Ildhavet

Så fik jeg – langt om længe og kort tid før filmen bliver taget af plakaten – set Nicolas Winding Refns Drive. Ovenstående snapshot fra filmen stammer fra filmens eneste egentlige romantiske scene – hvor filmens hovedperson (spillet af Ryan Gosling – vi hører såvidt jeg lagde mærke til ikke hans navn i hele filmen – han omtales kun som ‘driver’) i et splitsekund sniger sig til et kys med filmens kvindelige hovedperson (spillet af Carey Mulligan) i en elevator, inden han må tage sig kærligt af en gangster der befinder sig i samme elevator. Men hvilket et kys! Effektfuldt fremhævet i slowmotion hører det til et af filmens mere (men mange) intense øjeblikke, hvor man som publikum sidder dybt fængslet af billedet, dets komposition, skuespillerne, belysning, stemning, intensitet, virtuositet. Det hele går op i en højere enhed.

Jeg synes det er en film der giver een lyst til at gå hjem og fri til sin kæreste, som man også har to børn med, men hvor idéen om at gifte sig samtidig er så skrækindjagende, fordi den bringer alle de tanker frem om hvordan det var da ens egne forældre blev skilt, og hvordan de konflikter der har været forbundet med dette har trukket smertelige spor igennem ens barndom, selvom ingen af parterne formodentlig har ønsket at gøre deres børn så ondt.

Jeg oplever Refns film som en klassisk postmoderne saga om at finde sin identitet i storbyens og det postmoderne samfunds uanede muligheder, hvilket er så uendelig ensomt og smertefuldt. Den indeholder alle de klassiske postmoderne træk : hyppig brug af slowmotion til at forstørre og forstærke følelsesmæssige momenter tidsligt; ofte brug af kontrapunktisk musik – måske for at fremhæve hovedpersonens følelsesmæssigt konfliktfyldte valg og dilemmaer; lækre, stilsikre billeder der nærmest emmer af stemning og stoflighed – og sidst men ikke mindst, de tilbagevendende billeder af storbyen, fra det fremmedgjorte helikopterperspektiv hvor politiets projektører ofte dominerer rummet, til det beskidte gadeniveau, befolket af natklubbernes skæbner, fanget i et spind imellem drømmen om den hurtige gevinst og/eller frihed, og livets barske realiteter, hvor bordet i den grad fanger.

Det slår mig, efter at have set filmen, hvor fortvivlende det kan være at skulle hænge sit liv op på en enkelt identitet. Jeg har f.eks. i mange år forestillet og set mig selv som filminstruktør – men også udkæmpet drabelige kampe om den identitet og ultimativt fravalgt den, endda fravalgt helt at skulle forholde mig til identiteter i det hele taget, fordi jeg havde travlt nok med at finde ud af hvem jeg selv var, til også at skulle belemres med, hvordan omverdenen skulle begribe mig.

Identitet handler for mig om at ‘finde sin rette hylde’ så at sige, men jeg er (i højere og højere grad) ikke sikker på, at en sådan hylde faktisk eksisterer. Faktisk tvivler jeg temmelig meget på det. Mit bekendtskab med Max Stirner har siden mine universitetsår hjulpet mig godt på vej til den konklusion – men det kan ikke stå alene.

Problemet er, at hvis man kobler sit selvværd for meget op på et bestemt valg af identitet, risikerer man at miste sig selv, eller at lade ens selvværd lide et ordentligt knæk – hvis den vej svigter, og hvis man ikke magter at leve op til de succeskriterier, som man uvægerligt stiller op og skal leve op til, for at være og udfylde det man kalder sig.

Men udfordringen stopper ikke ved at afvise et valg af identitet – det kan man ikke. For man vil uvægerligt blive læst ind i forskellige roller i de sammenhænge man bevæger sig, og målt på hvor godt de udfyldes.

Udover at forestille mig selv som filminstruktør har jeg f.eks. i forskellige perioder af mit liv, og ikke mindst for den nærværende, overvejet hvorvidt jeg var underviser eller konsulent, medielærer eller historiker, blogger eller it-entreprenør, kunstner eller politiker, forfatter eller foredragsholder, computerspilsdesigner eller studerende, programmør eller projektmager, selvstændig, leder eller ‘personale’, freelance eller fastansat. For ikke at tale om alle de forskellige typer jobs jeg har haft og bestredet, som på forskellig vis også har udfordret min selvopfattelse. Jeg har overvejet forskellige typer virksomheder og målt dem efter hvorvidt de ville passe til min personlighed og mine kompetencer – og efter hvorvidt jeg ville kunne holde det ud i lang nok tid, til at jeg kunne overveje den pågældende karrierevej. Jeg har overvejet hvorvidt jeg skulle læse jura, datalogi eller statskundskab som mit tredie fag. Jeg har overvejet at blive bogbinder, fordi jeg er dybt fascineret af tanken om at arbejde med så lækre materialer med mine hænder og mærke tilfredsstillelsen at et stykke solidt udført håndarbejde – men også afvist idéen igen, da jeg ikke forestiller mig at jeg ville kunne udholde at gennemføre processen mere end et par gange, før jeg blev træt af den og ønskede at søge nye udfordringer.

Jeg har også overvejet hvorvidt min blog var ‘strømlinet’ nok, eller hvordan man kunne sortere i de forskellige emner, så de lettere kunne gøres ’tilgængelige’, f.eks. via nogle underblogs – eller nogle ‘rene’ kanaler af den ene eller anden slags – der f.eks kun beskæftigede sig med eet emne ad gangen. Så kunne man have jordværdibeskatning eet sted, kultur og kopifejde et andet sted, og de rent faglige, undervisningsrelaterede ting et helt tredie sted. Men det er og bliver et falsum, et postulat om orden i et postmoderne univers, der i allerhøjeste grad er præget af uorden, måske endda på en højst systematisk vis.

Der findes intet svar på alle disse overvejelser – andet end, at jeg måske er det hele, og intet af det, at jeg er usigelig, og kun kan udtrykkes igennem min væren og eksistens, hvilket giver mig den maksimale frihed til at være en jack-of-all-trades. Men gør det mig mere lykkelig? Næh – det plager mig stadig at finde ud af hvem jeg er og skal være, og det er måske også i virkeligheden meget godt. Jeg er ihvertfald meget forsigtig – og måske også for forsigtig – med at kalde mig noget, som jeg så efterfølgende skal leve op til.

Ligesom der ikke findes nogen udvej for filmens ‘driver’ (hvilket dog lades en smule åbent i filmens slutning – andet havde næsten også været ubærligt), der efterlades i et spind imellem sine forskellige roller som professionel flugtbilist, potentielt kæreste-emne og papfar, stunt- og racerkører, automekaniker og blodigt hævnende engel.

Drive fik mig til at tænke – hvilket kun de bedste film gør. Jeg synes at der efterhånden skal meget til. Igennem årene udvikler man et mere kræsent blik, så der skal mere og mere til, før en film virkelig gør indtryk – og hermed ikke sagt, at jeg ikke gladeligt sluger mere letfordøjelige film som Avatar eller Titanernes kamp, når lejligheden byder sig. Dog regner jeg mig for yderst selektiv med hvad jeg bevidst vælger at se, når jeg selv vælger at se en film. Jeg hører ikke til de, som ofte kommer i biografen, fordi min uge sædvanligvis ikke tillader det, så når jeg gør, og selv kan vælge hvad jeg vil se, er der få film der slipper igennem nåleøjet. Drive slipper i allerhøjeste grad igennem mit nåleøje.

Jeg er syg nu på 7. dag og sygemeldt resten af ugen, pga en led halsbetændelse. Jeg underviser som bekendt i gymnasiet i mediefag og historie, og alle mine holds forløb er nu fuldstændig smadrede pga aflysninger med videre, og det bliver ikke morsomt at samle stumperne efterfølgende. Nogle gange skal man starte blødt op og nøjes med et simpelt auteur-forløb eller genreforløb. Denne gang har jeg været så eventyrlysten og ambitiøs på mine højniveau-elevers vegne at ville lave et filmhistorisk grundforløb, et genreforløb om den postmoderne “labyrintiske” film, og udforske/definere en helt ny (sub)genre – samtidig. Det er risikabelt at være så ambitiøs. Man risikerer at blive ramt af sygdom og den slags skidt. Et undervisningsforløb kan være en fantastisk sårbar ting – især overfor den menneskelige faktor. Værst er det dog for mediefag C-holdene, som har færre timer og hvor frustrationerne fylder mere, når læreren er fraværende i flere uger.

Men hvad kan man gøre andet end at pleje sin syge krop, surfe på nettet og læse op på nogle ting man ellers aldrig ville nå at læse op på? Eller pleje sin blog?

Imens jeg har været syg har jeg i forbindelse med forberedelse af noget af min undervisning oversat et ‘gammelt’ (men stadig aktuelt) foredrag af Clay Shirky til dansk. Det er ikke sikkert at jeg når at inddrage det i min undervisning i denne omgang – måske ved en senere lejlighed. Men jeg faldt over det ved en tidligere lejlighed, og kom i tanker om det, da jeg overvejede tekster, der kunne perspektivere fjernsynets medie- og teknologihistoriske betydning, og samtidig lægge op til en god diskussion.

Det oprindelige foredrag først. Clay Shirky talte helt tilbage i april 2008 ved Tim O’Reillys konference Web 2.0, hvor det lød sådan her :

Dernæst oversættelsen, udført af undertegnede på baggrund af en – ubehjælpsom, men hurtig – oversættelse udført af Google Translate. I praksis var jeg dog nødt til at kigge på sætningskonstruktionerne hele vejen igennem teksten (Googles oversættelsesprogram forstår ikke rigtig at konstruere gode sætninger på dansk, og dets ordforråd er også for fattigt), men hvor Googles forslag lød tåleligt, fik det lov at stå :

Gin, fjernsyn og socialt overskud

Af Clay Shirky, 26. april, 2008 10:48 AM

(Dette er en lettere redigeret transkription af et foredrag jeg holdt ved Web 2.0-konferencen, 23. april, 2008.)

For nylig blev jeg mindet om noget jeg engang læste i college, helt tilbage i det forrige århundrede, af en britisk historiker, som hævdede, at den afgørende teknologi for den tidlige fase af den industrielle revolution, var gin.

Overgangen fra landliv til byliv var så brat og voldsom, at det eneste samfundet kunne gøre for at styre det var at drikke sig fra sans og samling i en hel generation. Historierne fra den æra er fantastiske – der blev solgt gin fra trækvogne der arbejdede sig igennem Londons gader.

Og det var ikke før samfundet vågnede op fra denne kollektive rus, at vi faktisk begyndte at få de institutionelle strukturer, som vi forbinder med den industrielle revolution idag. Ting som offentlige biblioteker og museer, skoler, folkevalgte ledere – en masse ting vi kan lide – skete ikke, før disse nye menneskemængder ikke længere blev set som en krise, men begyndte at blive set som et aktiv.

Det var ikke før folk begyndte at tænke på dette som et stort borger-overskud, et de kunne designe til og ikke bare fjerne, at vi begyndte at få, hvad vi nu regner for et industrielt samfund.

Hvis jeg skulle udpege den mest afgørende teknologi for det 20. århundrede, den smule sociale smørelse som gjorde at hjulene ikke faldt af hele projektet, ville jeg sige, at det var fjernsynskomedien, den amerikanske sitcom. Fra og med Anden verdenskrig skete der en hel række ting – stigende bruttonationalprodukt, stigende uddannelsesniveau, stigende levealder og hvad der var afgørende, et stigende antal mennesker, der arbejdede fem dage om ugen. For første gang påtvang samfundet et enormt antal af sine borgere styringen af noget, de aldrig havde skullet styre før – fritid.

Og hvad stillede vi så op med den fritid? Tja, for det meste brugte vi den til at se fjernsyn.

Vi gjorde det i årtier. Vi så I Love Lucy. Vi så Gilligan’s Island. Vi ser Malcolm i midten. Vi ser Desperate Housewives. Desperate Housewives har essentielt fungeret som en slags kognitiv køleplade, der har kunnet sprede tænkning, der ellers ville få samfundet til at overophede.

Og det er først nu, da vi vågner op fra denne kollektive rus, at vi er begyndt at se vore kognitive overskud som et aktiv snarere end som en krise. Vi ser ting, som bliver designet til at udnytte dette overskud, til at anvende det på måder, som er mere engagerende end blot at have et fjernsyn i alles kældre.

Dette ramte mig i en samtale, jeg havde for to måneder siden. Som Jen sagde i sin præsentation, er jeg blevet færdig med en bog der hedder Here Comes Everybody, som for nylig er udkommet, og denne erkendelse kom ud af en samtale, jeg havde om bogen. Jeg blev interviewet af en tv-producer for at se, om jeg skulle være med i deres show, og hun spurgte mig: “Hvad ser du derude, som er interessant?”

Jeg begyndte at fortælle hende om Wikipedias artikel om Pluto. I husker måske, at Pluto blev sparket ud af planet-klubben for et par år siden, så lige pludselig var der masser af aktivitet på Wikipedia. Diskussionssiderne lyste op, folk redigerede artiklen som gale, og der var gang i hele fællesskabet – “Hvordan skal vi karakterisere denne ændring i Plutos status?” Og en lille smule ad gangen, flyttede de artiklen – altimens der blev kæmpet bag tæppet – fra “Pluto er den niende planet” til “Pluto er en ujævn sten med en ujævn bane på kanten af solsystemet.”

Så jeg fortæller hende alle disse ting, og jeg tror, ​​”Okay, vi skal til at have en samtale om autoritet eller sociale konstruktioner eller lignende” Det var ikke hendes spørgsmål. Hun hørte denne historie, og hun rystede på hovedet og sagde: “Hvor finder folk tiden til det?” Det var hendes spørgsmål. Og jeg svarede snapt tilbage: “Ingen, der arbejder med fjernsyn kan stille det spørgsmål. Du ved, hvor tiden kommer fra. Den kommer fra det kognitive overskud, du har maskeret i 50 år.”

Hvor stort er det overskud så? Hvis vi tager Wikipedia som en slags enhed, alle Wikipedia-artikler, hele projektet – hver eneste side, hver redigering, hver diskussionsside, hver linje kode, på alle de sprog, Wikipedia findes i – det repræsenterer noget lignende et samlet antal på 100 millioner timers mennesketanker. Jeg har udregnet dette sammen med Martin Wattenberg i IBM, det er et slag på tasken, men det er den rigtige størrelsesorden, omkring 100 millioner timers tanker.

Og fjernsynskigning? To hundrede milliarder timer, i USA alene, hvert år. Sagt på en anden måde, nu hvor vi har en enhed, er det 2.000 Wikipedia-projekter for et år tilbragt foran fjernsynet. Eller sagt på anden vis, i USA bruger vi 100 millioner timer hver weekend, bare på at se tv-reklamerne. Det er et temmelig stort overskud. Folk der kan spørge “Hvor kan de finde tid?” når de kigger på ting som Wikipedia forstår ikke, hvor lillebitte hele det projekt er, som er blevet skåret ud af dette aktiv, for endelig at blive trukket ind i, hvad Tim kalder en deltagelses-arkitektur.

Nuvel, det interessante ved et overskud er, at samfundet ikke ved, hvad det skal stille op med det i første omgang – heraf gin, heraf sitcoms. For hvis folk vidste, hvad de skulle gøre med et overskud med henvisning til de eksisterende sociale institutioner, så ville det ikke være et overskud, ville det? Det er netop når ingen har nogen idé om, hvordan man skal anvende noget, som folk har, at man kan begynde at eksperimentere med det, for at overskuddet kan blive integreret, og forløbet af dette integration kan forvandle samfundet.

Den tidlige fase for at drage fordel af dette kognitive overskud, hvilket er den fase jeg tror ​​vi er stadig i, er særtilfælde. Fysikken indenfor deltagelse er langt mere som fysikken i vejret, end den er som fysikken i tyngdekraften. Vi kender alle de kræfter, der kan kombineres og betyder at den slags ting virker: Der er et interessant community herovre, der er en interessant model for at dele derovre, og disse mennesker samarbejder om open source software. Men på trods af at vi kender alle inputs, kan vi ikke forudsige hvad output bliver endnu, fordi der er så megen kompleksitet.

Måden man udforsker komplekse økosystemer er at man bare prøver masser og masser og masser af ting, og samtidig håber, at alle, der fejler, fejler informativt, så man i det mindste kan finde et kranie på et spid i nærheden af, hvor man skal hen. Det er den fase vi er i nu.

Blot for at vælge et eksempel, som jeg er forelsket i, men det er lille. For et par uger siden sendte en af ​​mine studerende ved ITP et projekt startet af en professor i Brasilien, i Fortaleza, ved navn Vasco Furtado. Det er et Wiki-kort for kriminaliteten i Brasilien. Hvis der er et angreb, hvis der er et indbrud, hvis der er et overfald, et røveri, en voldtægt, et mord, kan man gå ind og sætte en tegnestift på et Google Map, og man kan karakterisere angrebet, og der begynder at danne sig et kort over, hvor disse forbrydelser er indtruffet.

Nuvel, dette eksisterer allerede som tavs viden. Enhver, der kender en by har en fornemmelse af, “Gå ikke derhen. Dét gadehjørne er farligt. Lad være med at gå tur i dét kvarter. Vær forsigtig der efter mørkets frembrud.” Men det er noget samfundet ved, uden at samfundet egentlig ved det, hvilket vil sige der ikke er en offentlig kilde, hvor man kan drage fordel af det. Og politiet, hvis de har disse oplysninger, holder også informationerne for sig selv. Faktisk var en af ​​de ting Furtado siger i starten af Wiki-forbrydelseskortet, “Disse oplysninger kan eller kan ikke findes et sted i samfundet, men det er faktisk nemmere for mig at forsøge at genopbygge dem fra bunden end at forsøge at få dem fra de myndigheder, der måtte have dem nu.”

Måske vil dette lykkes, eller måske vil det mislykkes. Det normale udfald af social software er stadig fejltagelsen, de fleste af disse eksperimenter opnår ikke større udbredelse. Men de der gør, er helt utrolige, og jeg håber, at dette ene lykkes, naturligvis. Men selv om det ikke gør, har det allerede illustreret den pointe, at en person, der arbejder alene, med virkelig billige værktøjer, har et rimeligt håb om at udhugge nok af det kognitive overskud, nok af ønsket om at deltage, nok af den kollektive goodwill hos borgerne, til at skabe en ressource, man ikke kunne have forestillet sig eksisterede for bare fem år siden.

Så det er svaret på spørgsmålet: “Hvor kan de finde tid?” Eller rettere, det er det numeriske svar. Men under dette spørgsmål var en anden tanke, denne gang ikke et spørgsmål, men en observation. I samme samtale med tv-producenten talte jeg om World of Warcraft-guilds, og da jeg talte, kunne jeg se for mig, hvad hun tænkte: “Tabere. Voksne mænd, der sidder i deres kælder og foregiver at være elvere.”

I det mindste laver de noget.

Har du nogensinde set det afsnit af Gilligan’s Island, hvor de næsten kommer væk fra øen, hvorefter Gilligan ødelægger det, og så gør de ikke? Jeg så det afsnit. Jeg så det meget, da jeg voksede op. Og hver halve time, at jeg så det var en halv time hvor jeg ikke skrev indlæg på min blog eller redigerede Wikipedia eller bidrog til en emailliste. Nu havde jeg en skudsikker undskyldning for ikke at gøre de ting, som er, at ingen af ​​disse ting eksisterede dengang. Jeg blev tvungent kanaliseret ind i medierne på den måde, fordi det var den eneste mulighed. Det er det ikke længere, og det er den store overraskelse. Hvor elendigt det end er at sidde i sin kælder og lade som om man er en elver, så kan jeg fortælle dig på baggrund af min personlige erfaring at det er værre at sidde i sin kælder og forsøge at afgøre, om Ginger eller Mary Ann er den sødeste.

Og jeg er villig til at hæve dette til et generelt princip. Det er bedre at gøre noget end at gøre ingenting. Selv lolcats, selv nuttede billeder af killinger, som er gjort endnu mere nuttede med tilføjelsen af ​​søde billedtekster, inviterer til deltagelse. Når du ser en Lolcat, er en af ​​de ting, den siger til beskueren, “Hvis du har nogle sans-serif skrifttyper på din computer, kan du spille dette spil også.” Og det budskab – jeg kan gøre det også – er en stor forandring.

Det er noget, som folk i medieverdenen ikke forstår. Medier i det 20. århundrede blev kørt som et enkelt løb – forbrug. Hvor meget kan vi producere? Hvor meget kan du forbruge? Kan vi producere mere, og vil du forbruge mere? Og svaret på dette spørgsmål har generelt været ja. Men medierne er faktisk et triathlon, det er tre forskellige begivenheder. Folk kan lide at forbruge, men de vil også gerne producere, og de kan lide at dele.

Og hvad der har forbløffet folk, der var hengivne til det tidligere samfunds struktur, før forsøget på at tage dette overskud og gøre noget interessant, er opdagelsen af, at når man giver folk mulighed for at producere og dele, vil de også tage imod tilbuddet. Det betyder ikke, at vi aldrig vil flade hjernedøde ud og se Scrubs på sofaen. Det betyder blot, at vi vil gøre det mindre.

Og dette er den anden ting om størrelsen af ​​det kognitive overskud, vi taler om. Det er så stort, at selv en lille ændring kan have store konsekvenser. Lad os sige, at alt bliver 99 procent det samme, at folk ser 99 procent så meget fjernsyn som de plejede, men 1 procent af det er skåret ud for at producere og dele. Den internet-forbundne befolkning ser groft sagt en trillion timers fjernsyn om året. Det er omkring fem gange størrelsen af ​​det årlige amerikanske forbrug. Én procent af dette svarer til en værdi af 100 Wikipedia-projekter om året.

Jeg tror, ​​det kommer til at betyde en hel del. Gør i ikke?

Nå, tv-produceren troede ikke, at dette ville komme til at betyde noget, hun brød sig ikke om denne tankegang. Og hendes sidste spørgsmål til mig var essentielt, “Er alt dette ikke bare et modefænomen?” Du ved, lidt ligesom pælesidning i begyndelsen af ​​begyndelsen af ​​det 21. århundrede? Det er sjovt at gå ud og producere og dele en lille smule, men så folk kommer til sidst til at indse, at “Dette er ikke så godt som det jeg gjorde før,” og slår sig til tåls med det. Og jeg gav et livligt argument for at, nej, dette ikke var tilfældet, at dette i virkeligheden var et stort engangs-skifte, der mere svarer til den industrielle revolution end til pælesidning.

Jeg argumenterede for, at dette ikke er en af den slags ting, samfund vokser fra. Det er en af den slags ting, som samfundet vokser ind i. Men jeg er ikke sikker på, hun troede på mig, til dels fordi hun ikke ønskede at tro mig, men også dels fordi jeg ikke havde den rigtige historie endnu. Men det har jeg nu.

Jeg havde middag med en gruppe venner omkring en måned siden, og en af ​​dem fortalte at han havde siddet sammen med sin fire-årige datter og set en dvd. Og midt i ​​filmen, uden nogen videre anledning, springer hun op fra sofaen og løber om bag skærmen. Det virker som et sødt øjeblik. Måske skulle hun se om Dora virkelig var deromme bagved eller hvad. Men det var ikke, hvad hun gjorde. Hun begyndte at rode rundt i kablerne. Og hendes far sagde: “Hvad laver du?” Og hun stak hovedet ud fra bag skærmen og sagde: “Jeg leder efter musen.”

Her er noget fire-årige ved: En skærm, der sælges uden en mus, er i stykker. Her er noget fire-årige ved: Medier, der er målrettet mod dig, men ikke omfatter dig er måske ikke værd at sidde stille til. Det er ting, der får mig til at tro, at dette er en envejs-forandring. Fordi fire-årige, de mennesker, der sættes dybest i blød i det aktuelle miljø, som ikke er nødt til at gennemleve det traume, som jeg er, for at forsøge at aflære en barndom tilbragt med at se Gilligan’s Island, de antager ganske enkelt, at medierne omfatter forbrug, produktion og deling.

Det er også blevet mit motto, når folk spørger mig, hvad vi laver – og når jeg siger “vi” mener jeg det større samfund som forsøger at finde ud af at anvende dette kognitive overskud, men jeg mener også vi, især de mennesker, der befinder sig i dette rum, de mennesker, der knokler for at udvikle den næste gode idé. Fra nu af er det her, hvad jeg har tænkt mig at fortælle dem: Vi leder efter musen. Vi vil se på alle steder, at en læser eller en lytter eller en fremviser eller en bruger er blevet låst ude, er blevet serveret passive eller fastlåste eller konserverede oplevelser, og spørge os selv, “Hvis vi skærer en lille bid af det kognitive overskud og implementerer det her, kunne vi så få noget godt til at ske? ” Og jeg vil vædde på at svaret er ja.

Mange tak.

Noget jeg godt kan lide Clay Shirky for er at han har blik for de store forandringer, i et længere tidsperspektiv end mange der beskæftiger sig med og skriver om nye medieteknologier og deres effekter. Og hans sprogbrug er tilpas dramatisk til at fremhæve de drastiske forskydninger i samfundet, som han ser som en effekt af det der sker med nettet i disse år. Han har udfoldet begge dele i sine bøger ”Here Comes Everybody” og ”Cognitive Surplus” (som rummer et kapitel, der er en forbedret og renskrevet version af det her behandlede foredrag).

Jeg kom igang at oversætte teksten, fordi jeg havde tænkt mig at bruge den i et aktuelt forløb i mediefag B – i fht. at diskutere fjernsynets udvikling og betydning, i sammenhæng med de 3-4 sider om fjernsynets filmhistoriske betydning fra vores bog. Ville være godt at kombinere med at vise det i foredraget omtalte afsnit af Gilligan’s Island, hvis det kan findes. Her er ihvertfald introen til Gilligan’s Island, som er et kig værd for blot de to minutters tidsrejse tilbage til en svunden tv-alder, som må virke eksotisk for de fleste idag, som ikke er vokset op med serier som disse.

Med til diskussionen hører også Nicolas Carr’s kommentar til Shirkys pointer (nederst på den linkede side). For Carr er Shirky på afveje, idet han i en let indpakning reframer en klassisk emancipatorisk fortælling om nettet, som det der kom og befriede os fra massemediernes lænker :

What Shirky is doing here, in essence, is repackaging the liberation mythology that has long characterized the more utopian writings about the Web. That mythology draws a sharp distinction between our lives before the coming of the Web (BW) and our lives after the Web’s blessed birth (AW). In the dark BW years, we were passive couch potatoes who were, in Shirky’s words, “forced into the channel of media the way it was because it was the only option.” We were driftwood, going with whatever flow “the media” imposed on us. We were all trapped in Shirky’s musty cellar.

The Web, the myth continues, emancipated us. We no longer were forced into the channel of passive consumption. We could “participate.” We could “share.” We could “produce.” When we turned our necks from the TV screen to the computer screen, we were liberated (…)

I think we’d all agree that the Web is changing the structure of media, and that’s going to have many important ramifications. Some will be good, and some will be bad, and the way they will all shake out remains unknown. But what about Shirky’s idea that in the BW years we were unable to do anything “interesting” with our “cognitive surplus”—that the “only option” was watching TV? That, frankly, is bull. It may well be that Clay Shirky spent all his time pre-1990 watching sitcoms in his cellar (though I very much doubt it) but I was also alive in those benighted years, and I seem to remember a whole lot more going on.

Did my friends and I watch Gilligan’s Island? You bet we did—and thoroughly enjoyed it (though with a bit more ironic distance than Shirky allows). Watching sitcoms and the other junk served up by the boob tube was certainly part of our lives. But it was not the center of our lives. Most of the people I knew were doing a whole lot of “participating,” “producing,” and “sharing,” and, to boot, they were doing it not only in the symbolic sphere of the media but in the actual physical world as well. They were making 8-millimeter films, playing drums and guitars and saxophones in bands, composing songs, writing poems and stories, painting pictures, making woodblock prints, taking and developing photographs, drawing comics, souping up cars, constructing elaborate model railroads, reading great books and watching great movies and discussing them passionately well into the night, volunteering in political campaigns, protesting for various causes, and on and on and on.

People were, in other words, every bit as capable of living rich, multidimensional, interesting, creative, and “participative” lives before the web came along as they are today—and a lot of people did live such lives. And they often lived them even while spending considerable portions of their time watching TV or drinking gin or sitting in a lotus position intentionally frittering away their “cognitive surplus.” (There’s a creepy kind of neo-Puritanism at work in Shirky’s calculations of how productively we’re “deploying” our “cognitive surplus,” but that’s a different story.)

It’s worth remembering that Gilligan’s Island originally ran on television from late 1964 to late 1967, a period noteworthy not for its social passivity but for its social activism. These were years not only of great cultural and artistic exploration and inventiveness (it was the first great age of the garage band, for one thing) but also of widespread protest, when people organized into very large—and very real—groups within the civil rights movement, the antiwar movement, the feminist movement, the folk movement, the psychedelic movement, and all sorts of other movements. People weren’t in their basements; they were in the streets.

If everyone was so enervated by Gilligan’s Island, how exactly do you explain 1968? The answer is: you don’t, and you can’t.

Indeed, once you begin contrasting 1968 with 2008, you might even find yourself thinking that, on balance, the Web is not an engine for social activism but an engine for social passivity. You might even suggest that the Web funnels our urges for “participation” and “sharing” into politically and commercially acceptable channels—that it turns us into play-actors, make-believe elves in make-believe clans.

Jeg synes man forstår meget om hvad der er sket i det 20. århundredes mediehistorie ved at læse de to (tilsyneladende modstridende, men begge valide) tekster. Godt diskussionsstof.

Efter min mening har både Shirky og Carr jo ret. Når Shirky fremhæver den amerikanske sitcom som det 20. århundredes væsentligste innovation, fordi den kunne opsuge og forbruge al vores fritid, er det jo for retorisk at sælge en pointe : at den deltagelseskultur, der spirer frem på nettet, udnytter en overskudstid, som vi i virkeligheden har haft længe – den har blot tidligere været anvendt (bl.a.) til at se (masser af) fjernsyn.

Og Carrs pointe om at vi så sandelig også har kunnet deltage kulturelt før nettets frigørende ankomst underminerer forsåvidt ikke dette budskab – snarere tværtimod. Een af fjernsynets store fortjenester er vel bl.a. at det har været i stand til at tilgængeliggøre vores kultur i bred forstand (ikke bare sitcoms) til hele nationer, der har kunnet samles om nogle væsentlige nyheder, fænomener og fortællinger. Jeg tænker her i en dansk sammenhæng f.eks. ”Matador” som kunne lægge gaderne øde, eller tv-serien ”Nord og syd”, for den sags skyld, der havde en lignende effekt.

Der er og har været masser af deltagelseskultur før World Wide Web. Carr nævner rockmusikken som et eksempel. Og lang tid før World Wide Web kunne vi optage musikken fra radioen, og lave hjemmemixede kassettebånd, produceret uden, men som oftest med hjælp fra en ‘dobbeltdecker’ ghettoblaster. Bånd som sidenhen kunne deles med klassekammerater i skolegården og på fritidshjemmet, eller hvor man nu kom. Og samme teknik kunne anvendes til at kopiere og dele computerspil- og programmer, både de piratkopierede og de hjemmestrikkede, idet de tidlige spil blev udgivet og gemt på kassettebånd. Men det er netop denne deltagelseskultur, som fjernsynet og dobbeltdecker ghettoblasteren var med til at bane vejen for, som nu udfoldes i endnu stærkere omfang – hvis vi vil det (og de “gamle medier” ikke ødelægger det) – via internettet.

Denne artikel fra FILMdetail om Kubricks mesterværk The Shining (dansk titel Ondskabens hotel, 1980) perspektiverer hvordan filmen er blevet modtaget forskelligt i årtierne siden filmens premiere i 1980.

Artiklen indeholder bl.a. dette underholdende eksempel af klipperen Robert Ryang på, hvor meget klipning og lydside i en film/trailer betyder for hvordan vi oplever filmens genre :

Men også filmens originale trailer :

Filmen er af mange årsager (stadig) fremragende at bruge i mediefag. Vi så den da jeg selv havde faget med Peter Nyord under navnet Film/TV-kundskab, på VUC/hf-enkeltfag i Odense i midten af 90′erne, og jeg bruger den også selv hyppigt i undervisningen i filmiske virkemidler. Filmen er stadigvæk ret uhyggelig, der er smæk for skillingen i brugen af virkemidler af stort set enhver slags, samt mange temaer og muligheder for at tolke på den. Og, hvad der er godt til undervisningsbrug, så har filmen et klart, let analysérbart filmsprog hvor det er enkelt at afkode f.eks. hvilken type beskæring der er tale om, eller hvilken type lyd vi hører på lydsiden i en given scene.

Sendt til bloggen vha. Scribefire fra Firefox.

En håndfuld af de mest nyttige programmer til at afspille, konvertere, rippe og tilpasse videomateriale, som jeg anvender i min undervisning, i både historie og mediefag :

Afspilning og konvertering af mediefiler

VLC Media Player
http://www.videolan.org/vlc/

Fremragende program til afspilning af næsten alle videoformater. VLC kan også afspille TS_VIDEO DVD mapper uden at det er nødvendigt at brænde en DVD først.

Programmet kan også “streame” indholdet af en videofil til et andet format, og dermed f.eks. konvertere en videofil fra et format der anvender et bestemt codec til et format der ikke gør. VLC findes til både mac og PC. Open source og fri software.

Quicktime
http://www.apple.com/quicktime/download/win.html (Windows)

Standardprogram til mac til at afspille videofiler, specifikt .mov filer. Findes også til PC. I den fulde version kan mov og mp4-filer også nemt redigeres (ideelt til webvideo).

Handbrake
http://handbrake.fr/

Ripper en DVD til et af flere formater (bl.a. mp4) med undertekster. Handbrake skærer også overflødigt sort væk fra billedet (cropping) så filerne fylder mindst muligt. Findes til både mac og PC. Open source og fri software.

MPEG Streamclip
http://www.squared5.com/

Det optimale og hurtige program til hurtigt at klippe en videofil til. MPEG Streamclip konverterer også nemt imellem videoformater, f.eks. fra mp2 til mp4. Findes til både mac og PC. PC-versionen kræver installation af Quicktime eller Quicktime Alternative.

Quicktime Alternative
http://www.filehippo.com/download_quicktime_alternative/?2615

Hjælpeprogram til MPEG Streamclip. Nødvendigt for at køre programmet på PC.

K-lite Codec Pack
http://www.free-codecs.com/download/K_lite_codec_pack.htm

Codec-pakke der kan installeres og som gør at de fleste medieafspillere kan afspille både .flv og .mp4 filer uden videre.

Download af videoer fra YouTube og andre videosites der anvender Flash

KeepVid
http://keepvid.com

KeepVid er een af mange tjenester der tilbyder download af videoer fra YouTube og andre videotjenester. Alt hvad du skal bruge er videoens URL dvs webadresse, som skal indsættes i feltet øverst på siden på KeepVid.com. Der går et kort øjeblik, så er den klar til download.

Videoer kan downloades i forskellige formater, f.eks. mp4.

Video DownloadHelper (plugin til FireFox browseren)
https://addons.mozilla.org/en-US/firefox/addon/3006

Installerer en lille knap i browseren, hvorfra alle web-videoer i flash-formatet .flv kan downloades (og senere omdøbes/konverteres til f.eks. mp4) – ikke alle medieafspillere kan afspille .flv filer uden videre, men der kan findes et codec på nettet, som gør det muligt (se forrige afsnit).

Download af streamet video til almindelig videofil (fra f.eks. DR)

Det er som regel lidt mere besværligt og tidskrævende at downloade video fra nettet, som ikke er tilgængeligt i Flash, men som streamet video. Det kan dog med nogen tålmodighed og ihærdighed lade sig gøre.

Net Transport (NetXfer)
http://www.xi-soft.com/

Net Transport er et nyttigt program der kan gemme streamet video som en almindelig videofil til senere afspilning, hvilket er nyttigt i fht. download af video fra f.eks. DR’s website. Net Transport skal bruge en URL på den pågældende fil, hvilket man kan anvende URL Snooper 2 til at opsnappe. Af uransagelige årsager er adressen på den streamede videofil ofte godt gemt, hvilket dog ikke ændrer ved, at der ikke er noget fordægt i at ville modtage video fra DR på en anden måde (dvs. som en fil) end den måde DR har tænkt, at man skulle modtage video (som streamet video). Streamet video giver mindre fleksibilitet i undervisningssituationen, da det kræver at den nødvendige båndbredde er tilstede på afspilningstidspunktet, hvilket langtfra kan forventes at være tilfældet. En videofil kan afspilles, uanset om der adgang til internettet eller ej.

URL Snooper 2
http://www.donationcoder.com/Software/Mouser/urlsnooper/index.html

Program der opsnapper URL’s dvs. webadresser hvorfra computeren aktuelt modtager data. Programmet startes umiddelbart inden en streamet video afspilles i browseren, hvorefter programmet angiver de webadresser det har ‘opsnappet’.

NB! Du foretager dig intet ulovligt ved at anvende værktøjer som disse!

Kulturministeriet har tidligere fastslået at forevisning af film eller video i undervisningen ikke er at regne for ‘offentlig fremførelse’ i ophavsretslovens forstand. Undervisere må vise alle de lejefilm, købefilm eller film optaget fra tv, som de vil i deres undervisning. Underviseren må desuden lave en kopi af filmen til personlig brug.

Hvad angår film og video fra nettet, så er der ikke noget væsensforskelligt ved de data der modtages af en browser eller et af de her nævnte programmer. Om en video f.eks. downloades ved hjælp af et særligt program eller vises ved hjælp af en browser, så er det samme data som efterspørges og modtages af den lokale maskine. Det er blot konfigurationen af softwaren på modtagersiden der er forskellig – i den forskel der er på et program der gemmer de modtagne data som en fil, der senere kan afspilles, og det program, hvor de modtagne data afvikles umiddelbart i forlængelse af modtagelsen (browseren).

Der hvor eventuelt retlige spørgsmål opstår er i fht. eventuel videre distribution. I undervisningssammenhæng anses anvendelse af ophavsretsligt beskyttet materiale som f.eks. film ikke som offentlig fremførelse (hvorfor undervisere har meget vide rammer for anvendelse af video og filmeksempler i undervisningen), hvorimod videre distribution af materiale via internet efter alt at dømme vil være at betegne som sådan (hvilket dog ikke betyder at dette altid vil være ulovligt – dette afhænger af de specifikke ophavsretlige forhold for det konkrete materiale).

Politiken viderebringer idag en række dybt usaglige påstande om gymnasielærernes arbejdstid, hvor den primære er det åbenbart chokerende budskab om at gymnasielærere “kun” underviser 9-11 klokketimer om ugen. Når påstandene er usaglige er det fordi sådanne udsagn kun afslører en dyb uvidenhed og et par dybe fejlantagelser om hvad det vil sige at undervise og lære andre noget.

Jeg skrev tidligere på aftenen flg. på vores interne GL-konference på Aabenraa Statsskole :

Jeg ligger vist også i den hårde ende, med hele 12-15 klokketimer til undervisning pr uge. For en udenforstående, dvs. nogen som ikke aner en pind om hvad det at undervise vil sige, og som har nogle skrupforkerte antagelser om hvad undervisning indebærer, lyder det sikkert af meget lidt.

Men det er jo netop nogle forkerte antagelser om hvad undervisning er for noget, der gør at man kan nå frem til sådan nogle intetsigende gennemsnit. Selv erfarne lærere idag kan jo ikke stå ved tavlen og lire den gamle sang af igen og igen, hvis man skal lave differentieret og elevaktiverende undervisning, dvs. opstille optimale rammer for elevernes læring indenfor ens fag. Så kan man jo ikke slippe afsted med “dørtrinsundervisning”. Forestillingen om “pensum” som nævnes i Politiken idag er håbløst gammeldags i fht. hvor gymnasiet befinder sig i dag, hvor fokus i langt højere grad er på elevernes kompetencer. Jeg kan godt forstå at GL ikke farer ud i en stor debat, men jeg er lidt bange for, at hvis ikke nogle af de hårdnakkede mis-antagelser og misforståelser, som artiklen i Pol idag giver udtryk for, manes i jorden, så vil de poppe op igen og igen og være med til at tegne et helt forkert billede af lærere, som nogen der ikke laver noget, når de ikke står ved tavlen i klasseværelset.

Jeg er enig i, at forberedelse og nødvendig tid til forberedelse kan være uhyre forskellig fra fag til fag og fra lektion til lektion, og fra uerfaren lærer til erfaren lærer, men jeg tror ikke meget er vundet ved at bryde den afsatte tid til forberedelse op (som der er forskellige røster om, bl.a. i et indlæg i seneste nr af Gymnasieskolen). Jeg opfatter normen som et hensigtsmæssigt gennemsnit, der gør, at man kan lægge sine kræfter der hvor det er nødvendigt i fht. de konkrete elever og hold, inkl. teamsamarbejde o. lign.

12-15 klokketimer svarer hos os til 16-20 lektioner, for mit vedkommende fordelt på 5 forskellige hold, med i snit ca. 25 elever pr hold (klassekvotienten er 27,8 elever pr stamklasse). Efter nytår får jeg yderligere to hold. Det giver ca. 125-175 elever at holde styr på og huske navne på. Løbende skal man danne sig en idé om det faglige niveau hos dem alle, og skabe differentieret undervisning, dvs. udtænke passende faglige udfordringer og samtidig overholde læreplanerne for dem alle. Der er ingen automatpilot over dette arbejde, selvom man naturligvis løbende genbruger og videreudvikler øvelser, undervisningsmetoder og materialer. Intet kan imidlertid “genbruges” i et 1:1 forhold, hvor man blot står ved tavlen og lirer den samme sang af. Den form for undervisning er stendød – håber jeg!

Hertil kommer så det arbejde, som er af mere langsigtet, praktisk og strategisk karakter. At deltage i udvalgsarbejder og forskellige teams, vedligeholde computere og kameraudstyr i mediefag, efteruddanne mig selv igennem kurser, dele erfaringer med kolleger, planlægge studieture/ekskursioner, brobygningsaktiviteter (samarbejde med folkeskolen og videregående uddanelser m.m.) osv. osv.

Jeg synes egentlig de 22-25 klokketimer der ugentligt er sat af i snit til dette ud over den tid jeg rent faktisk står i klasseværelset, er godt givet ud, og nogenlunde dækker det arbejde der udføres i denne tid. Det passer nogenlunde med 1,5 klokketime til forberedelse pr. undervisningsklokketime. Sommetider er det mere presset end til andre tider, men sådan er det vel i de fleste virksomheder og de fleste jobs.

Jeg ville personligt ikke beklage mig over flere undervisningstimer, måske endda bare ønske mig at kunne afholde de fleste af de i forvejen skemalagte lektioner, da det største problem jeg oplever som underviser i gymnasiet er de mange aflysninger af ellers skemalagte lektioner. Aflysningerne er uundgåelige, bl.a. pga. sygdom, fællesarrangementer, almen studieforberedelse (ihvertfald i dets nuværende inkarnation), perioder til opgaveskrivning som studieretningsprojektet, større skriftlige opgave (i hf) og dansk-historie-opgaven, osv. Og de er ikke kun af det onde, fordi de jo også er med til at skabe lidt luft for eleverne, og for andre lærere og fag.

Men aflysningerne gør det vanskeligere at skabe kontinuitet og forløb som hænger sammen. Specielt små fag kan blive hårdt ramt. Har jeg kun 3 timer med et mediefagshold på en uge (som det er tilfældet med c-niveau) er undervisningen i den pågældende uge smadret, hvis jeg mister 2 ud af 3 lektioner. Hvis det sker to uger i træk er et helt forløb smadret, og eleverne kan ikke huske en bjælde af hvad forrige lektion gik ud på, når der går 10 dage imellem at man ses. Så det er et relevant problem : hvordan skaber og fastholder man da kontinuiteten?

Peer produced skemalægning

Tværtimod, så kunne jeg godt ønske mig en langt større grad af fleksibilitet, dvs. kontrol med fleksibiliteten, f.eks. ved at man som underviser kunne undervise mere intensivt i perioder, og i andre perioder bruge mere tid på forberedende opgaver. I praksis er det sådan, men jeg ville gerne, at jeg selv som lærer havde større frihed til at planlægge skemaet. Jeg tror at en del af denne frihed kan komme ved fortsat (for det er et arbejde som i høj grad allerede finder sted) at tænke netværksværktøjer ind i undervisningen, således at undervisningen bliver endnu mindre skemabundet.

Jeg tror også at videre udvikling af værktøjerne til skemalægning, herunder funktionalitet der i langt højere grad inddrager lærere og elever som peers, dvs. som bidragydere til planlægningen, er vejen frem. Ved at trække og anvende data fra relevante kilder er det muligt at planlægge bedre og med kortere varsel, end det er tilfældet med de værktøjer vi anvender idag. Som f.eks. Lectio, der alle fortræffeligheder til trods er et proprietært produkt, der står solidt plantet i den industrielle, territorielle forestilling om at undervisning er noget, som finder sted, idet en lærer, et hold og et lokale kan kombineres på samme tid og sted. Men vi er dog på vej.

Jeg skrev i august 2007 første udkast til nedenstående tekst på min brugerside på det daværende Crewscut.com (idag NotatWiki). Teksten blev til i forbindelse med udviklingen af Kaplak og de tanker jeg på det tidspunkt havde om hvad jeg skulle bruge min tid på.

Hvad er jeg god til? Hvad gør mig glad? Og måske især, hvordan kan jeg gøre en forskel i verden?? Kan de ting kombineres? I så fald hvordan? Udforskningen af spørgsmål som disse har fra tid til anden bragt min tilværelse i forskellige retninger, og det har altid været vanskeligt for mig at kombinere dem til een retning – selvom jeg ofte har tænkt over, om det var muligt, ønskeligt eller et indbildt behov. Det har meget at gøre med tid og prioritering af tid, hvad jeg og vi bruger tiden til. Tanker i retning af, hvad skal jeg beskæftige mig med på fuld tid, hvad er mit arbejde, min hovedinteresse – og hvad er mere mine hobbies, interesser der kan få tildelt småbidder af den tid der er tilovers? Det er mere og mere blevet et irrelevant spørgsmål, især efterhånden som mine interesser (ihvertfald i lange perioder) har bredt sig ud over al min arbejdstid.

I sommeren 2007 blev jeg far til en yndig lille pige, som hedder Alma. Og hun fylder meget, på mange måder, også tidsmæssigt i mit liv. Før jeg har fået set mig om er der allerede gået syv måneder. Hun har det rigtig godt og vokser sig stor med lynets hast. Jeg ville ikke blive overrasket hvis jeg pludselig opdagede, at hun stod og skulle tage studentereksamen imorgen. Det gør det endnu mere aktuelt at tænke over, hvordan jeg bruger tiden. Det føles til tider som om den forsvinder som sand imellem mine fingre. Det er med at nyde den imens vi har den, især den del af den vi har med vores børn, når de er små. Min gamle ven Max Stirner mente, at når vi fortærede verden, så ‘glemmer vi os selv’. Vi kender det allesammen, man er optaget af det fedeste computerspil, det mest interessante problem, den mest inspirerende samtale – eller for den sags skyld, det mest romantiske eller liderlige øjeblik – og med eet, har man fortabet sig selv, glemt sig selv i øjeblikket, mistet tiden og selvfølelsen, fordi man var i noget andet. Det er det fede. Det er der det rykker.

Jeg har tænkt en del over hvor jeg oftest har den oplevelse. For jeg tror jeg er på sporet af det. Det skyldes bl.a. internettet og wikier, og det at arbejde med (og eksperimentere med) et interaktivt medie over så lang tid som jeg har gjort med nærværende website [Crewscut.com], og det at falde over så mange usædvanlige perspektiver på alverdens emner, som man kun kan hvis man ofte anvender og ‘surfer’ på internettet. Det jeg er god til er at skabe universer. Fra min barndoms LEGO og Playmobil-universer, over diverse film, tegneserier, noveller og rollespil – til wikier, begrebsuniverser, historiebøger og computerspil. Det er det der morer mig, det er der jeg har det rigtig sjovt. Formen er mindre væsentlig. Egentlig passer det ikke, for form er en ekstremt vigtig del af et univers, den kan ikke uden videre skilles fra et materiale ;-) – men med de digitale medier er der meget, der bliver meget mere plastisk, end det har været.

Når det først begynder at gå op for een, at World Wide Web jo blot er et sæt forestillinger om, hvad man kan bruge internet til (og et ganske udmærket eet, mener jeg), men langtfra det eneste, åbner der sig en hel verden af muligheder – fra fildeling via bittorrent til MMORPGs, YouTube og PopCap Games. Det er sjovt i sig selv at lege med. Der er masser af problemer også, især af økonomisk karakter – men det skal være en sjov oplevelse at finde interessante og anvendelige løsninger på dem.

Jeg har det seneste år arbejdet en del på et nyt projekt, alene og i samarbejde med mange gode samarbejdspartnere og rådgivere, udviklet igennem mange frugtbare samtaler og møder. Og jeg indser mere og mere, at vi knapt nok er begyndt. Vi er begyndt at formulere problemet – og vi har en vision om hvordan vi gerne vil løse det. Projektet hedder Kaplak, og startede oprindeligt som Crewscut.coms ‘andet og tredie ben’ dvs. en p2p distributionsmodel, samt en betalingsmodel. Efterhånden som Kaplak har taget sin spæde begyndelse, har det imidlertid ændret så meget karakter, at jeg fandt det værd at gøre det til et helt nyt projekt – men eet som bl.a. nichewebsites som Crewscut.com vil kunne anvende.

Jeg kommer til at skrive meget mere om Kaplak. Men når jeg bringer det op her, er det fordi det giver de overvejelser jeg indledte med et nyt perspektiv. Forestil dig, at du kunne leve af den indtægt du fik ved at lade din bittorrent-klient stå åben natten over, dvs. ved blot at tænde din computer. Forestil dig, at du kunne koncentrere dig om at producere dine film, skrive dine romaner, indspille dine radioshows – om burhøns, Uzbekiske gedehyrder eller hvalrossang, og samtidig oppebære en udmærket indtægt. Folk ville tro, at du var tosset? Udmærket, men det ville give dig noget at tænke over, ikke sandt? Over, hvad du helst vil bruge din tid på? Forudsat at du kunne skabe kontakt til de mennesker på den anden side af kloden, der efterspurgte lige præcis dine evner, din viden og dine udtryk – uafhængigt af hvad vi er opdraget til at betragte som “smalle”, unyttige og uøkonomiske sysler.

Det er mærkeligt, og har altid været mærkeligt for mig, at der siden min skoletid syntes at skulle være et misforhold imellem hvad jeg syntes var fedt, og hvad der blev belønnet økonomisk i det her samfund. Indenfor de seneste år – eller rettere, siden jeg først begyndte at beskæftige mig med public domain-software i min første virksomhed Hard Joy PD og sidenhen blev storforbruger af nettet under mit studie, er det begyndt at gå op for mig, at mange af de antagelser og konstruktioner, som det misforhold hidtil har været baseret på, kan ændres til noget andet og meget mere interessant, for en hel del mennesker, på grund af computere og internettet. Det har rigtig meget at gøre med tid, og hvordan nettet transcenderer tiden. Det sker for såvidt allerede, for fulde gardiner, og det er kun lige begyndt. Det er det vi vil hjælpe vore kunder med i Kaplak. Og det er så kun den korte version.

Jeg føler mig til daglig meget priviligeret over mit arbejde. For det første blot det at kunne arbejde med to fag som interesserer mig dybt : historie og mediefag. Samtidig føler jeg mig uendeligt priviligeret og ydmyg over dagligt at kunne introducere en gruppe fantastiske unge mennesker til nogle af de væsentlige problemfelter fagene rummer, på et tidspunkt i deres liv, som er så vigtigt og formativt.

Jeg vil gerne selv arbejde med film igen. Jeg vil gerne lave flere film og arbejde med flere fantastiske fortællinger, i spil, historiske fremstillinger, onlineuniverser, wikier osv. – og jeg vil gerne fortsat arbejde for at realisere rammer, som kan medvirke til at transcendere tiden på måder der minder om de jeg skitserer i det ovenstående. Jeg synes, at det er vores store problem, at vi stadig lever på industriel tid (køreplaner, skemaer, deadlines osv.) selvom vore arkitekturer forlængst har tilladt os at indrette os langt mere fleksibelt. De fleste mennesker har idag en mobiltelefon, og som Clay Shirky har iagttaget, så gør alene dette os langt mere uafhængige af at skulle være et bestemt sted til et bestemt tidspunkt. For man kan altid få fat på os. Kombineret med trådløse netværk, adgang til nettet, GPS og Google Maps er det muligt at udføre en del arbejde fuldstændigt uafhængigt af tid og sted (det gør jeg selv på mine daglige pendlerture) – og det er muligt at udskyde planlægning af møder og tidspunkter til absolut senest mulige.

Vore netteknologier gør det også muligt at indrette uhyre fleksible systemer, som ikke er så territorialt funderede, at det gør noget. Problemet er blot, som jeg ser det, at vi i mange sammenhænge ukritisk lader os underlægge proprietære systemer, som er udviklet af udviklere, som ikke har tænkt tanken, og hvis produkter vi ikke kan ændre, fordi de beskyttes af ophavsrettigheder, patenter og lignende. Vi anvender med andre ord mange produkter og systemer, som ikke er fri software, og som ikke har de fordele som fri software har : at de frit kan manipuleres, tilpasses og videredistribueres af brugeren.

I et vist omfang er det desværre nødvendigt for mig at være pragmatisk, og dermed anvende mindre optimale løsninger, for at opnå mere kortsigtede mål. F.eks. anvender jeg dagligt en Macbook Pro som min arbejdscomputer, bl.a. fordi den ganske enkelt er hurtigere at starte op, kan køre Final Cut Express (som vi anvender i mediefag på skolen) og er langt mere kvik til at gå på det trådløse net, som jeg som oftest er dybt afhængig af.

Nu hvor mit pædagogikum er gennemført glæder jeg mig til at kunne bidrage mere aktivt til, at vi kan arbejde for bedre (læs: frie) løsninger, der kan tjene mere langsigtede mål end blot det at få tingene til at glide i det daglige. Målet er så vidt jeg kan se, at opbløde det konventionelle skema endnu mere, således at dagligdagen bliver mindre presset, informationsmængderne mere overkommelige og til at håndtere for de der skal håndtere dem, processen sjovere, og resultaterne bedre. Det kan blive både sjovere og mere lærerigt at gå i gymnasiet, for både elever og lærere :-)

Mange DVD-producenter og filmdistributører m.fl. har for vane at lægge en tekst i starten af deres DVD eller andet produkt, der fortæller at alt andet end privat anvendelse af den pågældende film vil ‘blive retsforfulgt af foreningen af danske videogramdistributører’ – eller med lignende formuleringer skarpt fortæller, at filmen ikke må vises offentligt, herunder f.eks. i skoleklasser.

Tekster med lignende formuleringer kan man finde på denne webside fra Nordisk Film, der også skriver :

Mange bryder af uvidenhed disse regler. Man lejer eller køber en videospillefilm i en videobutik, og viser den f.eks. for en skoleklasse eller i en turistbus. Disse film er til hjemmevideo, og må kun vises i private hjem. Det er derfor vigtigt at man sætter sig ind i de gældende regler før man lejer en film, for eksempelvis at undgå retslig forfølgelse.

Tekster som disse er misvisende og ikke korrekte.

Det er naturligvis forståeligt, at Nordisk Film gerne vil leje film ud til skoler for f.eks. en fem-års periode og indkassere 600 kr årligt (eller fem-årligt) i lejeindtægt, fremfor at lærerne går ned i den lokale Stereo Studio og køber den samme film til 25 kr, hvorefter læreren og skolen ejer denne film og kan vise den i undervisningen lige så mange gange de lyster.

Faldt for nyligt over denne pdf fra 2006 på mediefags side på http://emu.dk, der soleklart banker fast for enhver, at rettighedshavere til film (og andre “værker” for den sags skyld) ikke kan forbyde disses anvendelse i undervisningssammenhæng, under henvisning til at dette skulle være ‘offentlig fremførelse’ :

Svar fra kulturministeriet om brug af film i undervisningen

I dette svar fra kulturministeren til Simon Emil Ammitzbøl (daværende Radikale Venstre) hedder det bl.a. :

Ved klasselokaleundervisning kan fremførelse af værker normalt ikke antages at være offentlig i ophavsretslovens forstand.

På baggrund af disse lovmotiver, der ikke skelner mellem filmværker og andre værker, er det Kulturministeriets opfattelse, at det normalt ikke kræver samtykke fra rettighedshaverne at vise en film i en skoleklasse. Det er i den forbindelse uden betydning, om filmen er købt, lejet eller optaget fra tv. Af principielle grunde kan ministeriet ikke vurdere, i hvilke konkrete tilfælde der er tale om offentlig eller ikke-offentlig visning i en skoleklasse.

Når det gælder reglerne om kopiering, herunder optagelse fra tv af en spillefilm, må en lærer lave en kopi til personlig brug (digital kopi) eller privat brug (analog kopi), uanset om det sker hjemme eller på skolen.

Det er således helt uproblematisk som lærer at indkøbe film til brug i undervisningen. Ingen behøver at ryste i bukserne over rettighedshavernes fortekster til filmene, og medielærernes praksis med at tage en kopi til brug i undervisningen (f.eks. til at klippe citater fra) er også fuldstændig uproblematisk.

Den eneste ophavsretsmæssige gråzone jeg kan få øje på i denne sammenhæng består i den konvergens og de udfordringer, som sker idet undervisningen i højere grad flyttes ud af klasseværelset, og finder sted i f.eks. virtuelle, digitale fora. Disse skal da (for at overholde loven, såvidt jeg vurderer) i høj grad mime de afgrænsede forhold vi kender fra klasseværelset – dvs. operere med adgangsbegrænsninger. Om den eksemplarfremstilling der finder sted i digitale netværk (for at kommunikationen her overhovedet kan lykkes) er ophavsretskrænkende, må det endnu være op til en domstol at vurdere.

Der er desværre endnu meget arbejde at gøre. Men det var dog rart at støde på sådan et klart svar på om vi dagligt begår lovbrud i undervisningen. Svaret var heldigvis, at det tyder det meste på, at vi ikke gør.

Der er dage hvor jeg elsker mit job. Selv når dagene bliver ekstra lange, fordi møder og hjælp til redigering trækker ekstra tænder ud, toget er forsinket og man kommer alt for sent hjem.

Jeg synes det er så sjovt og livsbekræftende at gå på arbejde når 50 grupper af ialt ca. 200 mediefagselever tager den sidste tørn i skolens redigeringsrum, i forbindelse med den afsluttende eksamensproduktion i mediefag. Alle skal de producere en kortfilm indenfor selvvalgt genre, emne, idé og historie.

Der er en leben uden lige. Alle er pressede til det yderste – ofte fordi kunsten at planlægge en mediefagsproduktion tager lang tid at lære (og typisk kan man ikke nå at høste alle erfaringer i løbet af et 1-årigt C-niveau forløb). Nå, vores computer er booket af et andet hold! Nu har vi så færdiggjort optagelserne 2 dage før vi skal aflevere filmen – nu kan vi virkelig få redigeret filmen færdig. Men hvorfor skal det tage så lang tid? Hvorfor skal det være så besværligt!?

Men på trods af alle odds får de fleste lagt den sidste hånd på årets eksamensfilm, og får rent faktisk fortalt en historie. Det er altså fantastisk.

Samtidig har vi i år premiere på en ny filmfestival på skolen, hvor hele årets høst af elevproduktioner vises. Festivalen har fået navnet VERTIGO – til dels efter filmen af samme navn af Hitchcock, men specifikt efter det særlige ‘vertigo-shot’ (også kaldet ‘dolly zoom’) som blev brugt i filmen til at skabe en svimlende effekt, der bidrager til fortællingen om hovedpersonens højdeskræk. Effekten er siden anvendt i talrige film. Festivalen løber af stablen 12. maj med kåring af den store publikumpris, og 13. maj afholdes festivalens prisfest, hvor alle mediefagseleverne fejrer hinanden og belønnes indenfor 10 konkurrencer på bedste idé, fotografi, lyd, klip, special effects, skuespil og andre vigtige områder.

Festivalen er arrangeret af elever på skolen, med mediefagslærerne som tovholdere. Jeg har haft fornøjelsen af at være lærertovholder på vores nystartede fundraisergruppe, og det har været en overordentlig positiv oplevelse. Der er virkelig spænding og adrenalin i lokalet, når vi i fællesskab sidder og ringer ud, og man kan høre, at der er en, der har fået nogen i tale i en virksomhed, der måske vil give en sponsorgave. Siger vedkommende ja eller nej? Glider vedkommende af og henviser til chefen, eller vil de ringe tilbage “senere”? Det er en stor succés, når nogen siger ja, og denne belønnes dobbelt ved at skolen giver en krone for hver sponsorkrone eleverne i udvalget skaffer. Det giver selvtillid og alle der deltager vokser kolossalt med opgaven. Fantastisk at måtte være med til. Så henter jeg gerne kage og sodavand til de elever, der giver denne ekstraordinære indsats.

• Besøg festivalens eget website her.
• Læs også om de travle arrangører i Jyske Vestkysten.