosset ikke at forfølge den idé til det yderste, for at finde ud af, hvor langt den kan bære.

Hvis jeg alene kan bidrage så langt, at flere opdager de her idéer og selv begynder at undersøge nærmere, hvad de går ud på, så de bliver lidt mindre forkætrede – og flere bliver mere nysgerrige på, hvad vi kan gøre ved hjælp af jordværdibeskatning, så er det små skridt på vejen i den proces.

Tak for tiden og opmærksomheden, kære læser. Jeg vil være taknemmelig for eventuelle kommentarer eller uddybende spørgsmål i kommentarsporene, om tid og lejlighed måtte byde dertil.

Rettelse : det ‘militære-økonomiske kompleks’ hedder retteligt det ‘militære-industrielle kompleks’. Det andet var en skrivefejl. Udtrykket blev først anvendt af den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower i 1961, idet han advarede imod en stor, permanent og derfor økonomisk og politisk betydningsfuld våbenindustri med indflydelse dybt inde i magtens korridorer.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Skatter! Skaaaatter! Underbara, tjusiga skatter!

Posted in Det politiske on June 21st, 2012 by Morten Blaabjerg

Om min vej til det politiske part #1

Jeg har siden min tidlige ungdom næret en dyb fornemmelse for det uretfærdige i opkrævningen af skatter. Denne kom fra min barndoms måske vigtigste politiske inspirationskilde : Walt Disney. Som barn så og læste jeg Disneys udgave af Robin Hood og kunne levende sætte mig ind i det uretfærdige i Prins Johns akkumulering af rigdomme igennem brandbeskatning af landets borgere (“Skatter! Skaaaatter! Pragtfulde, vidunderlige skatter!”). Jeg læste også Howard Pyles udgave, men Disneys version ramte i særlig grad plet i sin systemkritik og bidende satire…

I Disney’s udgave går skattebetalingen på helt klassisk marxistisk vis dybest set ud over den almindelige, fattige befolkning. Den dybe uretfærdighed i, at nogle få således beriger sig på bekostning af de mange, rodfæstede sig dybt i mig, og jeg blev således allerede som barn oprigtigt interesseret i politik. Min mor fulgte altid fjernsynsdebatterne op til folketingsvalg og lignende, og gav mig lov til at se partiernes valgvideoer og se deres repræsentanter når de kom i ‘krydsild’ hos Bent Stuckert og Mette Fugl. Jeg forstod en brøkdel af hvad der blev diskuteret, men fornemmede energien, når argumenterne og de ophidsede ord fløj over skærmen. Jeg fandt et stort forbillede i Gert Petersen, daværende formand for Socialistisk Folkeparti, hvis veltalenhed og fandenivoldskhed jeg fandt fantastisk inspirerende. Og han stod for alt, hvad jeg følte var rigtigt – dyrevelfærd, EF-modstand, og vigtigst – omfordeling af rigdommene i samfundet fra de rige til de fattige.

Gert Petersen, fhv. formand for Socialistisk Folkeparti

Fordelingspolitikken kom på denne måde til at stå helt centralt i min interesse for politik fra min ungdom og til den dag idag. Jeg blev socialist, som man kun kan blive det, når man går i 4. klasse og begynder at få øjnene op for nogle af verdens uretfærdigheder.

I mine teenageår og i min gymnasietid tog jeg det hele op til revurdering, og jeg kiggede nærmere på såvel liberalismen som anarkismen, hvor jeg bl.a. faldt over den tyske filosof Max Stirner, fortaler for egoismen, i Politikens bog om politiske ideologier fra Platon til Mao, redigeret af Svend Erik Stybe. Jeg holdt mig på dette tidspunkt tilbage fra at fordybe mig yderligere i Stirners idéer, som forekom mig at være for yderligtgående, men vendte mange år senere tilbage til ham. Ultimativt fandt jeg imidlertid aldrig nogen samfundsvision som for alvor tilfredsstillede mine holdninger om social og økonomisk retfærdighed samt individets ukrænkelighed og beskyttelse mod statens overgreb.

Det hænger muligvis sammen med, at jeg altid har haft et problem med staten som konstruktion. Staten påtvinges hver ny generation uden at denne spørges om det er en god idé, at denne pr automatik skal underkastes hver foregående generations love og forestillinger om hvad et godt samfund er og bør være.

Staten forbeholder sig monopol på voldsudøvelse i samfundet, men forekommer ikke altid at være en særlig agtpågiven forvalter af et så skrækkeligt monopol. Tænk bare på Irak-krigen, eller fængslinger af fredelige demonstranter i forbindelse med politiske topmøder, eller sindrige metoder til at splitte familier ad ved at lave komplicerede systemer for hvem der må gifte sig med hvem, som om det ikke var et frit land.

Stirners værk

Først da jeg i begyndelsen af min studietid langt om længe fik læst Stirners værk Den eneste og hans ejendom (i Axel Gardes udgave fra 1901, og i Fritz Wolders uforkortede udgave fra 1999 – linket fører til bogen i engelsk oversættelse) oplevede jeg en politisk vækkelse, som jeg ikke havde oplevet før. Stirners afvisning og dekonstruktion af alle absolutte (og dermed undertrykkende) kategorier udenfor det suveræne, unikke “jeg” gav anledning til et både eksistensielt inspirerende, analytisk skarpt, satirisk bidende, politisk indsigtsgivende samt uhyre fornøjeligt og livsbekræftende bekendtskab, som jeg kun kan anbefale enhver der interesserer sig for f.eks. magt og magtudøvelse at dykke ned i. Og hvem gør ikke det, hvis man ønsker at udrette noget her i verden?

Stirners værk er mere end en bog. Det er en tilstand. Den rummer en beskrivelse og forståelse af et menneskeliv, som konstant må søge at skabe sig selv – ikke i harmoni og balance indenfor statens trygge rammer, men i evig kamp imod staten og alt andet, som er en hævdelse af magtforhold på det enkelte jegs bekostning. Stirners indvending imod enhver absolut beskrivelse er en hyldest til det unikke, selvskabende og selvfortærende individ, der alene, altid alene, ene, men også sammen med og forenet med andre, skaber og fortærer livet og verden.

Jeg skrev i mine gymnasieår – lang tid før jeg læste Stirner – et manifestpræget indlæg til ungdomsbladet Chili om anarkismen, hvor jeg indædt argumenterede for det uretfærdige i staten som institution, og følgelig argumenterede for statens opløsning som eneste mulige udgang på problemet. Indlægget blev aldrig trykt nogen steder, men jeg fik et velmenende brev retur fra Chilis redaktør, der mente, at der da vist også var noget med nogle bomber i Rusland…

Mit forhold til anarkismen og til Stirner forblev i langt overvejende omfang eksistentielt. Det ryddede bordet for nogle af de illusioner, man ellers kunne give næring til om sig selv og andre, til fordel for et menneskesyn, der så os nøgne og “som vi er”, uden at “ræddes for os selv i vor nøgenhed” (Stirner), og samtidig sporede det mig ind på en kurs, hvor jeg i højere og højere grad fik øjnene op for de sproglige magtforhold, som omgiver os, og som søger at manipulere os til at søge, ønske og gøre bestemte ting. Stirners bog har selv været så stærkt forkætret, at den af generationer blev søgt tiet ihjel, idet dens budskaber angiveligt skulle være af så stærkt samfundsskadelig karakter, at det var bedst for alle, at den blev glemt. Jeg gjorde mit til, at dette ikke skulle blive tilfældet, ved (i samarbejde med andre interesserede) at udvide artiklen om Stirner i den engelske udgave af Wikipedia fra en simpel “stub” i 2003 til en hæderlig artikel af en vis substans.

Der findes stærke og magtfulde interesser i verden, som af al magt vil hævde etablerede privilegier og magtforhold – på bekostning af muligheder for den enkelte – og på bekostning af de, som af den ene eller anden grund er blevet marginaliseret. Tydeligst har jeg oplevet det indenfor den rivende udvikling af internettet, hvor en lang række innovative tjenester og teknologier til deling af musik og filer via nettet er blevet udsat for forfølgelse og søgt lukket ned – de fleste med held. De magtfulde interesser bag disse forfølgelser søger at smadre alt der kommer på tværs af deres lukrative monopoler og synes fuldstændig ligeglade med de perspektiver nye teknologier (som f.eks. peer-to-peer teknologi der er grundlaget for ikke bare fildeling via f.eks. bittorrent, men også en lang række nyskabelser som f.eks. Skype og IP-telefoni) rummer for at flere kan komme til orde; for at flere kan få andel i vores fælles kultur; for at flere kan få adgang til livsnødvendig viden og forskning (f.eks. ved at gøre det lettere at krydstjekke databaser på tværs af netværket uden at “skulle spørge om lov”); og sidst men ikke mindst for, at vi kan udvikle nye forretningsmodeller, der kan gøre os mere økonomisk uafhængige af den industrielle lønmodtager-kultur, som er ved at miste taget i os, men af al magt søger at holde os tilbage. Man fik en bitter forsmag på disse reaktionære kræfters indflydelse og villighed til at gøre brug af den, i forsøgene på at lukke Wikileaks ned, bl.a. ved at spærre Wikileaks’ konti hos PayPal.

Der synes ud fra en overfladisk betragtning at være et eklatant modsætningsforhold imellem den flotte tale om ytringsfrihed fra copyfight-bevægelsen (som jeg betragter mig som en del af) og fildelerne på den ene side, og så det der rent faktisk deles mest via p2p-netværk, hvilket som regel er populær-kulturelle produkter : de allernyeste film og computerspil. Men adgang til populærkulturen er også adgangsbilletten til at forstå sig selv, sit liv og samfund – og de muligheder, man har for at gøre en forskel. Forudsætningen for politisk deltagelse er at man som barn får kendskab til f.eks. Disney’s Robin Hood, lige såvel som at man senere har mulighed for at opdage en Stirner, for nu bare at tage to eksempler.

Nogle børn får ikke det kendskab. Og mange vil ikke opdage en Stirner (eller en George for den sags skyld), om de så så hundredvis af Hollywood-film. Men adgangsbilletten til at kunne dette går igennem friheden og evnen til globalt at sige “se lige her” og dele det forhåndenværende materiale, uden at nogen skal kigge dig over skulderen og vurdere hvorvidt man har lov til det. Det er begyndelsen til en kulturel opdagelsesrejse imod en kultur, hvor det at dele sine tanker og sin kultur er det naturligste i verden – og væk fra den hvor man mødes af mistro, mistillid, tankekontrol og censur.

[Fortsættes…]

flattr this!

Tags: , , , , ,

Hvem er inde i Sidney Lee?

Posted in Proprietær software, Sociale netværk on September 1st, 2011 by Morten Blaabjerg

Jeg har på foranledning af en god kollega henover sommeren opdaget og udforsket Google’s nye forsøg på en social netværkstjeneste, Google+. Hvis du ikke allerede har fået en invitation til Google+ (også kaldet G+ blandt venner) så har du som læser af min blog mulighed for komme ombord via dette link (max 150 invites). Ikke at jeg udelt vil opfordre dig til det, for jeg har det som udgangspunkt med Google+ som jeg har det med alle proprietære onlinetjenester : jeg lever med dem og bruger dem og studerer dem, men jeg er yderst forsigtig med at “lægge alle mine æg i en kurv” som det hedder på engelsk. Jeg vil med andre ord nødig betro dem mine data og regne med at de var i sikker forvaring, og ikke selv skulle tænke på backup-løsninger. Og jeg vil også nødig stå som den der opfordrer til, at nogen andre går ombord i en proprietær onlinetjeneste som Google+ uden sikkerhedsline.

I praksis må man midlertid også sommetider slappe lidt af og være åben overfor nye forbindelser og muligheder, der kunne opstå, når man begynder at anvende en ny onlinetjeneste. Jeg har igennem de seneste par måneder fundet det uhyre interessant at udforske Google+. F.eks. havde jeg på et tidspunkt den fornøjelse at opdage, at jeg blev “fulgt” af Sidney Lee

Sidney Lee viste sig måske at være en falsk Sidney Lee – men jeg valgte nu alligevel at følge Lee tilbage, blot for at gengælde hans gestus, falsk eller ej.

En af de største knaster for Google+ har været Googles stædigt fastholdte idé og politik om at tjenestens brugere skal anvende “rigtige navne” (og heraf følgende konsekvente sletninger af brugerkonti og profiler, som ikke overholdt dette koncept), fordi denne berører et centralt aspekt af vores netkommunikation, som vi kender den : muligheden for anonymitet eller anvendelse af pseudonymer, enten som en del af en allerede etableret onlineidentitet eller begrundet i et ønske om at skjule sin “rigtige” identitet.

Jeg aner ikke hvem der er inde i Sidney Lee, og det betyder i virkeligheden ikke så meget for mig, hvad han hedder, og om han er ægte eller ej. Jeg har altid ment, at Twitter fuldstændig har misforstået hvad Twitter går ud på, idet tjenesten begyndte at “rense ud” i falske berømtheder på Twitter, som f.eks. da den falske Tom Waits, som forsøgte at sælge ringetoner med Waits-numre, fik sin konto slettet. Er verden ikke et langt sjovere sted, når der er mere end een Tom Waits, eller når man kan følge Darth Vader på Twitter? Og bilder disse sociale onlinetjenester sig virkelig ind, at de skal være navnepolitiet på internettet? Jeg tror de ultimativt vil fejle.

Et navn er, som jeg naturligvis måtte delagtiggøre Googleboss Larry Page i også, ikke andet end en henvisning til noget som dybest set er usigeligt – nemlig den unikke person, som navnet peger på, og som forstås i sammenhængen ved at der peges. “Når jeg kalder nogen for Ludwig”, mente Max Stirner, “er det ikke en generel Ludwig, eller en essens af Ludwig, jeg mener, men den unikke, partikulære Ludwig, for hvem jeg ikke har noget ord”. Stirners ord faldt i en debat i 1840’ernes Berlin med studiekammeraten Ludwig Feuerbach, og gentager sig nu på sociale netværk og i artikler rundt omkring på nettet. Spørgsmålet er om, vi i virkeligheden overhovedet har en global og universel identitet, som det lader sig gøre at opsummere i et “rigtigt navn”, i kraft af et unikt navn som ingen andre også har, og om dette forlangende ikke afviger så meget fra hvordan vi iøvrigt indretter os, at kravet om “ægthed” af vore online navne må ende som en fjollet anakronisme i en verden af lutter baudrillardske simulationer og simulacraer.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , ,

Frihed, råberi og selvrealisering

Posted in Tanker om alt on May 8th, 2009 by Morten Blaabjerg

Jeg blev netop inviteret med i denne Facebook-gruppe (“En gruppe for alle os der elsker frihed!”), hvilket giver mig anledning til et par bemærkninger om, hvad frihed er for noget.

Min gamle helt Max Stirner opfordrede sine læsere til ikke at “søge Friheden”, som “netop berøver eder jer selv, i Selvfornægtelsen, men søg eder selv, bliv Egoister, Enhver af eder et almægtigt Jeg.” Stirner opfattede friheden som frihed _fra_ noget andet og så det ikke som noget specielt attråværdigt at tragte efter. Hvorfor skulle man efterstræbe at kappe alle bånd til alt og alle, gøre sig fri af alt muligt? Historisk har friheden som oftest handlet om frihed fra feudale forpligtelser, frihed fra kroppens syndige lyster, frihed fra ægteskabets og kønsrollernes snærende bånd, frihed fra statslig indblanding i private forhold osv. osv.

Frihed _til_ noget derimod, som Stirner er inde på, er selvrealisering. Der er ikke nogen der står som giver af denne frihed, nogen som allernådigst deler denne frihed ud. Der skal ikke anmodes om denne frihed. Hverken monarken, staten eller loven kan tildele nogen denne. Der er ikke noget at opnå. Der er ikke noget at stræbe efter, ikke noget at få. Jeg har mig selv lige for hånden, i mig selv – jeg er allerede mig selv. Men hvordan jeg bliver bedre til at være dette magtfulde og udtryksfulde jeg, som jeg er, er spændende at finde ud af. Det handler om at gøre mig fri fra fortidens vanetænkning og ideologier og fra alle de der søger at spærre mig inde – men ved at gøre mig fri til mig selv, ved selv at tage magten, gøre det jeg ønsker for mig selv og for andre, kort sagt, ved at handle.

Årsagen til at så mange mennesker idag står og råber og forsøger at råbe nogen op, fremfor (hvilket jeg opfatter som alternativet til råberiet) at tage magten i egne hænder og selv gøre noget ved sagerne, skal findes i, at mange mennesker søger deres frihed _fra_ andre mennesker. Andre skal godkende og legitimere deres livsudfoldelse. Andre skal ændre loven, således at de kan blive frie. Friheden er noget de stræber imod – ikke noget de har, og der står ting og andre mennesker i vejen for dem, som de kræver skal stille sig til side, for at de kan blive frie. Disse talrige forhindringer og forestillinger har en tendens til at hobe sig op. Det skaber og giver en masse frustrationer at ønske sig sådan en frihed. For slet ikke at tale om alle de anstrengelser man bliver nødt til at gøre sig for også at befri andre fra alt det, som gør dem ufrie – som f.eks. fra en fjern diktator i et varmt land.

Jeg har råbt meget i mit liv og gør det sikkert stadig somme tider, men jeg tror og håber at jeg er blevet mindre råbende. Ihvertfald forstået på den måde, at når og hvor verden står mig i vejen – og det gør den ofte – så flytter jeg den selv – fremfor at stå og råbe og vente på, at der er nogen andre der skal komme og flytte den for mig. Der er ting vi bliver nødt til at finde ud af i fællesskab, men jeg tror mere på Wikipedia-metoden som er udbredt på nettet, dvs. at enhver bidrager lidt eller meget der hvor han eller hun kan – end jeg tror på det råberi, som finder sted i f.eks. vore aviser.

flattr this!

Tags: , , , , ,