25 grunde til at vi skal af med immaterielle rettigheder

Posted in Copyfight on April 27th, 2014 by Morten Blaabjerg

1. De er forældede
Ophavsret og patenter har sine rødder i en protektionistisk tid, hvor det var kutyme for magthaverne at tildele udvalgte borgere eller virksomheder monopoler.

Merkantilismens og protektionismens æra er med globaliseringen og internettet forbi. Vi har brug for en øget international frihandel og en lettelse af adgangsvejene for globale informationsstrømme og data. Det er ikke en tidssvarende model at begrænse udvekslingen af informationer og varer i en æra med så stærkt et fokus på global samhandel, problemløsning og vidensdeling, som vores.

2. De gør vores anvendelse af medierne unødigt besværlig
Immaterielle rettigheder er årsagen til, at det helst skal være så besværligt som overhovedet muligt at optage film og tv fra fjernsynet på en afspiller, man selv ejer og kontrollerer. Via såkaldt Digital Rights Management (DRM) forkrøbles de teknologiske produkter bevidst efter pression fra de største globale ophavsretshavere af de hardwareproducenter, der vælger at samarbejde. Og samarbejder de ikke, er der repressalier.

De er årsagen til at biblioteker tilbyder tidsbegrænset “udlån” af digitale materialer, selvom det de i realiteten gør er at give dig en kopi af en fil, for dernæst at ødelægge dine muligheder for at beholde den. Altsammen for at opretholde nogle bestemte forretningsmodeller, til skade for almenvellets interesser, og på bekostning af udviklingen af de nye forretningsmodeller, som kunne erstatte dem.

De er årsag til, at vi ikke kan tilgå store dele af DR’s licensbetalte programproduktion, selvom det ville betyde, at flere kunne få lettere adgang til at se og anvende DR’s programmer til privat brug og øvrige udvekslinger indenfor f.eks. undervisningssektoren, også uden adgang til nettet.

De er skyld i, at ingen frit kan tilgængeliggøre filer fra sin egen computer på nettet, selvom det kunne hjælpe andre til at finde de informationer og løsninger, de står og leder efter og har brug for.

3. De gør vores kultur fattigere og skaber kulturel ensretning
Som f.eks. Lawrence Lessig har vist i Free Culture og Yochai Benkler i The Wealth of Networks søger nuværende indehavere af ophavsrettigheder at anvende ophavsret og tilsvarende lovgivning til at forbyde, hindre, lukke og fjerne indhold fra f.eks. internettet, som antages at krænke ophavsretshaverens rettigheder. Det betyder bl.a. at derivative værker, dvs. kreative udgivelser, som baserer sig på andet materiale hindres eller hæmmes i sin udvikling og distribution, bl.a. pga. de ublu priser, der forlanges for licenser til materialet. Dette gælder bl.a. et stort antal dokumentarfilm, satiriske indslag, musikalske remixes og politisk materiale. Vi får en fattigere mediekultur, en fattigere offentlig udveksling, et svagere demokrati. Vi får en kultur, som er baseret på effektivt salg af færre men mere magtfulde producenters produkter, der søges afsat på flere forskellige platforme, der udnytter producenternes monopolpositioner optimalt.

Vi får desuden en svagere digitalisering af vores viden og kulturarv. Der er intet incitament til f.eks. på egen hånd at digitalisere den del af vores kulturarv, som p.t. er uden kommerciel interesse, men stadig er beskyttet af immaterielle rettigheder. Dette betyder, at der for hver dag der går er værker og viden, som går tabt for eftertiden. Afviklede vi immaterielle rettigheder, ville vi skabe et stærkt incitament for enhver til at iværksætte digitalisering og tilgængeliggørelse af viden og udtryk, som idag er bundet til papir, film, videobånd og andet analogt materiale, som let kan gå tabt.

4. De gør vores kultur ufri
Ophavsretshaveren skal spørges om lov, før noget kan deles på nettet. Immaterialret er kompleks og globaliseringen øger de immaterielle rettigheders udstrækning, ikke blot i tid men også geografisk. Dette gør det vanskeligt for en enkelt person eller virksomhed at overskue hvad der er beskyttet af hvilke rettigheder. I sin yderste konsekvens skal kunstneren, videnskabsmanden eller medievirksomheden altid konsultere en advokat, før han eller hun udfører, udgiver eller fremfører sine værker. Det sker allerede idag, hvor f.eks. medievirksomheder er afhængige af juridisk bistand i stort omfang.

Det betyder, at man kun kan producere kulturelt hvis man har penge og råd til juridisk bistand. Det betyder at kultur, forskning og medier bliver dyrere for slutbrugeren. Det betyder, at det kunstneriske udtryk, kulturen og rammerne for forskningen og medievirksomhedens kommunikation bliver mindre fri, end det der ellers ville have været tilfældet. Immaterielle rettigheder lægger dermed en dæmper på vores udnyttelse af netværk til at bruge og genbruge viden, dele erfaringer og remixe eksisterende udtryk til nye.

Lawrence Lessig har i Free Culture (En fri kultur) beskrevet, hvordan Hollywoods forfølgelse af ophavsretskrænkelser truer med at ødelægge den kulturelle opblomstring som internettet har gjort mulig, og Yochai Benkler har i The Wealth of Networks vist hvordan den den blinde fokus på profitmaksimering og beskyttelse af rettigheder skader de fordele for vore samfund, som netværkssamfundet gør muligt, f.eks. i form af Commons-Based Peer Production-baserede projekter og produkter som Wikipedia, Apache Webserver og Linux m.fl.

5. De gør vores uddannelser og undervisning dyrere og mindre effektiv
De tvinger samtlige uddannelsesinstitutioner til anvende skatteborgernes penge til at betale i dyre domme for lærebogssæt og licenser til elektronisk materiale, år efter år, selvom pengene var bedre brugt på at skabe nogle rammer, indenfor hvilke alt det analoge materiale indenfor få år kunne digitaliseres og undervisningsmaterialer og forløb deles af undervisere på tværs af skolerne – til en pris på serverkraft og lagerplads alene. Idag tager den udvikling mange årtier, til skade for omkostningerne og kvaliteten i uddannelsessystemet, fordi ressourcerne trækkes fra andre områder, hvor de kunne være brugt bedre. Med en afvikling af immaterielle rettigheder ville det tage få år for underviserne og skolerne at sætte en dynamisk udvikling igang med henblik på mere effektiv offentlig vidensdeling.

6. De er monopoler
Immaterielle rettigheder er tidsbegrænsede monopoler. Dette er ondets rod. De opretholder en kunstigt høj pris for varer, som ellers ville være tilgængelige i et større udbud, og til en lavere pris.

7. De skader vores økonomi
Alle monopoler er skadelige, fordi de hæmmer den frie prisdannelse, hvor dynamikken imellem udbud og efterspørgsel gør de bedste og billigste produkter tilgængelige for alle. Hertil kommer, at monopoler giver besidderen af monopolet arbejdsfri indtægter, som der kan spekuleres i. Andre skal for det første arbejde mere og hårdere for at tjene den pris der forlanges hjem, for at monopolbesidderen kan tjene en højere gevinst alene i kraft af monopolet og ikke nogen selvstændig indsats. Hertil kommer for det andet, at patenter og ophavsrettigheder skaber et sekundært marked for licenser, som der kan spekuleres i, og som der opbygges forretningsmodeller på baggrund af. Virksomhederne gøres afhængige af indtægter fra licenser, fremfor at udvikle egne og uafhængige forretningsmodeller, der ikke er baseret på monopoldannelser. Vi får dermed et erhvervsliv med virksomheder, som er mindre robuste overfor markedsforandringer, af f.eks. økonomisk eller teknologisk karakter. Vores økonomi bliver dermed væsentligt svækket.

8. De er ikke omkostningerne værd, fra et samfundstjenstligt perspektiv
Det fremføres sommetider af tilhængere af immaterielle rettigheder, at den pris samfundet betaler for at give monopol er en nødvendig pris vi må betale for at få den innovation vi ønsker. Den historiske effaring viser imidlertid, at innovation snarere opstår under indflydelse af en skærpet konkurrence, ikke statsbevilgede monopoler.

9. De gør os dummere – er skadelige for vores innovation
Den historiske erfaring viser, at reel innovation først indtræffer, når en reel konkurrence gør den mulig, idet patentet udløber. De to amerikanske økonomer Michele Boldrin og David Levine har i Against Intellectual Monopoly klart vist, at antagelsen om at patenter og ophavsrettigheder styrker innovation er fejlagtig.

Tværtimod styrker en stærk konkurrencesituation innovationen, ved driften efter at være “første på markedet”, da dette kan give en udelt opmærksomhed fra forbrugerne, der kan styrke virksomhedens brand, og dermed give en konkurrencemæssig fordel.

Senere konkurrenter kan tillige drage nytte af de allerede vundne erfaringer på markedet, og foretage og lancere produktforbedringer til en billigere pris, hvilket er til gavn for samfundet og forbrugerne – men også for den oprindelige producentvirksomhed, der må fokusere på at indarbejde de bedste forbedringer i sit eget produkt, fremfor at hvile på laurbærrene og markedsføre et utidssvarende produkt i fht. innovationen på markedet.

En fastholdelse af immaterielle rettigheder betyder at hastigheden for hvor hurtigt vi kan skabe nye løsninger, fastholdes i et kunstigt lavt tempo, hvor virksomhederne må bruge ressourcer på dyre patentforløb, istedet for at fokusere på konstant innovation på markedets betingelser. Det giver os dårligere og mindre innovative produkter, og tvinger os til at være dummere end vi er. Når vi foretager et køb af et produkt er der i mange tilfælde allerede udviklet nyere løsninger, der bedre og billigere løser vore problemer, som i mange tilfælde ikke kan markedsføres pga. patentkrænkelser, eller risikerer store og dyre sagsanlæg fra rettighedshaverne, hvis de gør. Det bør ikke være risikoen for et sagsanlæg, der afgør om man bringer et produkt på markedet, men alene hensynet til produktets muligheder for at løse slutbrugerens behov bedst og billigst muligt.

10. De er som oftest ikke umagen værd, set fra et virksomhedsperspektiv
For en virksomhed vil det næsten altid være mere værd at være “first to market” for at opnå markedsandele og værdifulde erfaringer, end at bruge tid på kostbare og tidskrævende patentansøgninger.

I forhold til mulighederne for at indhente risikovillig kapital er det ikke afgørende, om en virksomhed har patent på et produkt eller ej, men derimod tilliden til virksomhedens ejerkreds og ledelse der er i centrum.

Hvad angår ophavsret tjener de til at fastholde virksomhederne og kreative aktører i udtjente forretningsmodeller, fremfor at skabe det størst mulige incitament til at investere i nye og mere tidssvarende forretningsmodeller.

11. De er uretfærdige
Immaterielle rettigheder giver arbejdsfri indtægter. Det betyder at andre skal arbejde mere og hårdere end andre, for at opretholde en given indtægt. Dette er ikke retfærdigt. Immaterielle rettigheder udgør desuden et overgreb på vores fælles og lige ret til at tilgå, anvende og ytre os om den fælles offentligt tilgængelige kulturarv, som er overleveret os af generationer, der har gjort ligeså før os.

12. De ødelægger lovende teknologiske muligheder for at gøre os rigere og få os til at arbejde smartere

De store ophavsretshavere er via domstolene i mange lande gået målrettet efter at ødelægge forretningsmulighederne for virksomheder, der letter eller faciliterer de enkelte netbrugeres muligheder for at dele filer og data uindskrænket med hinanden, f.eks. de der baserer sig på såkaldt peer-to-peer (p2p) teknologier. Det hæmmer udviklingen af vore netværksteknologier, at en hel branche på denne måde sættes i et dårligt lys og risikerer at få deres virksomheder smadrede, hvilket er sket for en lang række spirende virksomheder og projekter, f.eks. virksomheder som Napster, AudioGalaxy, The Pirate Bay og MegaUpload. Virksomheder, der lever af at facilitere kundernes dataoverførsler presses ofte til at overvåge kundernes anvendelse af deres netværk og aktivt scanne data med henblik på at nedtage kundernes angiveligt ophavsretskrænkende materiale.

Det ødelægger en hel teknologis muligheder for at skabe nye samarbejdsmuligheder, nye forretningsmodeller, ny økonomisk aktivitet, og nye løsninger på presserende globale problemer. Vi kender desværre ikke omfanget af de nyskabelser vi kunne vinde ved ikke at forfølge virksomheder der anvender og udvikler p2p-teknologier, men f.eks. har Skype, som er baseret på p2p-teknologi, revolutioneret vores muligheder for at tale i telefon med andre netbrugere på tværs af landegrænser, og bragt prisen for telefonopkald via computeren ned til et absolut minimum : alene den anvendte båndbredde, hvilket vil sige en pris der nærmer sig nul, for de fleste forbindelsestyper.

13. De gør os ufrie – til slaver af andre
Immaterielle rettigheder og gentagne udvidelser af disse betyder en reduktion af den viden og den kultur som er offentlig ejendom (public domain). Det betyder at vi i stadigt højere grad lever i en tilladelseskultur, hvor vi skal spørge andre om lov, før vi udtrykker os, laver virksomheder og skaber nye produkter, hvadenten der er tale om kommercielle aktiviteter eller ej. Selv ikke-kommercielle produkter, politiske videoer eller satireindslag skal redegøre for brugen af evt beskyttet materiale, og bliver ofte fjernet fra nettet af rettighedshavere i samarbejde med udbydere. Dette påvirker det åndelige klima omkring os. Det giver os en slavementalitet, når vi lever og udtrykker os på andres nåde. En slavementalitet, fordi det er hvad det reelt er og bidrager til : opbygning af kunstigt skabte afhængighedsforhold, som bedst kan betegnes som slaveri; ikke ligeværdige forhold, der indgås og organiseres frivilligt.

14. De krænker ytringsfriheden
Vi lever i et samfund, der i stadigt højere grad er baseret på audio-visuel kommunikation. Den ytringsfrihed der gælder ord bør gælde billeder og lyd. Hvis jeg skal spørge en lang række rettighedshavere om lov, og betale disse arbitrære summer for licenser, før jeg laver en dokumentarfilm eller kunstvideo, kan jeg ikke udtrykke mig frit. Det krænker ytringsfriheden, når nogle fortællinger og udtryk ikke kan laves og forhindres heri alene pga. immaterielle rettigheder.

15. De nedbryder skeller imellem hvad der er offentligt og privat
Nynner jeg en sang af George Michael i badet må det være min egen private sag. Som det er idag er sangen George Michaels ejendom. Dermed bliver det George Michaels anliggende, hvad der foregår i mit hjem, i min skole, på min arbejdsplads, og i alle offentlige sammenhænge hvor jeg færdes. Hvis loven skal håndhæves, inviterer det staten indenfor i det private rum. Det private gøres til et offentligt anliggende, og nedbryder de naturlige barrierer der er for det offentliges indtrængen på de private præmisser.

16. De nedbryder skellet imellem hvad der mit og dit
Hvis jeg køber en bog er det min ejendom, og jeg kan låne den ud til andre, eller sælge den videre. Køber jeg et tilsvarende elektronisk produkt, har jeg i realiteten kun købt en licens. Jeg kan ikke hverken låne det ud eller sælge produktet videre. Hvor ophavsret “muligvis” engang har givet mening i forhold til mekanisk reproduktion af bøger og lignende, giver den absolut ingen mening i en verden hvor alle agerer digitalt via netværk, og hvor det at låne ud eller videresælge en fil er det samme som at lave en kopi. Selvom jeg har betalt for mit produkt, er det ikke rigtig mit, men stadig dit.

17. De krænker den private ejendomsret

Har jeg købt et produkt bør det være min ejendom, såfremt jeg er villig til at betale sælgerens pris. Og jeg bør kunne gøre hvad jeg vil med min ejendom, herunder at sælge produktet videre, hvis jeg ønsker det. Ophavsretten er ved sin ubegrænsede eneret på videresalg af kopiprodukter eller derivative produkter en udvidelse af ophavsmandens ejendomsret, der samtidig er en indskrænkning af og et overgreb på enhver købers reelle ejerskab til det produkt, han eller hun ærligt og redeligt har betalt for. Dette underminerer tilliden til markedet og en af de vigtigste forudsætninger for en velfungerende liberal økonomi : at staten beskytter den private ejendomsret.

18. De giver staten et påskud til at overvåge borgerne
For at håndhæve ophavsretskrænkelser må staten eller af staten hyrede virksomheder overvåge borgernes aktiviteter på nettet. Helt konkret må indholdet af filer og datapakker kigges igennem for at løfte bevisbyrden, og virksomheder der faciliterer netbrugernes datatrafik må pålægges ekstra forpligtelser til at overvåge deres kunders trafik (den såkaldte logningsbekendtgørelse) og omkostninger forbundet hermed. Vi ønsker ikke et samfund, hvor staten på denne måde gives hjemmel til at kigge borgernes elektroniske kommunikation igennem, ligesom vi ikke ønsker et samfund, hvor staten systematisk kigger vores post igennem for at finde ophavsretskrænkelser i analoge formater. Vi er allerede på vej ned ad glidebanen imod overvågningssamfundet.

19. De bruges af rige lande til at tryne verdens fattigste lande
Som betingelse for økonomisk hjælp kræver rige lande, specielt USA, at fattige lande underskriver handelsaftaler der indebærer en accept af vestlige immaterielle rettigheder, og lover at bekæmpe piratkopiering nidkært indenfor landets grænser. Hvis ikke de makker ret, smækkes kassen i.

Men selv på vore breddegrader, har USA anvendt pression for at få rejst specifikke sager imod indehavere af websteder, som store amerikanske rettighedshavere og de amerikanske myndigheder ikke bryder sig om. F.eks. i Sverige i sagen imod The Pirate Bay, hvor truslen bl.a. bestod i, at Sverige ville blive udsat for handelssanktioner hvis ikke man løste “problemet”.

20. De bruges som censur – som påskud til at få bugt med politisk opposition
I mindre demokratisk anlagte stater kan forfølgelse af en politisk opposition belejligt hænges op på krænkelser af immaterielle rettigheder. Dermed slås to fluer med et smæk – de amerikanske långivere tilfredsstilles, samtidig med at kritiske røster kan undertrykkes med piratkopiering som det legitimerende figenblad.

I Danmark pålægges internetudbydere at lukke for adgangen til websteder, som af domstolene vurderes til at facilitere brugernes udveksling af filer med antageligt ophavsretsbeskyttet indhold. Det er censur, for datatrafik er ytringer, på linie med breve og telefontrafik. Det skærer al kommunikation der finder sted via det pågældende websted over en kam, uanset om der er tale om ophavsretskrænkelser eller ej – det vurderes ikke. Det ville svare til at staten beordrede PostDanmark og andre brev- og pakkevirksomheder til at konfiskere alle breve og pakker til og fra en bestemt postadresse uanset indhold, eller til at man blokerede bestemte telefonnumre. Ingen af delene hører hjemme i et demokratisk land, hvor vi af mange årsager ikke ønsker censur, og heller ikke på nettet. Danmark er her på linie med lande som Kina og Nordkorea i sin omgang med blokering af websteder som myndighederne ikke bryder sig om. Den eneste reelle løsning, der eliminerer risikoen for censur på nettet er en reel afvikling af immaterielle rettigheder.

21. De forhindrer os i at dele viden hurtigere, og dermed løse denne verdens presserende problemer hurtigere
De store globale udfordringer vi står overfor idag er komplekse, f.eks. forureningsbekæmpelse, grænseoverskridende kriminalitet, sygdomme og epidemier, naturkatastrofer, fattigdom, sult og terrorisme, for at nævne nogle få. For at imødegå disse komplekse udfordringer har vi brug for viden og erfaringer fra mange forskellige faglige sammenhænge, og for at kombinere erfaringer på nye måder, som der ikke er tænkt på før. Immaterielle rettigheder fastfryser opnåede erfaringer, viden og data i lukkede databaser, der ikke umiddelbart kan “tale” med hinanden. En afvikling af immaterielle rettigheder vil betyde at data kan tilgængeliggøres i åbne formater, der gør det muligt for alle at foretage de udtræk af data, som de måtte have behov for, og samkøre forskellige datasæt med henblik på en mere sikker viden om, udvikling af og koordination af løsninger på mange af vore presserende problemer.

22. De bidrager til en voksende global økonomisk ulighed og polarisering imellem rig og fattig

Fordi immaterielle rettigheder er monopoler, gør de det attraktivt at besidde det størst mulige monopol. Dette bidrager til en udvikling, hvor markedet består af stadigt færre, men større og større monopoler indenfor informationbaserede og relaterede brancher, som sidder stadigt tungere på de for samfundet vigtige informationsarkitekturer (f.eks. Google, Facebook, Amazon, Apple, m.fl.). Det skaber en koncentration af kapital og magt, som er til stadigt større ulempe for mindre aktører, der må spille med på de store aktørers betingelser. Stadigt flere må acceptere en stadigt mindre betaling for deres ydelser, imens kapitalen og kontrollen akkumuleres på stadigt færre hænder. Det fastholder flere og flere i en vanskelig økonomisk og social position, som det bliver sværere og sværere at arbejde sig ud af, hvilket øger polariseringen og kløften imellem rig og fattig.

23. De gør vores sundhedsvæsen dyrere og mindre effektivt
Erfaringer med forskellige behandlingsformer og medicin kan ikke tilgængeliggøres og deles effektivt, men er gemt væk i lukkede tidsskrifter. Priserne på medicin og hospitalsudstyr er kunstigt holdt oppe af immaterielle rettigheder. Det gør at vores sundhedsvlsen bliver langt dyrere end det behøvede at være, og at behandlingerne ikke altid er lige hurtigt opdaterede med de seneste erfaringer og data. En afvikling af immaterielle rettigheder vil betyde et billigere og mere effektivt sundhedsvlsen.

24. De truer vores liv og sundhed
Når f.eks. prisen på medicin, der er afgørende for vores liv og sundhed, holdes kunstigt oppe pga. immaterielle rettigheder, ikke alene fordyres sundhedsomkostningerne – det er også en kontant trussel imod vores liv og sundhed.

25. De er forskellen på liv og død for klodens allersvageste
Reelt betyder den kunstigt opretholdte høje pris på livreddende medicin, at de svageste må betale den ultimative pris. Det gælder verdens allerfattigste i u-landene, og det gælder de svageste borgere i den vestlige verden, der må leve med ventelister der er længere end de burde være, fordi sundhedsomkostningerne er kunstigt høje. De svageste har ikke råd til at afsøge alternative behandlingsformer, evt. på et privathospital, men må afvente den offentlige betjening. De har ikke noget valg, og derfor rammes de ekstra hårdt, når sundhedssystemet lider under for dyre behandlinger. Det koster liv.

flattr this!

Tags: , , , , , , , ,

Twitter giver dig magten over chefen

Posted in Informationsarkitekturer, Sociale netværk, Tillid on June 20th, 2011 by Morten Blaabjerg

Faldt netop over denne lille interessante artikel af Thomas Bigum på K-forum (men via Twitter), delvist citeret her :

I den forgangne uge, blev der afholdt FDIMs Media Summit, om hvilket gælder, at jeg kun har hørt om det via twitter fordi Lars Damgaard Nielsen fra DR blandt enkelte andre var så flink at tweete derfra. Her blev Lisbeth Knudsen fra Berlingske Media refereret for at sige noget interessant for sammenhængen her i indlægget:

“Journalisterne bliver egne brands, som medierne skal co-brande sig med”

.. det var i det øjeblik, jeg kom til at tænke på min ven fra TV2.dk, og på den vellidte KaareSorensen. Kaare har opskriften, og min ven hos TV2 misser et kæmpe potentiale ved at bygge en twitterprofil op rundt om et twitterhandle, hvori hans arbejdsgivers navn står. Kaare Sørensen kunne skifte til en anden avis i morgen, og tage alle læserne med.

Opbyg, opbyg og opbyg relationer
Det samme kan du kommunikator. Altså måske ikke skifte til en anden avis, og tage Kaares læsere med, men altså brande dig personligt på de sociale medier. På twitter i særdeleshed. For TV2s direktionsgang har færten af den rigtige modefarve, tvivl endelig ikke på det.

Opbygger du relationer gennem dit arbejde, som ganske vist tager udgangspunkt i noget fagligt, så sætter du goodwill ind på kontoen. Den slags goodwill der er valutaen hos headhuntere, og sandsynligvis i meget nær fremtid et parameter ved enhver jobsamtale.

Hver gang du linker ud af din personlige twitterprofil, er der sikker tilbagevendende trafik mod nyhedssitet. Den slags er internettets handelsvare.

Du kan ende med at blive uundværlig
I min faglige verden, som rådgiver i personlig branding på sociale medier, hedder det brand equity.  Det er den faktor, der gør dig uundværlig på en arbejdsplads, og eftertragtet længe før du er trådt ind hos den næste heldige arbejdsgiver. Du kan så at sige erhverve dig magten over chefen – både den nuværende og den kommende.

Shared by Dolphin Browser HD på min Samsung SII Galaxy smartphone.

flattr this!

Tags: , , , , , ,

EU Copyfight : Sofie, Emilie, Dan – og Benjamin

Posted in Copyfight on June 4th, 2009 by Morten Blaabjerg

Jeg har allerede behandlet Morten Messerschmidts svarmin og Adams lille mini-rundspørge om internet og ophavsret i anledning af Europaparlamentsvalget på søndag (Adam har dog spillet en betydeligt større og initiativrig rolle i dette end jeg). Jens Rohde havde som bekendt slet ikke tid til at deltage – Morten gav sig tid til at svare som den første, men havde ikke tid til at følge op på indlægget. Jeg har heller ikke haft tid til at forfølge emnet for fuld skrue – jeg nærer en dyb ulyst ved det som jeg tidligere har beskrevet. Jeg overvinder den her, for at kommentere de øvrige kandidaters svar – dvs. de kandidaters svar som har svaret.

Det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg har allerede stemt på Sofie – ikke nødvendigvis pga hendes holdninger på dette område – jeg har svært ved at gennemskue hvad hun helt mener – men fordi jeg tror hun er den bedste kandidat til at repræsentere mig ud fra en overordnet betragtning. Og da jeg skal være tilforordnet ved Europaparlamentsvalget på søndag har jeg været nødt til at brevstemme.

Det der slår mig når jeg læser ikke blot Sofies men også Emilies og Dans svar på Adams spørgsmål er, at deres svar er temmelig overfladiske. Det er muligt at de alle har lært at medier er sådan nogen der kun kan fatte meget overskuelige soundbites – men det virker utrolig overfladisk hvis man skal tage deres standpunkter alvorligt. Så kræver det større substans og dybde i argumentationen. Svarene virker som om de alle ønsker at undgå at blive upopulære ved at svare noget “forkert” og intet er mere afskrækkende end at stemme på en politiker der virker bange for upopulære beslutninger. Det virker også som de er ubeslutsomme og alle har læst den samme svar-bog, hvor de både vil det ene og det andet og ikke tør vælge, hvad de egentlig mener. Og det er virkelig farligt.

Tag f.eks. kandidaternes svar på spørgsmålet om internetudbydernes neutralitet (net neutrality – eller “routernes neutralitet” som jeg plejer at kalde det). Først Emilie :

Internetudbyderne skal ikke være ansvarlige for hvilke sider deres kunder kikker på, det ville ikke være rimeligt. Samtidig skal vi bekæmpe kriminalitet på internettet, sådan at fx ophavsretten ikke undergraves og internetudbyderne bør derfor kunne pålægges at blokere for ulovlige sider efter afgørelse fra domstolene eller fx et uafhængigt nævn. Det er dog vigtigt at ejeren af den blokerede side sikres nem og billig mulighed for at forsvare sig mod blokeringen.

Emilie vil både blæse og have mel i munden. Hun vil blokere websider via internetudbyderne, men de skal ikke være ansvarlige. Hvordan skal det så forstås? Hvordan kan de pålægges at blokere websider – og hvorfor skal de gøre det, hvis ikke de er ansvarlige for det der foregår? Hvorfor skal en privat virksomhed pålægges (økonomiske og administrative) byrder og dermed bøde for andre borgeres og virksomheders internetadfærd? Er det ikke vanvittig urimeligt at laste nogen for andres påståede forbrydelser i første omgang? Fint at ejeren af et website også skal have noget at ha’ sagt, når vedkommendes frihedsrettigheder (ytringsfriheden) krænkes af staten – men burde det ikke have første prioritet? Måske er spørgsmålet bare et ledende spørgsmål, som leder Emilie på gale veje.

Men det for alvor farlige i Emilies svar er at hun er bange for at ophavsretten undergraves. Hvorfor er det vigtigt at opretholde en lovgivning som er ude af trit med virkeligheden? Hvorfor skal staten fastholde utidssvarende lovgivning på bekostning af helt basale frihedsrettigheder? Hvorfor søger hun at naturalisere ophavsretten som noget uangribeligt? Hvad er hun bange for ved at vove sig ud i en diskussion om dens berettigelse?

Ligeledes Dan :

Internetudbyderne skal ikke censurere indhold på nettet og dermed gøre sig til dommer, men det er selvfølgelig oplagt at de skal reagere, hvis de får viden om ulovligheder.

Hvorfor er dette oplagt? Hvorfor er det oplagt at laste en virksomhed for noget andre af landets virksomheder eller borgere “gør”? – hvad dette de foretager sig så end er? Hvilke tungtvejende samfundsmæssige mål nås ved at straffe eller belaste en type borger eller virksomhed for en anden borgers eller virksomheds gøren og laden? Hvorfor skal private virksomheder blokere og filtrere vore ytringer? Er politiet ikke opgaven voksen til at løse deres opgaver?

Og selv Sofie virker uafklaret :

Internetudbyderne kan ikke være ansvarlige for data og indhold lagt ud af brugerne, men skal kunne skride ind hvis de bliver pålagt det af myndighederne i tilfælde af grove overtrædelser.

Igen, hvorfor er det internetudbydernes job? Hvorfor skal de som private virksomheder pålægges ekstra byrder som “filter”? Det savner jeg stadig svar på fra både Sofie og de to øvrige kandidater. Hvad er der i vejen med at politiet løser politimæssige opgaver og at private virksomheder gør det de nu er bedst til – at udvikle og sælge gode produkter til deres kunder? Hvad betyder ytringsfrihed på nettet for dem, hvis de med et skuldertræk er villige til at kaste den bort og ved dette risikere at sætte hele nettets funktionalitet på spil?

Alle tre kandidater mener tilsyneladende at det er ok at lade internetudbydere filtrere internettet for os, eneste tjek der er på dette er en dommers eller en fogedrets mere eller mindre tilfældige mening om hvad internettet er for noget snavs, og kun Emilie mener tilsyneladende at den websitejer, hvis ytringsfrihed krænkes, skal have noget at skulle have sagt – som en eftertanke.

Det er dybt problematisk at ingen af kandidaterne på nuværende tidspunkt helhjertet tør gå ind for eet af de mest fundamentale principper der har gjort nettet til det som det er idag. At routerne kan sende datapakkerne videre uden at skulle tjekke indholdet af pakkerne først. Når først vi kommer videre fra de simple DNS-blokeringer bliver de holdninger der lægges for dagen her dybt problematiske for nettet.

Tag bare noget af den seneste teknologi som f.eks. Google Wave, der tillader brugere at transmittere deres tekster – imens de skriver dem – på tværs af servere, routere og hinsides hvad vi tidligere har opfattet som dokumenter. At pålægge en privat virksomhed at identificere og filtrere en sådan type informationsstrøm er en så urimelig byrde, at det skriger til himlen.

Straks mere smæk fra skillingen er der fra Liberal Alliance. Liberal Alliances kandidat Benjamin Dickow tør og gør det de ovenstående kandidater ikke gør : har rent faktisk en holdning, som ikke vil både det ene og det andet og tilfredsstille alle og enhver. Og tør argumentere for sit synspunkt. Her er et eksempel :

Nej, internetudbyderne bør ikke holdes ansvarlige for hvilke hjemmesider deres kunder besøger. Det er nærmest teknisk umuligt, at kontrollere internettet for internetudbyderne. I Kina ved en hver 14 dreng på en netcafe hvordan man springer uden om systemets kode til wikipedia. Det er, og må, være brugerens eget ansvar, hvis han begår ulovligheder på nettet. Vi holder heller ikke DSB ansvarlige hvis en af deres gæster bryder loven på et tog.

Bemærk hvor klar tale dette er i fht. de “øh-bøh vi vil vist begge dele”-agtige svar vi fik fra ovenstående kandidater. Benjamin har ikke store chancer for at blive valgt, men hvis hans navn og øvrige politiske holdninger havde stået stærkere i min bevidsthed da jeg stemte havde han måske også fået min stemme. Det kan være han får din?

For at belønne Benjamins deltagelse og vise hvordan det bør gøres (uanset hvad man ellers mener om emnet) og hvilken effekt det kan have at gøre indtryk i en online-diskussion som denne, har jeg straks delt linket til Benjamins svar via FriendFeed og herfra videre til andre sammenhænge, herunder bl.a. Twitter. Hvis ikke kandidaterne tør engagere sig i og investere i de online udvekslinger som finder sted og ikke blot opfatter nettet som endnu en broadcast-platform, kan de nå meget længere med deres budskaber. Og hvis de først begynder at forstå at de også kan sætte deres engagement i system på nettet, så begynder det at ligne noget. Så begynder de måske også at forstå hvorfor det er vigtigt at stå vagt om de udvekslinger, som finder sted via nettet – og hvorfor dette må have langt højere prioritet end at hævde en forældet lovgivning og forældede branchers forretningsmodeller på vores alles bekostning.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , , ,

Politikernes Facebook og Twitter tosserier

Posted in Informationsarkitekturer, Lokalt arkiv, Sociale netværk on April 16th, 2009 by Morten Blaabjerg

Oprindeligt postet på Radikale.net :

Timme Bisgaard Munk lægger ikke fingrene imellem i denne artikel – www.kommunikationsforum.dk/artikler/fumle-tumle-flickr-facebook-twitter-strategien – læs bare her :

Politikerne anvender over en bred kam Web 2.0 teknologierne til at sprede deres budskaber. For dem er Web 2.0 et billigt massemedie, som bringer dem tættere på vælgerne, uden at vælgerne kommer tættere på dem. De taler, men de lytter ikke og går ikke i dialog. Resultatet er pseudosamtaler og pseudodebat i blogs, på Facebook eller Twitter, hvor enten deres spindoktor hersker, som giver sig ud for dem – eller tavshed slet og ret. Helt skammeligt kan man se det på Fogh og Helle, som opfordrer til dialog på blogs, men ikke kunne eller ville tage dialogen i praksis. De glemmer her, at Web 2.0 er en samtale, ikke en kanal, eller de sælger det som en samtale, men bruger det i praksis som en massemediekanal og en talerstol.

Politikernes usikkerhed omkring de nye teknologier betyder, at formen vinder over indholdet, så det hverken er personligt nok eller politisk nok. Det bliver form for formens skyld. Et illustrativt eksempel er, at hverken Helle eller Fogh forstod at ramme den personlige og politiske tone i deres nu stendøde blogs. Et andet endnu mere aktuelt eksempel er Løkkes Twitter tosserier skrevet af hans spindoktor, som siger intet om manden eller politikken, men alt om Web 2.0 for Web 2.0’s egen skyld. De glemmer, at the message is the medium og ikke omvendt. Tilbage står vælgerne med en undren over, at statsministeren har tid til at sende små mere eller mindre ligegyldige Twitter beskeder af sted midt i årtiers største finanskrise.

Jeg er 110% enig. Var det ikke en idé for danske politikere at gå igang med at formulere og udvikle en vision for hvordan Danmark og vi som et dansk samfund med en dansk stat ønsker at arbejde med og udvikle vores internet? Så raskt som det kan gå at hoppe med på Facebook-vognen og Twitter-vognen så var det måske en idé bare at begynde i det små med selv at udvikle nogle platforme (som Radikale Venstre eksempelvis har gjort med Radikale.net) som viser vejen og måden? Og at bruge dem til noget meningsfuldt? Dvs. at opfatte IT som andet end bare lir og tosserier, men som et værktøj der kan anvendes til at skabe bedre informationsdeling, uddannelser, forskning, transport/arbejdsmarked, økonomi, dannelse og demokrati med? Som noget der giver mening, og kan være med til at løfte noget for os alle? Som noget der afkræver svære med nødvendige beslutninger, som gør ondt på nogle få, men kommer os alle til gavn?

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , ,

Fortællingen som aldrig-afsluttet proces

Posted in Copyfight, Fortællingen som proces on March 22nd, 2009 by Morten Blaabjerg

Fandt lige dette bevaringsværdige citat fra et tilløb til en opgave på mit tidligere studie (det vigtigste fremhævet i kursiv) :

I beskrivelsen af den 4-årige uddannelse af filminstruktører på Den Danske Filmskole, var der for små 10 år siden et afsnit, der beskrev det skolen anså som sin fornemste opgave på instruktørlinien; at uddanne instruktører, der kan skabe ‘fortællinger om virkeligheden’. Jeg tror endda, at der stod ‘sande fortællinger om virkeligheden’.

Jeg husker at jeg allerede på dette tidspunkt stejlede en smule indvendigt over denne formulering, selvom ingen endnu diskuterede hvorvidt månelandingerne havde fundet sted eller ej.

Det vides ikke om dette afsnit endnu er at finde i beskrivelsen af filmskolens uddannelser. Ihvertfald kan denne ambition idag synes idealistisk, måske endog naiv, i et vestligt medielandskab under indflydelse af stærkt komplekse medierede symbol-systemer, hvor henvisningen til virkeligheden ofte forekommer uvis.

Moderne teknologiske, elektroniske billedmedier som film, TV, internet og computerspil er ikke blot medier der fortæller om vores verden og virkelighed. Som især den franske teoretiker Jean Baudrillard har anskueliggjort, fortæller medierne også om hinanden, idet de må anvende og indgå i de komplekse symbol- og tegnsystemer og netværk af kulturelle referencer, som de er en del af.

Kommunikationsmediet må med andre ord forholde sig til sig selv; til hvordan mediet påvirker den fortælling eller konstruktion af virkelighed, som det skaber. Det må også forholde sig til hvordan denne konstruktion ser ud i forhold til andre udgaver af virkeligheden. Baudrillard kalder denne moderne medieskabte virkelighed for simulation, med henvisning til, at den medieskabte virkelighed for så vidt ikke behøver at have noget som helst at gøre med noget virkeligt, idet mediefortællingerne fortælles indenfor og ikke kan løsrives fra de symbolsammenhænge de opstår i og er betinget af.

Denne forholden til sig selv og andre medier, som det moderne medielandskab er præget af, betegnes ofte indenfor medieteori med de to forskellige begreber konvergens og divergens. Mediekonvergens er når medier ‘smelter sammen’, dvs. indoptager udtrykselementer fra andre medier, som når f.eks. internettet som medie søger at tilpasse og integrere TV og video i sin form og brugergrænseflade (brugerinterface), og dermed forandres som internet. Divergens er når mediet eller mediefortællingen under indtryk af andre medier, søger at fastholde, hævde og rendyrke sit eget udtryk, og dermed får et stærkere, mere rent udtryk.

Med sådanne perspektiver på det moderne medielandskab kunne det synes ørkesløst at ville finde noget virkeligt eller reelt i de fortællinger, som kommer til udtryk i moderne billedmedier. Medierne og dermed mediernes fortællinger reduceres til simulationer og meta-fortællinger, som er ude af stand til at referere vigtige nyheder eller begivenheder med rødder i virkeligheden.

[…] I diskussionen om virkelighed kontra simulation, som Baudrillards teoretiske arbejde ofte har afstedkommet, overses ofte det aspekt, at en fortælling som oftest er dynamisk. Fortællingen om virkeligheden er i stand til såvel at skildre, som at være et dynamisk forløb; en dynamisk konstruktion af ny betydning og af ny virkelighed. Under indflydelse af de digitale mediers direkte muligheder for ikke-linære fortællinger og betydningskonstruktioner, som f.eks. indenfor webstrukturer, interaktive spil og lignende, er fortællingen i litteratur, film og TV ikke længere et mere eller mindre statisk budskab, pænt pakket ind og sendt fra afsender til modtager. Kodning og afkodning af mediefortællingen anskues i højere grad som lige vigtige aspekter af budskabets indhold og konstruktion af betydning.

Der er flere væsentlige konsekvenser af denne indflydelse. En vigtig implikation er at fortællingen ikke kan reduceres til en enkelt kunstners udtænkte, færdige værk.

Lige så vigtigt kan fortællingen heller ikke reduceres til hverken blå, grønne eller violette segmenters mere eller mindre ubevidste ønsker til den version af virkeligheden, de gerne vil slappe af med foran flimmeren efter fyraften.

Fortællingen må blive til idet den kodes og afkodes – fortællingen bliver en proces, ikke absolut, afsluttet og autoritær envejskommunikation. Som proces finder den sted, idet bogen læses, idet spillet spilles, idet filmen vises. Heraf bliver den kontekst, som konstruktionen finder sted i, en vigtig faktor i fortællingen. Ikke blot den der modtager fortællingen, er med til at digte med og gøre den til sin, fortællingen forandres også over tid, under indtryk af skiftende omstændigheder. En given roman eller film fortæller ikke præcis de samme ting til den samme læser, om han eller hun er 14 eller 70 år gammel. Dels fordi erfaringshorisonten vil være en anden. Og dels fordi tiden og den historiske udvikling under indtryk af ny teknologi, nye fortælleudtryk og nye samfundsforhold gør fortællingen til en anden.

Disse implikationer har på sigt potentielt vidtrækkende konsekvenser for vore begreber om kunst, viden, ophavsret, og talrige politiske og økonomiske forhold.

flattr this!

Tags: , , ,