I praksis må man midlertid også sommetider slappe lidt af og være åben overfor nye forbindelser og muligheder, der kunne opstå, når man begynder at anvende en ny onlinetjeneste. Jeg har igennem de seneste par måneder fundet det uhyre interessant at udforske Google+. F.eks. havde jeg på et tidspunkt den fornøjelse at opdage, at jeg blev “fulgt” af Sidney Lee…

Sidney Lee viste sig måske at være en falsk Sidney Lee – men jeg valgte nu alligevel at følge Lee tilbage, blot for at gengælde hans gestus, falsk eller ej.

En af de største knaster for Google+ har været Googles stædigt fastholdte idé og politik om at tjenestens brugere skal anvende “rigtige navne” (og heraf følgende konsekvente sletninger af brugerkonti og profiler, som ikke overholdt dette koncept), fordi denne berører et centralt aspekt af vores netkommunikation, som vi kender den : muligheden for anonymitet eller anvendelse af pseudonymer, enten som en del af en allerede etableret onlineidentitet eller begrundet i et ønske om at skjule sin “rigtige” identitet.

Jeg aner ikke hvem der er inde i Sidney Lee, og det betyder i virkeligheden ikke så meget for mig, hvad han hedder, og om han er ægte eller ej. Jeg har altid ment, at Twitter fuldstændig har misforstået hvad Twitter går ud på, idet tjenesten begyndte at “rense ud” i falske berømtheder på Twitter, som f.eks. da den falske Tom Waits, som forsøgte at sælge ringetoner med Waits-numre, fik sin konto slettet. Er verden ikke et langt sjovere sted, når der er mere end een Tom Waits, eller når man kan følge Darth Vader på Twitter? Og bilder disse sociale onlinetjenester sig virkelig ind, at de skal være navnepolitiet på internettet? Jeg tror de ultimativt vil fejle.

Et navn er, som jeg naturligvis måtte delagtiggøre Googleboss Larry Page i også, ikke andet end en henvisning til noget som dybest set er usigeligt – nemlig den unikke person, som navnet peger på, og som forstås i sammenhængen ved at der peges. “Når jeg kalder nogen for Ludwig”, mente Max Stirner, “er det ikke en generel Ludwig, eller en essens af Ludwig, jeg mener, men den unikke, partikulære Ludwig, for hvem jeg ikke har noget ord”. Stirners ord faldt i en debat i 1840′ernes Berlin med studiekammeraten Ludwig Feuerbach, og gentager sig nu på sociale netværk og i artikler rundt omkring på nettet. Spørgsmålet er om, vi i virkeligheden overhovedet har en global og universel identitet, som det lader sig gøre at opsummere i et “rigtigt navn”, i kraft af et unikt navn som ingen andre også har, og om dette forlangende ikke afviger så meget fra hvordan vi iøvrigt indretter os, at kravet om “ægthed” af vore online navne må ende som en fjollet anakronisme i en verden af lutter baudrillardske simulationer og simulacraer.

Min gamle helt Max Stirner opfordrede sine læsere til ikke at “søge Friheden”, som “netop berøver eder jer selv, i Selvfornægtelsen, men søg eder selv, bliv Egoister, Enhver af eder et almægtigt Jeg.” Stirner opfattede friheden som frihed _fra_ noget andet og så det ikke som noget specielt attråværdigt at tragte efter. Hvorfor skulle man efterstræbe at kappe alle bånd til alt og alle, gøre sig fri af alt muligt? Historisk har friheden som oftest handlet om frihed fra feudale forpligtelser, frihed fra kroppens syndige lyster, frihed fra ægteskabets og kønsrollernes snærende bånd, frihed fra statslig indblanding i private forhold osv. osv.

Frihed _til_ noget derimod, som Stirner er inde på, er selvrealisering. Der er ikke nogen der står som giver af denne frihed, nogen som allernådigst deler denne frihed ud. Der skal ikke anmodes om denne frihed. Hverken monarken, staten eller loven kan tildele nogen denne. Der er ikke noget at opnå. Der er ikke noget at stræbe efter, ikke noget at få. Jeg har mig selv lige for hånden, i mig selv – jeg er allerede mig selv. Men hvordan jeg bliver bedre til at være dette magtfulde og udtryksfulde jeg, som jeg er, er spændende at finde ud af. Det handler om at gøre mig fri fra fortidens vanetænkning og ideologier og fra alle de der søger at spærre mig inde – men ved at gøre mig fri til mig selv, ved selv at tage magten, gøre det jeg ønsker for mig selv og for andre, kort sagt, ved at handle.

Årsagen til at så mange mennesker idag står og råber og forsøger at råbe nogen op, fremfor (hvilket jeg opfatter som alternativet til råberiet) at tage magten i egne hænder og selv gøre noget ved sagerne, skal findes i, at mange mennesker søger deres frihed _fra_ andre mennesker. Andre skal godkende og legitimere deres livsudfoldelse. Andre skal ændre loven, således at de kan blive frie. Friheden er noget de stræber imod – ikke noget de har, og der står ting og andre mennesker i vejen for dem, som de kræver skal stille sig til side, for at de kan blive frie. Disse talrige forhindringer og forestillinger har en tendens til at hobe sig op. Det skaber og giver en masse frustrationer at ønske sig sådan en frihed. For slet ikke at tale om alle de anstrengelser man bliver nødt til at gøre sig for også at befri andre fra alt det, som gør dem ufrie – som f.eks. fra en fjern diktator i et varmt land.

Jeg har råbt meget i mit liv og gør det sikkert stadig somme tider, men jeg tror og håber at jeg er blevet mindre råbende. Ihvertfald forstået på den måde, at når og hvor verden står mig i vejen – og det gør den ofte – så flytter jeg den selv – fremfor at stå og råbe og vente på, at der er nogen andre der skal komme og flytte den for mig. Der er ting vi bliver nødt til at finde ud af i fællesskab, men jeg tror mere på Wikipedia-metoden som er udbredt på nettet, dvs. at enhver bidrager lidt eller meget der hvor han eller hun kan – end jeg tror på det råberi, som finder sted i f.eks. vore aviser.