Henrik Dahl og de elskede bibliotekspenge

Posted in Copyfight, Det politiske on July 25th, 2014 by Morten Blaabjerg

Jeg havde tidligere på sommeren en udveksling med Henrik Dahl fra Liberal Alliance om bibliotekspengene som jeg bliver nødt til at forfølge lidt yderligere.

Henrik Dahl har en vare

Først lidt fakta. Bibliotekspenge er de midler, som danske forfattere modtager fra staten for de bøger, de har stående på landets biblioteker. Pengene udbetales efter en sindrig beregningsmodel, som bl.a. er baseret på hvor mange eksemplarer af forfatterens bøger bibliotekerne har købt.

Henrik Dahl priste i et Facebook-indlæg sine bibliotekspenge, hvilket jeg benyttede som anledning til at foreslå at han skulle tage og betale dem tilbage, hvis han mente det med “liberal” i “Liberal Alliance” alvorligt. For der er intet liberalt ved bibliotekspengene, endsige liberalisme, og det forekom mig paradoksalt for en kandidat for et parti, der hævder at repræsentere netop disse værdier.

Men det ville Henrik Dahl ikke :

Henrik Dahl : Mine bibliotekspenge er kompensation.

Bibliotekspengene er kompensation for tabte indtægter

“Mine bibliotekspenge er kompensation for det salg, staten fratager mig ved at udlåne mine bøger gratis.”

Henrik Dahl mener at bibliotekspengene er kompensation for et salg han ville have opnået hvis ikke staten havde udlånt hans bøger via bibliotekerne.

Det er ikke mit indtryk, at dette i så fald er en rimelig kompensation. Skal bilproducenten kompenseres hver gang biludlejeren lejer en bil ud? Skal mureren have penge, hver gang nogen udlejer et hus, som kompensation for at han ikke kan tjene penge ved at bygge et nyt?

Begge mister trods alt indtægter i tabt mersalg pga andres forretning! Eller burde Den Blå Avis ikke betale enhver kompensation, der mister indtægter ved den omsætning i brugte artikler, som finder sted der?

Næppe. Fordi vi almindeligvis ikke anser det for at være rimeligt. Fordi de må operere i et frit marked, hvor staten opretholder klare grænser for den private ejendomsret, hvilket er en forudsætning for at et frit marked kan fungere.

Men lad os bare antage, at det er rimeligt, at betale nogen for den samme vare flere gange, blot fordi man låner den ud til andre, og fordi denne derfor oplever et tabt mersalg. Hvis vi kigger på oversigten over de forfattere, der modtog mest i bibliotekspenge for 2014, så er det ganske pæne beløb og pæne årsindtægter, de mest populære forfattere oppebærer på bibliotekspengene alene. For en forfatter som Bjarne Reuter, med et rigt og mangefacetteret forfatterskab bag sig, beløber bibliotekspengene alene sig til 784.390 kr, årligt. Og det vel at mærke, for bøger, som bibliotekerne allerede har købt og betalt for een gang. Hertil må man regne med, at en så kendt og populær forfatter som Bjarne Reuter opnår indtægter også fra øvrige aktiviteter, f.eks. reelt nysalg af nyere bøger (jeg er ikke bekendt med hvad Bjarne Reuters seneste bog hedder, men der må vel være nogle nyere værker), foredrag og andre optrædender med videre. Bjarne Reuter lider med andre ord ingen nød.

Men ville Bjarne Reuter virkelig kunne præstere et sådant overskud på salg af sine bøger på årlig basis, hvis bibliotekerne havde undladt at købe og låne hans bøger ud, og dermed tilføjet ham dette såkaldte “indtægtstab”? Næppe. Hertil kommer, at bibliotekernes indkøb og udlån sandsynligvis for en forfatter har en vis reklameværdi i eksponering af forfatterens navn og introduktion af forfatterskabet til nye læsere osv. hvilket kunne tænkes at stimulere forfatterens nysalg af nyere værker.

At bibliotekspengene skulle være tænkt som kompensation er sikkert rigtigt. Men står det mål med det salg forfatterne ellers ville kunne opnå? Næppe.

Bibliotekspengene er kulturstøtte, og endda en form for kulturstøtte, som ikke understøtter vækstlaget, men belønner de i forvejen kanoniserede og mest populære forfattere, som i årevis lever af overførselsindkomster. Og i mellemtiden – måske, måske ikke – skaber de ny og fremragende litteratur. Måske skriver de bare flere bøger, for at få flere bibliotekspenge.

Besiddelse af værdier, andre forærer væk

Henrik Dahls andet argument for bibliotekspengene er mere interessant :

“Hvis du var i besiddelse af noget værdifuldt, andre forærede væk, ville du forstå synspunktet.”

At andre skulle kunne forære noget væk, som man selv er i besiddelse af. Dette er naturligvis ikke muligt, da det strider imod enhver logik, at at nogen skulle kunne give noget væk, hvis en anden selv er i besiddelse af det.

I den konkrete sammenhæng er det også noget vås, hvis der menes at bibliotekerne i dette tilfælde forærer noget væk. Bibliotekerne har ærligt og redeligt købt hvert eneste eksemplar af Henrik Dahls bog, og låner siden hen disse eksemplarer ud til borgerne. Eksklusivt. Efter tur. Det samme som hvis jeg købte en af Henrik Dahls bøger og lånte denne ud til en af mine venner. Eksklusivt. Jeg kan ikke selv benytte mig af bogen, så længe den er i en af mine venners varetægt, og jeg kan ikke låne den ud til en anden ven. De må vente, til den første har læst bogen færdig. Præcis som hvis jeg lånte naboens skovl eller naboens bil.

Det som Henrik Dahl mener er derimod – må vi antage – at staten bør opretholde Dahls og andre forfatteres besiddelse af noget værdifuldt, dvs. beskytte deres immaterielle rettigheder/monopoler, selvom andre er i stand til at forære de varer væk, som de har købt – eller i det mindste låne dem ud.

Dermed rør vi ved noget helt centralt : hævdelsen af et monopol på bekostning af andres frihed til gøre hvad de ønsker med en vare de retteligt har købt og betalt for. Hævdelsen af et monopol, der gør varen urimeligt dyrere end den ellers ville have været – hvadenten den blev udbudt til salg eller lånt ud. Dette betyder at andre skal arbejde hårdere for at erhverve varen – og arbejde hårdere for at betale de ekstra penge i skat af deres lønindkomst som det koster at udbetale bibliotekspenge.

Bibliotekspenge er en overførselsindkomst med de samme skadelige virkninger for vores økonomi som øvrige overførselsindkomster. Og som dertil er baseret på hævdelsen af immaterielle rettigheder, som over en bred kam skader vores økonomi og frihed i stadigt større omfang.

Nuvel, staten kunne jo sagtens vedtage at indgå aftaler med de forfattere, hvis bøger de køber, om at betale en særligt høj pris for deres litteratur. Det må være op til forfatterne og staten at aftale vilkårene for salget af forfatternes produkter – og herunder prisen. Men det forekommer mig som særdeles ugunstige vilkår, at en given populærforfatter skal oppebære solide årsindkomster år efter år på baggrund af allerede skrevne og solgte værker, uanset hvor populære de måtte være. Især når det bl.a. sker på bekostning af vækstlaget – de nye forfattere, som ikke er i besiddelse af sådanne privilegier. Det er med andre ord stærkt konkurrenceforvridende.

Det er ikke forfatterne, men idéen den er gal med

Når jeg tager bibliotekspengene op skyldes det ikke, at jeg har noget imod at forfattere som alle andre skal tjene penge – det er faktisk fordi jeg synes forfattere ligesom alle andre mennesker skal tjene deres penge. Vel at mærke uden at det sker på bekostning af andre, og uden at det belaster vores økonomi.

Nuvel. Kulturstøtte, hvortil jeg regner bibliotekspengene, er en meget meget lille del af det samlede statsbudget. Det er peanuts.

Det er heller ikke et vældigt populært synspunkt. Faktisk er det meget let hermed at blive skudt i skoen at man er ude efter forfatterne, som i forvejen ikke tjener ret meget osv. osv. Men det er ikke det det handler om.

Bibliotekspengene er blot eet – men til gengæld et meget synligt eksempel på hvad der er galt med immaterielle rettigheder som udbredt og accepteret fænomen, f.eks. ophavsret og patenter. Derfor tager jeg det op.

Vi skal af med immaterielle monopoler. Det er den rigtige vej at gå – og så må popularitet og den slags komme i anden række.

Links :

http://www.bibliotekspenge.dk/oversigt/2014

https://www.facebook.com/henrik.dahl.1238/posts/10152200553103517
https://www.facebook.com/mortenblaabjergdk/posts/10152495642428535

flattr this!

Tags: , , , , , , , ,

25 grunde til at vi skal af med immaterielle rettigheder

Posted in Copyfight on April 27th, 2014 by Morten Blaabjerg

1. De er forældede
Ophavsret og patenter har sine rødder i en protektionistisk tid, hvor det var kutyme for magthaverne at tildele udvalgte borgere eller virksomheder monopoler.

Merkantilismens og protektionismens æra er med globaliseringen og internettet forbi. Vi har brug for en øget international frihandel og en lettelse af adgangsvejene for globale informationsstrømme og data. Det er ikke en tidssvarende model at begrænse udvekslingen af informationer og varer i en æra med så stærkt et fokus på global samhandel, problemløsning og vidensdeling, som vores.

2. De gør vores anvendelse af medierne unødigt besværlig
Immaterielle rettigheder er årsagen til, at det helst skal være så besværligt som overhovedet muligt at optage film og tv fra fjernsynet på en afspiller, man selv ejer og kontrollerer. Via såkaldt Digital Rights Management (DRM) forkrøbles de teknologiske produkter bevidst efter pression fra de største globale ophavsretshavere af de hardwareproducenter, der vælger at samarbejde. Og samarbejder de ikke, er der repressalier.

De er årsagen til at biblioteker tilbyder tidsbegrænset “udlån” af digitale materialer, selvom det de i realiteten gør er at give dig en kopi af en fil, for dernæst at ødelægge dine muligheder for at beholde den. Altsammen for at opretholde nogle bestemte forretningsmodeller, til skade for almenvellets interesser, og på bekostning af udviklingen af de nye forretningsmodeller, som kunne erstatte dem.

De er årsag til, at vi ikke kan tilgå store dele af DR’s licensbetalte programproduktion, selvom det ville betyde, at flere kunne få lettere adgang til at se og anvende DR’s programmer til privat brug og øvrige udvekslinger indenfor f.eks. undervisningssektoren, også uden adgang til nettet.

De er skyld i, at ingen frit kan tilgængeliggøre filer fra sin egen computer på nettet, selvom det kunne hjælpe andre til at finde de informationer og løsninger, de står og leder efter og har brug for.

3. De gør vores kultur fattigere og skaber kulturel ensretning
Som f.eks. Lawrence Lessig har vist i Free Culture og Yochai Benkler i The Wealth of Networks søger nuværende indehavere af ophavsrettigheder at anvende ophavsret og tilsvarende lovgivning til at forbyde, hindre, lukke og fjerne indhold fra f.eks. internettet, som antages at krænke ophavsretshaverens rettigheder. Det betyder bl.a. at derivative værker, dvs. kreative udgivelser, som baserer sig på andet materiale hindres eller hæmmes i sin udvikling og distribution, bl.a. pga. de ublu priser, der forlanges for licenser til materialet. Dette gælder bl.a. et stort antal dokumentarfilm, satiriske indslag, musikalske remixes og politisk materiale. Vi får en fattigere mediekultur, en fattigere offentlig udveksling, et svagere demokrati. Vi får en kultur, som er baseret på effektivt salg af færre men mere magtfulde producenters produkter, der søges afsat på flere forskellige platforme, der udnytter producenternes monopolpositioner optimalt.

Vi får desuden en svagere digitalisering af vores viden og kulturarv. Der er intet incitament til f.eks. på egen hånd at digitalisere den del af vores kulturarv, som p.t. er uden kommerciel interesse, men stadig er beskyttet af immaterielle rettigheder. Dette betyder, at der for hver dag der går er værker og viden, som går tabt for eftertiden. Afviklede vi immaterielle rettigheder, ville vi skabe et stærkt incitament for enhver til at iværksætte digitalisering og tilgængeliggørelse af viden og udtryk, som idag er bundet til papir, film, videobånd og andet analogt materiale, som let kan gå tabt.

4. De gør vores kultur ufri
Ophavsretshaveren skal spørges om lov, før noget kan deles på nettet. Immaterialret er kompleks og globaliseringen øger de immaterielle rettigheders udstrækning, ikke blot i tid men også geografisk. Dette gør det vanskeligt for en enkelt person eller virksomhed at overskue hvad der er beskyttet af hvilke rettigheder. I sin yderste konsekvens skal kunstneren, videnskabsmanden eller medievirksomheden altid konsultere en advokat, før han eller hun udfører, udgiver eller fremfører sine værker. Det sker allerede idag, hvor f.eks. medievirksomheder er afhængige af juridisk bistand i stort omfang.

Det betyder, at man kun kan producere kulturelt hvis man har penge og råd til juridisk bistand. Det betyder at kultur, forskning og medier bliver dyrere for slutbrugeren. Det betyder, at det kunstneriske udtryk, kulturen og rammerne for forskningen og medievirksomhedens kommunikation bliver mindre fri, end det der ellers ville have været tilfældet. Immaterielle rettigheder lægger dermed en dæmper på vores udnyttelse af netværk til at bruge og genbruge viden, dele erfaringer og remixe eksisterende udtryk til nye.

Lawrence Lessig har i Free Culture (En fri kultur) beskrevet, hvordan Hollywoods forfølgelse af ophavsretskrænkelser truer med at ødelægge den kulturelle opblomstring som internettet har gjort mulig, og Yochai Benkler har i The Wealth of Networks vist hvordan den den blinde fokus på profitmaksimering og beskyttelse af rettigheder skader de fordele for vore samfund, som netværkssamfundet gør muligt, f.eks. i form af Commons-Based Peer Production-baserede projekter og produkter som Wikipedia, Apache Webserver og Linux m.fl.

5. De gør vores uddannelser og undervisning dyrere og mindre effektiv
De tvinger samtlige uddannelsesinstitutioner til anvende skatteborgernes penge til at betale i dyre domme for lærebogssæt og licenser til elektronisk materiale, år efter år, selvom pengene var bedre brugt på at skabe nogle rammer, indenfor hvilke alt det analoge materiale indenfor få år kunne digitaliseres og undervisningsmaterialer og forløb deles af undervisere på tværs af skolerne – til en pris på serverkraft og lagerplads alene. Idag tager den udvikling mange årtier, til skade for omkostningerne og kvaliteten i uddannelsessystemet, fordi ressourcerne trækkes fra andre områder, hvor de kunne være brugt bedre. Med en afvikling af immaterielle rettigheder ville det tage få år for underviserne og skolerne at sætte en dynamisk udvikling igang med henblik på mere effektiv offentlig vidensdeling.

6. De er monopoler
Immaterielle rettigheder er tidsbegrænsede monopoler. Dette er ondets rod. De opretholder en kunstigt høj pris for varer, som ellers ville være tilgængelige i et større udbud, og til en lavere pris.

7. De skader vores økonomi
Alle monopoler er skadelige, fordi de hæmmer den frie prisdannelse, hvor dynamikken imellem udbud og efterspørgsel gør de bedste og billigste produkter tilgængelige for alle. Hertil kommer, at monopoler giver besidderen af monopolet arbejdsfri indtægter, som der kan spekuleres i. Andre skal for det første arbejde mere og hårdere for at tjene den pris der forlanges hjem, for at monopolbesidderen kan tjene en højere gevinst alene i kraft af monopolet og ikke nogen selvstændig indsats. Hertil kommer for det andet, at patenter og ophavsrettigheder skaber et sekundært marked for licenser, som der kan spekuleres i, og som der opbygges forretningsmodeller på baggrund af. Virksomhederne gøres afhængige af indtægter fra licenser, fremfor at udvikle egne og uafhængige forretningsmodeller, der ikke er baseret på monopoldannelser. Vi får dermed et erhvervsliv med virksomheder, som er mindre robuste overfor markedsforandringer, af f.eks. økonomisk eller teknologisk karakter. Vores økonomi bliver dermed væsentligt svækket.

8. De er ikke omkostningerne værd, fra et samfundstjenstligt perspektiv
Det fremføres sommetider af tilhængere af immaterielle rettigheder, at den pris samfundet betaler for at give monopol er en nødvendig pris vi må betale for at få den innovation vi ønsker. Den historiske effaring viser imidlertid, at innovation snarere opstår under indflydelse af en skærpet konkurrence, ikke statsbevilgede monopoler.

9. De gør os dummere – er skadelige for vores innovation
Den historiske erfaring viser, at reel innovation først indtræffer, når en reel konkurrence gør den mulig, idet patentet udløber. De to amerikanske økonomer Michele Boldrin og David Levine har i Against Intellectual Monopoly klart vist, at antagelsen om at patenter og ophavsrettigheder styrker innovation er fejlagtig.

Tværtimod styrker en stærk konkurrencesituation innovationen, ved driften efter at være “første på markedet”, da dette kan give en udelt opmærksomhed fra forbrugerne, der kan styrke virksomhedens brand, og dermed give en konkurrencemæssig fordel.

Senere konkurrenter kan tillige drage nytte af de allerede vundne erfaringer på markedet, og foretage og lancere produktforbedringer til en billigere pris, hvilket er til gavn for samfundet og forbrugerne – men også for den oprindelige producentvirksomhed, der må fokusere på at indarbejde de bedste forbedringer i sit eget produkt, fremfor at hvile på laurbærrene og markedsføre et utidssvarende produkt i fht. innovationen på markedet.

En fastholdelse af immaterielle rettigheder betyder at hastigheden for hvor hurtigt vi kan skabe nye løsninger, fastholdes i et kunstigt lavt tempo, hvor virksomhederne må bruge ressourcer på dyre patentforløb, istedet for at fokusere på konstant innovation på markedets betingelser. Det giver os dårligere og mindre innovative produkter, og tvinger os til at være dummere end vi er. Når vi foretager et køb af et produkt er der i mange tilfælde allerede udviklet nyere løsninger, der bedre og billigere løser vore problemer, som i mange tilfælde ikke kan markedsføres pga. patentkrænkelser, eller risikerer store og dyre sagsanlæg fra rettighedshaverne, hvis de gør. Det bør ikke være risikoen for et sagsanlæg, der afgør om man bringer et produkt på markedet, men alene hensynet til produktets muligheder for at løse slutbrugerens behov bedst og billigst muligt.

10. De er som oftest ikke umagen værd, set fra et virksomhedsperspektiv
For en virksomhed vil det næsten altid være mere værd at være “first to market” for at opnå markedsandele og værdifulde erfaringer, end at bruge tid på kostbare og tidskrævende patentansøgninger.

I forhold til mulighederne for at indhente risikovillig kapital er det ikke afgørende, om en virksomhed har patent på et produkt eller ej, men derimod tilliden til virksomhedens ejerkreds og ledelse der er i centrum.

Hvad angår ophavsret tjener de til at fastholde virksomhederne og kreative aktører i udtjente forretningsmodeller, fremfor at skabe det størst mulige incitament til at investere i nye og mere tidssvarende forretningsmodeller.

11. De er uretfærdige
Immaterielle rettigheder giver arbejdsfri indtægter. Det betyder at andre skal arbejde mere og hårdere end andre, for at opretholde en given indtægt. Dette er ikke retfærdigt. Immaterielle rettigheder udgør desuden et overgreb på vores fælles og lige ret til at tilgå, anvende og ytre os om den fælles offentligt tilgængelige kulturarv, som er overleveret os af generationer, der har gjort ligeså før os.

12. De ødelægger lovende teknologiske muligheder for at gøre os rigere og få os til at arbejde smartere

De store ophavsretshavere er via domstolene i mange lande gået målrettet efter at ødelægge forretningsmulighederne for virksomheder, der letter eller faciliterer de enkelte netbrugeres muligheder for at dele filer og data uindskrænket med hinanden, f.eks. de der baserer sig på såkaldt peer-to-peer (p2p) teknologier. Det hæmmer udviklingen af vore netværksteknologier, at en hel branche på denne måde sættes i et dårligt lys og risikerer at få deres virksomheder smadrede, hvilket er sket for en lang række spirende virksomheder og projekter, f.eks. virksomheder som Napster, AudioGalaxy, The Pirate Bay og MegaUpload. Virksomheder, der lever af at facilitere kundernes dataoverførsler presses ofte til at overvåge kundernes anvendelse af deres netværk og aktivt scanne data med henblik på at nedtage kundernes angiveligt ophavsretskrænkende materiale.

Det ødelægger en hel teknologis muligheder for at skabe nye samarbejdsmuligheder, nye forretningsmodeller, ny økonomisk aktivitet, og nye løsninger på presserende globale problemer. Vi kender desværre ikke omfanget af de nyskabelser vi kunne vinde ved ikke at forfølge virksomheder der anvender og udvikler p2p-teknologier, men f.eks. har Skype, som er baseret på p2p-teknologi, revolutioneret vores muligheder for at tale i telefon med andre netbrugere på tværs af landegrænser, og bragt prisen for telefonopkald via computeren ned til et absolut minimum : alene den anvendte båndbredde, hvilket vil sige en pris der nærmer sig nul, for de fleste forbindelsestyper.

13. De gør os ufrie – til slaver af andre
Immaterielle rettigheder og gentagne udvidelser af disse betyder en reduktion af den viden og den kultur som er offentlig ejendom (public domain). Det betyder at vi i stadigt højere grad lever i en tilladelseskultur, hvor vi skal spørge andre om lov, før vi udtrykker os, laver virksomheder og skaber nye produkter, hvadenten der er tale om kommercielle aktiviteter eller ej. Selv ikke-kommercielle produkter, politiske videoer eller satireindslag skal redegøre for brugen af evt beskyttet materiale, og bliver ofte fjernet fra nettet af rettighedshavere i samarbejde med udbydere. Dette påvirker det åndelige klima omkring os. Det giver os en slavementalitet, når vi lever og udtrykker os på andres nåde. En slavementalitet, fordi det er hvad det reelt er og bidrager til : opbygning af kunstigt skabte afhængighedsforhold, som bedst kan betegnes som slaveri; ikke ligeværdige forhold, der indgås og organiseres frivilligt.

14. De krænker ytringsfriheden
Vi lever i et samfund, der i stadigt højere grad er baseret på audio-visuel kommunikation. Den ytringsfrihed der gælder ord bør gælde billeder og lyd. Hvis jeg skal spørge en lang række rettighedshavere om lov, og betale disse arbitrære summer for licenser, før jeg laver en dokumentarfilm eller kunstvideo, kan jeg ikke udtrykke mig frit. Det krænker ytringsfriheden, når nogle fortællinger og udtryk ikke kan laves og forhindres heri alene pga. immaterielle rettigheder.

15. De nedbryder skeller imellem hvad der er offentligt og privat
Nynner jeg en sang af George Michael i badet må det være min egen private sag. Som det er idag er sangen George Michaels ejendom. Dermed bliver det George Michaels anliggende, hvad der foregår i mit hjem, i min skole, på min arbejdsplads, og i alle offentlige sammenhænge hvor jeg færdes. Hvis loven skal håndhæves, inviterer det staten indenfor i det private rum. Det private gøres til et offentligt anliggende, og nedbryder de naturlige barrierer der er for det offentliges indtrængen på de private præmisser.

16. De nedbryder skellet imellem hvad der mit og dit
Hvis jeg køber en bog er det min ejendom, og jeg kan låne den ud til andre, eller sælge den videre. Køber jeg et tilsvarende elektronisk produkt, har jeg i realiteten kun købt en licens. Jeg kan ikke hverken låne det ud eller sælge produktet videre. Hvor ophavsret “muligvis” engang har givet mening i forhold til mekanisk reproduktion af bøger og lignende, giver den absolut ingen mening i en verden hvor alle agerer digitalt via netværk, og hvor det at låne ud eller videresælge en fil er det samme som at lave en kopi. Selvom jeg har betalt for mit produkt, er det ikke rigtig mit, men stadig dit.

17. De krænker den private ejendomsret

Har jeg købt et produkt bør det være min ejendom, såfremt jeg er villig til at betale sælgerens pris. Og jeg bør kunne gøre hvad jeg vil med min ejendom, herunder at sælge produktet videre, hvis jeg ønsker det. Ophavsretten er ved sin ubegrænsede eneret på videresalg af kopiprodukter eller derivative produkter en udvidelse af ophavsmandens ejendomsret, der samtidig er en indskrænkning af og et overgreb på enhver købers reelle ejerskab til det produkt, han eller hun ærligt og redeligt har betalt for. Dette underminerer tilliden til markedet og en af de vigtigste forudsætninger for en velfungerende liberal økonomi : at staten beskytter den private ejendomsret.

18. De giver staten et påskud til at overvåge borgerne
For at håndhæve ophavsretskrænkelser må staten eller af staten hyrede virksomheder overvåge borgernes aktiviteter på nettet. Helt konkret må indholdet af filer og datapakker kigges igennem for at løfte bevisbyrden, og virksomheder der faciliterer netbrugernes datatrafik må pålægges ekstra forpligtelser til at overvåge deres kunders trafik (den såkaldte logningsbekendtgørelse) og omkostninger forbundet hermed. Vi ønsker ikke et samfund, hvor staten på denne måde gives hjemmel til at kigge borgernes elektroniske kommunikation igennem, ligesom vi ikke ønsker et samfund, hvor staten systematisk kigger vores post igennem for at finde ophavsretskrænkelser i analoge formater. Vi er allerede på vej ned ad glidebanen imod overvågningssamfundet.

19. De bruges af rige lande til at tryne verdens fattigste lande
Som betingelse for økonomisk hjælp kræver rige lande, specielt USA, at fattige lande underskriver handelsaftaler der indebærer en accept af vestlige immaterielle rettigheder, og lover at bekæmpe piratkopiering nidkært indenfor landets grænser. Hvis ikke de makker ret, smækkes kassen i.

Men selv på vore breddegrader, har USA anvendt pression for at få rejst specifikke sager imod indehavere af websteder, som store amerikanske rettighedshavere og de amerikanske myndigheder ikke bryder sig om. F.eks. i Sverige i sagen imod The Pirate Bay, hvor truslen bl.a. bestod i, at Sverige ville blive udsat for handelssanktioner hvis ikke man løste “problemet”.

20. De bruges som censur – som påskud til at få bugt med politisk opposition
I mindre demokratisk anlagte stater kan forfølgelse af en politisk opposition belejligt hænges op på krænkelser af immaterielle rettigheder. Dermed slås to fluer med et smæk – de amerikanske långivere tilfredsstilles, samtidig med at kritiske røster kan undertrykkes med piratkopiering som det legitimerende figenblad.

I Danmark pålægges internetudbydere at lukke for adgangen til websteder, som af domstolene vurderes til at facilitere brugernes udveksling af filer med antageligt ophavsretsbeskyttet indhold. Det er censur, for datatrafik er ytringer, på linie med breve og telefontrafik. Det skærer al kommunikation der finder sted via det pågældende websted over en kam, uanset om der er tale om ophavsretskrænkelser eller ej – det vurderes ikke. Det ville svare til at staten beordrede PostDanmark og andre brev- og pakkevirksomheder til at konfiskere alle breve og pakker til og fra en bestemt postadresse uanset indhold, eller til at man blokerede bestemte telefonnumre. Ingen af delene hører hjemme i et demokratisk land, hvor vi af mange årsager ikke ønsker censur, og heller ikke på nettet. Danmark er her på linie med lande som Kina og Nordkorea i sin omgang med blokering af websteder som myndighederne ikke bryder sig om. Den eneste reelle løsning, der eliminerer risikoen for censur på nettet er en reel afvikling af immaterielle rettigheder.

21. De forhindrer os i at dele viden hurtigere, og dermed løse denne verdens presserende problemer hurtigere
De store globale udfordringer vi står overfor idag er komplekse, f.eks. forureningsbekæmpelse, grænseoverskridende kriminalitet, sygdomme og epidemier, naturkatastrofer, fattigdom, sult og terrorisme, for at nævne nogle få. For at imødegå disse komplekse udfordringer har vi brug for viden og erfaringer fra mange forskellige faglige sammenhænge, og for at kombinere erfaringer på nye måder, som der ikke er tænkt på før. Immaterielle rettigheder fastfryser opnåede erfaringer, viden og data i lukkede databaser, der ikke umiddelbart kan “tale” med hinanden. En afvikling af immaterielle rettigheder vil betyde at data kan tilgængeliggøres i åbne formater, der gør det muligt for alle at foretage de udtræk af data, som de måtte have behov for, og samkøre forskellige datasæt med henblik på en mere sikker viden om, udvikling af og koordination af løsninger på mange af vore presserende problemer.

22. De bidrager til en voksende global økonomisk ulighed og polarisering imellem rig og fattig

Fordi immaterielle rettigheder er monopoler, gør de det attraktivt at besidde det størst mulige monopol. Dette bidrager til en udvikling, hvor markedet består af stadigt færre, men større og større monopoler indenfor informationbaserede og relaterede brancher, som sidder stadigt tungere på de for samfundet vigtige informationsarkitekturer (f.eks. Google, Facebook, Amazon, Apple, m.fl.). Det skaber en koncentration af kapital og magt, som er til stadigt større ulempe for mindre aktører, der må spille med på de store aktørers betingelser. Stadigt flere må acceptere en stadigt mindre betaling for deres ydelser, imens kapitalen og kontrollen akkumuleres på stadigt færre hænder. Det fastholder flere og flere i en vanskelig økonomisk og social position, som det bliver sværere og sværere at arbejde sig ud af, hvilket øger polariseringen og kløften imellem rig og fattig.

23. De gør vores sundhedsvæsen dyrere og mindre effektivt
Erfaringer med forskellige behandlingsformer og medicin kan ikke tilgængeliggøres og deles effektivt, men er gemt væk i lukkede tidsskrifter. Priserne på medicin og hospitalsudstyr er kunstigt holdt oppe af immaterielle rettigheder. Det gør at vores sundhedsvlsen bliver langt dyrere end det behøvede at være, og at behandlingerne ikke altid er lige hurtigt opdaterede med de seneste erfaringer og data. En afvikling af immaterielle rettigheder vil betyde et billigere og mere effektivt sundhedsvlsen.

24. De truer vores liv og sundhed
Når f.eks. prisen på medicin, der er afgørende for vores liv og sundhed, holdes kunstigt oppe pga. immaterielle rettigheder, ikke alene fordyres sundhedsomkostningerne – det er også en kontant trussel imod vores liv og sundhed.

25. De er forskellen på liv og død for klodens allersvageste
Reelt betyder den kunstigt opretholdte høje pris på livreddende medicin, at de svageste må betale den ultimative pris. Det gælder verdens allerfattigste i u-landene, og det gælder de svageste borgere i den vestlige verden, der må leve med ventelister der er længere end de burde være, fordi sundhedsomkostningerne er kunstigt høje. De svageste har ikke råd til at afsøge alternative behandlingsformer, evt. på et privathospital, men må afvente den offentlige betjening. De har ikke noget valg, og derfor rammes de ekstra hårdt, når sundhedssystemet lider under for dyre behandlinger. Det koster liv.

flattr this!

Tags: , , , , , , , ,

iBøger er snyltersoftware

Posted in Informationsarkitekturer, Undervisning on June 14th, 2012 by Morten Blaabjerg

Horisontal vidensdeling, “Books as a Service” (BaaS) og forlagenes dødskamp #1

Jeg røg i sidste uge (onsdag 6. juni 2012) uforvarende ind i en lille debat via Twitter med Søren Peter Sørensen, projektleder hos Systime, der startede med at handle om ophavsret og endte med at handle om Systimes såkaldte “iBøger”, et produkt som jeg er yderst kritisk overfor. Det er især Systimes forretningsmodel omkring iBøgerne, der giver anledning til min kritik, og de metoder og indbyggede forringelse af det digitale produkt, som den fører med sig. Jeg vil gerne her benytte lejligheden til at samle diskussionen og uddybe min kritik af Systimes produkt, og helt bevidst også skærpe den her, fordi jeg mener den kritik jeg har rejst på Twitter (men også i andre fora), meget alvorligt.

Twitter-diskussionen startede således, forholdsvist fredeligt, men deling af et lille programtip :

Anne-Mette Krejberg, som er pædagogisk leder på min skole og bl.a. har været tovholder på vores forsøg med papirløs undervisning, og som retweetede nogle af de links jeg delte via Twitter, deltog også i diskussionen.

Et par timer senere tikkede denne ind fra Søren :

Søren, som jeg ikke vidste hvem var på dette tidspunkt, blev givetvis provokeret af, at jeg delte et link til et program, der kan “knække” DRM-beskyttede pdf-filer. Forståeligt nok, måske, idet Systime bl.a. anvender kopibeskyttelse og DRM på forlagets digitale udgivelser. Jeg delte desuden (som det fremgår af Anne-Mettes retweet herover) via min blog en række links til diverse programmer der gør livet som underviser, der anvender meget video-materiale i undervisningen, noget lettere. Fra mit perspektiv – som underviser, og som privatperson – var jeg gerne foruden alle disse tåbelige krumspring. Jeg var gerne fri for, at udgivere af digitalt materiale søger at gøre det svært for mig (og hele deres øvrige læser-, bruger- og kundeskare) at udnytte digital teknologi til det yderste (f.eks. ved at gøre det svært at kopiere tekst eller skabe en fil istedet for en såkaldt “stream”).

Et af de mest tåbelige eksempler på dette som jeg er stødt på i min tid er bibliotekernes “downlaan” som kunstigt forandrer en almindelig download af en fil til et tidsbegrænset “lån” af en fil, selvom der ikke i den digitale teknologi er noget som helst til hinder for, at jeg selv skulle bestemme hvor og hvornår filen blev gemt eller slettet. Hvor bibliotekernes traditionelle udlån har sin begrundelse i et begrænset antal fysiske eksemplarer af bøger og andre materialer, er de digitalt amputerede “lån” en fuldstændig kunstig konstruktion, der skaber en kunstig tidsbegrænsning, udelukkende af hensyn til nogle producenter og udgivere, som ellers måtte være nødt til at forandre deres forretningsmodel. Det er ihvertfald ikke af hensyn til lånerne, oplysning af borgerne eller på anden måde til vores fælles bedste (hvilket man naivt gik og troede var formålet med bibliotekerne). Men eksemplet tjener kun til pinagtigt at udstille, hvor forkrampet der holdes fast i en “per eksemplar”-forretningsmodel baseret på en kunstig begrænsning i udbuddet, selvom den digitale teknologi tillader os en overflod i form af perfekte, digitale kopier, til en meget ringe pris.

Men når sagen nu stiller sig sådan, at det åbenbart skal være meget besværligt – og det er vitterlig stadig meget besværligt, selvom det er år tilbage jeg stødte på de såkaldte “downlaan” – søger jeg selv informationer om, hvordan jeg kan opnå de ting jeg ønsker med mit materiale, ofte ad alternative veje – og deler også meget gerne, når det er muligt, min opnåede viden med andre.

Jeg bliver desuden blot en smule irriteret når nogen (efter min mening uden rimeligt grundlag) anfægter rigtigheden af det jeg skriver, ved at referere til det som “min læsning” (og dermed min fortolkning) – når det helt tydeligt er Kulturministeriets læsning, som indlægget henviser til. Undervisning er ikke at regne for offentlig fremførelse : basta!

Mit blogindlæg søger at vise, at sagen er klar – der er taget stilling og vi ved hvad vi har at holde os til. Sørens tweet søger at anfægte den pointe, ved at skabe uklarhed og kalde det for min “læsning”. Så det blev jeg naturligvis nødt til at reagere på.

Det er muligt, men sagen er stadig klar : der er intet ulovligt i at anvende værktøjer til f.eks. at modtage en video som en fil snarere end som en strøm – hvis man vel at mærke har de rette programmer til dette. Hvad der så efterfølgende sker med den fil er en helt anden sag. Men hvis det er med det formål at anvende filmen i undervisningen uden at spørge rettighedshaverne, er dette også fuldt ud lovligt. Hvad angår trykte udgivelser (og formoder jeg, herunder web-udgivne materialer eller elektroniske bøger) er der en del aftaler om hvordan og hvor meget skolerne må anvende i kopi til undervisningsbrug.

Og endvidere :

I årevis har vi skullet tolerere DVD-udgivelser med mere, der har tvunget os til at læse skilte op og skilte ned om hvad der var tilladt eller ikke tilladt at gøre med den DVD man ærligt og redeligt har købt. Problemet er bare, at det ikke er korrekt, at visning af film i f.eks. skoler (og formodentlig heller ikke fængsler og hospitaler og boreplatforme for den sags skyld…) er at regne for offentlig fremførelse, i ophavsretslovens forstand.

Nu inddrager Søren mig så i en større diskussion og også langt mere interessant diskussion, som jeg velvilligt indgår i og gerne tager, når jeg kan slippe afsted med det. I mediefag ripper vi som oftest indkøbte DVD’er til undervisningsbrug (visning i undervisningen, citatøvelser m.v.) og til eksamensbrug. Når vi diskuterer effektiv udnyttelse af undervisningstiden f.eks. er skridtet ikke langt at tage til at lægge et rippet klip i en dropbox-mappe til eleverne, så de istedet for at læse om film, kan komme til at se eller arbejde analytisk med noget materiale som forberedelse til en lektion. Når vi diskuterer vidensdeling blandt lærere, der skal reducere vores allesammens arbejdsbyrde og lade os drage nytte af hinandens arbejde og erfaringer, er skridtet heller ikke langt til at smide de samme klip i en dropbox-mappe eller på en intern konference for at dele sit materiale.

Jeg opfordrer ikke til nogle af disse ting i nogle af mine indlæg : det er indlysende og nærliggende, og jeg har da også sjældent oplevet, at nogen har stillet spørgsmålstegn ved den vidensdeling der foregår lærere indbyrdes, når vi mødes til seminarer og workshops. Der bliver delt forløb og undervisningsidéer på livet løs, og der er ikke langt herfra til også at tage materialet med, selvom det helt tydeligt krydser en grænse et eller andet sted – i ophavsretslovens forstand.

Det er i mine øjne paradoksalt, at vi har udviklet fantastiske netværksteknologier, der faciliterer udveksling af data, og at vi så herefter mere eller mindre villigt lader vores brug af dem amputere, og istedet skal anvende en inferiør teknologi som USB-diske til at dele vore materialer med hinanden, for at undgå offentlighedens opmærksomhed, eller for at undgå selv at tage stilling. Det spilder vores tid, at det skal finde sted på de fordægte præmisser, og spænder ben for at vi kan udvikle og løfte den horisontalt orienterede vidensdeling fra lærer-til-lærer, som vi har brug for, for at udvikle vores undervisning, spare kostbare ressourcer og optimere vores udnyttelse af egen tid og elevernes tid.

I praksis vil de fleste lærere i langt de fleste tilfælde foretrække selv at udarbejde materialer til de konkrete hold man står overfor, men der er ingen tvivl om, at der er øvelser og “pakker” som en lærer har udarbejdet, som andre let ville kunne drage fordel af i andre undervisningssammenhænge. Selv har jeg f.eks. anvendt rippede klip i Prezi til at gøre det faglige stof mere levende, hvilket også er en form for deling af rippet materiale.

Det eneste der er ærgerligt efter min mening, er at netop denne horisontalt orienterede vidensdeling – fra lærer til lærer – skal omgives af en aura af fordægthed, som om, at det der foregår ikke er naturligt, men nærmest noget kriminelt, eller i det mindste en gråzone-aktivitet, som der ses igennem fingrene med, fordi alle kan se, at det er formålstjenstligt for det store mål : at skabe de bedst mulige rammer for god undervisning og effektiv læring. Jeg ønsker faktisk, at denne horisontale aktivitet og deling kan synliggøres og få et løft, som gør vores allesammens arbejdsbyrde lettere, skaber mere horisontal “deling”, giver mere inspiration og et bedre læringsmiljø, og også meget gerne udstrækkes til at inddrage eleverne og lærer dem at blive gode vidensdelere i de sammenhænge de kommer til at indgå i. Fordi det er det, vi som samfund har brug for. Og fordi alt andet er uudholdeligt, som borgere og individer i netværkssamfundet.

Og at vi betaler for vore materialer er ikke den eneste årsag til at jeg ikke har noget problem med det. Det der er problemet er den aura af fordægthed, der omgiver transaktionerne :

Det er et kæmpe problem efter min mening, at et værktøj som eleverne til daglig lærer at bruge som en naturlig del af undervisningen og det faglige arbejde ikke må indgå i eksamenssammenhæng. Ligeledes ville det være vanvittigt, hvis ikke vi som f.eks. medielærere kunne sakse små bidder ud af film til brug ved eksamen, men istedet skulle være henvist til i eksamenssituationen at lede efter tidskoder på DVD-skiver og instruere eleverne i det samme. Men diskussionen handler efter min mening langt mindre om, hvorvidt vi som undervisere eller borgere er mere eller mindre lovlydige – men mere om, hvad det er for et net og en vidensdeling vi ønsker i fremtiden. Og derfor om, at fordægtheden og forsøgene fra rettighedshavere m.fl. på at fremstille vore handlinger som fordægte, truer med at spænde ben for at vi kan løfte vores vigtige horisontalt orienterede vidensdeling, og stå ved den og tage de kampe, som den indebærer.

Min store frygt er at vi ender med et i gåseøjne “tilladt” internet, der er klinisk renset alt hvad der måtte støde rettighedshavere og producenter af digitalt “indhold”, og så et mørkere, mere grumset “darknet” – eller rettere, et netværk af darknets, i dropboxes, Google-dokumenter (som mange bruger til deling af filer også), USB-nøgler, NAS’er og diverse intranets. Altsammen darknets, fordi de er bag lås og slå – der forlanges et login for at være med, og dermed kan man være sikker på, at kun de, der deles med, kigger over skulderen. Men dermed mistes også de muligheder for deling af metadata og erfaringer, som kunne opnås ved at dele materialerne helt åbent. F.eks. vil fordelen da være, at gøre alt langt mere søgbart og synligt. På mange måder er det situationen for vores internetbrug idag, og jeg finder det sørgeligt. Det største og måske eneste formildende ‘beacon of light’ som jeg ser i dagens weblandskab er Wikipedia, som har opretholdt sin status ved nådesløst at fastholde copyleft-principperne på bekostning af alt allerede etableret materiale – i trykt såvel som digital form. Resultatet er et produkt der i udgangspunktet har savnet akademisk vægt, fordi alt materiale skal tilvejebringes og bygges op fra bunden af projektets mange frivillige – det kan og har ikke kunnet baseres på allerede udgivet fagligt materiale.

Hvordan kan dette være et teknisk argument? At en digital kopi er perfekt og tilmed prisbillig (med en pris der er næsten nul) burde vel være en teknisk fordel for alle, med undtagelse af de, der har baseret deres forretningsmodeller på en kunstigt opretholdt knaphed i en verden af digitalt muliggjort overflod.

Og så kom ibøgerne på banen :

For de, der ikke ved hvad en iBog er, er det korte svar, at det er Systimes branding af et fagligt website eller en hypertekst på et website, som der er koblet noget funktionalitet på til indlejring af videoer, notetagning og opgaver m.v., og som den enkelte skole eller lærer kan få adgang til ved at købe en licens. For at få adgang for mange elever, skal der købes/forhandles mange licenser. Forretningsmodellen baserer sig på eksemplarsalg af licenser, der giver adgang til noget, der minder om og som vi iøvrigt har et udmærket begreb for, og som ikke er skabt bag nogen betalingsmure : World Wide Web. For en god ordens skyld, skal det siges, at man også får en pdf af den pågældende ibog med i købet (som man kan beholde! – også når licensen er udløbet!), men denne er altså for det første uden den funktionalitet der i første omgang gjorde ibogen attraktiv, og for det andet er den behæftet med kopibeskyttelse og DRM, der begrænser anvendelsesmulighederne.

Systimes produkt er ud fra en umiddelbar betragtning attraktivt. Hvorfor ikke omfavne og byde et lækkert, elektronisk og digitalt alternativ til den tunge, fysiske bog velkomment? Svaret er at der ikke er noget ejerskab, og derfor heller ikke et reelt alternativ. Køber man en iBog køber man kun en licens. Produktet er ikke godt nok, så længe det ikke er ligeså godt som den fysiske bog. Den fysiske bog kan man eje – den ejer jeg som underviser og som skole, og kan genbruge den det antal gange jeg selv mener den kan genbruges. Jeg kan låne den ud til den jeg ønsker at låne den ud til. Jeg kan tage kopier fra den i det omfang jeg ønsker.

iBøgerne er blevet og bliver markedsført overfor gymnasielærerne som “IT-baseret undervisning”, bl.a. med kurser i såkaldt “netmedieret undervisning”, hvilket jeg opfatter som falsk markedsføring, da de ikke er en del af internettet, af det åbne World Wide Web, men kun snylter på det. Der kan ikke linkes til en ibog, så de indgår ikke i de gensidige udvekslinger, som er en del af webbet, de er ikke søgbare via webbets søgemaskiner, og er således at regne for siloer, der kun eksisterer bag deres betalingsmure. Det er til gengæld muligt for ibøgerne at linke ud, og benytte den rigdom der befinder sig udenfor murene. Markedsføringen forarger mig, da jeg oplever, at Systime misbruger den horisontalt opbyggede informationsrigdom på nettet til at sælge deres egne produkter, selvom de ikke “giver tilbage” hvad de tager.

Da jeg sidste år så et af Systimes opslag om kursus i “netmedieret undervisning” på en af mine interne fagkonferencer, svarede jeg således :

Det er ikke noget for mig, da det er baseret på Systimes ibøger, som jeg har nogle principielle indvendinger imod. Jeg synes det er en yderst bekymrende tendens, bevægelsen fra “bøger” (som betales 1 gang, med fuldt ejerskab) til “software as a service” (som betales årligt, uden noget ejerskab). Vi går fra en eje-model til en leje-model, uden at de fleste lægger mærke til de alvorlige implikationer. Jeg synes det er bekymrende, fordi det giver forlagene ejerskab til noget, som der retteligt bør være ejerskab til og kontrol fra lærerside og skoleside : altså ejerskab og dermed mulighed for at tilrette materialerne på præcis den måde, man ønsker, og ikke på den måde forlagene ønsker. Det er m.a.o. et angreb på lærernes undervisningsfrihed og tilrettelæggelse af undervisningen, som jeg ser det. Jeg bringer de store ord frem, fordi jeg virkelig har en alvorlig bekymring for, hvor det fører os hen, selvom det måske på nuværende tidspunkt ser “tilforladeligt” og bekvemt ud. Jeg vil til hver en tid foretrække at vi bruger penge på fysiske bøger og dvd’er og den slags materialer, som vi “ejer”, end på digitale produkter, som vi ikke har 100% ejerskab til.

Jeg synes heller ikke principielt, at det er en god idé at vi skal støtte det som de har gang i med penge til deres kurser. (…) Jeg mener vi istedet bør fokusere på at få vores egen digitale vidensdeling op at køre, og tager også gerne teten for det, i det omfang jeg kan og har indflydelse dertil :-) Vi er allerede igang i mediefag, hvor behovet er presserende mht. visning af film og filmklip m.v.

Og senere, i den interne debat :

(…) Jeg ønsker langtfra at forhindre nogen i at afprøve nogle ting og tage på de kurser, de måtte finde relevante – tværtimod ønsker jeg vi får størst mulig metodefrihed som historielærere og får prøvet masser af ting af og får masser af erfaringer i huset. Derfor har jeg også i lang tid – og uden særligt held – forsøgt at sidde på min tunge. Men da det netop er dette jeg mener at i-bøgerne er en trussel imod, er det i den grad på sin plads at rejse en diskussion i faggruppen – ikke bare om, hvad vi skal bruge de begrænsede midler til (som vi også har haft før, i fht. f.eks. ekskursioner), men også om vores undervisningsfrihed og holdning til hvad det er for et undervisningsmiljø vi gerne vil ha’. Et hvor vi skaber en kultur for at dele (digitale såvel som fysiske) materialer imellem os og arbejder os henimod en netværks-arkitektur der gør dette nemmere – eller en hvor vores undervisning (helt- eller delvist) styres og tilrettelægges fra forlagene, der lægger alting tilrette på en spiselig måde, som ikke levner megen plads til kritik af netop det system, og forhindrer os i at dele de ting vi gerne vil dele.

I-bøgerne snylter på vore begrænsede ressourcer og giver os færre undervisningsmaterialer end vi ellers vil kunne få for pengene. Bøger kan alle have glæde af i mange år – i-bøger giver en enkelt årgang/klasse en licens til et år. Samtidig vanskeliggør de deling på tværs af systemet, imellem lærere indbyrdes, med DRM og kopibeskyttelse, alt efter hvad der passer forlaget.

Dels er i-bøgerne (software-licenser) for dyre i fht. fysiske bøger (ejerskab). Men det er ikke det egentlige problem : det der er afgørende, er det kontroltab som vi lider p.t., og den ensretning og hjernevask vi risikerer i fremtiden !

Hvilket netop er anledningen til at fremføre denne kritik. Jeg mener ikke at det er sundt og fair at erstatte ejerskab med licenser, og dermed sætte kunden i et ulige afhængighedsforhold til producenten. I et større kulturproduktivt perspektiv er det tilmed skadeligt, fordi det lukrerer på en for os alle knap ressource : tiden. Systimes ibøger (ligesom lærebøger generelt er det) er skrevet af lærere for andre lærere, og giver de første en ekstra indtægt, hvis de kan sælges. Det er altsammen meget godt, hvis det tilfører reel værdi til skolerne, at de køber de relevante bøger. Det gør det så længe bøgerne kan genbruges, årgang efter årgang, og skolen ikke konstant står til nyindkøb af bøger skolen allerede har – men kan fokusere på nye, anderledes eller andre interessante udgivelser/læremidler. Når Systime (og andre forlag iøvrigt) sætter licenser istedet for dette, som skal fornys, årgang efter årgang, der bliver det problematisk. Da suger de lærere, som lægger deres arbejde i ibøgerne, ressourcerne fra deres (ofte yngre) kolleger, der står tilbage med færre midler til øvrige bøger og undervisningsmaterialer. Der er ingen reel merværdi, når skolen ikke kan opbevare bogen og drage nytte af den til efterfølgende årgange – kun udgifter, der går i lommen på forlaget og de lærere, der står som forfattere. I et undervisningsperspektiv – og derfor også i et bredere kulturproduktivt perspektiv, er det en tabersag.

I økonomisk forstand snylter ibøgerne således på undervisningssektoren og de i forvejen knappe ressourcer. Men den væsentligste ressource – tiden, tages fra den horisontale vidensdeling, som skolerne er igang med, og som burde styrkes og løftes, og bruges som løftestang for at skabe endnu bedre læringsmiljøer på skolerne, og for at skabe bedre arbejdsvilkår for lærerne. I Aabenraa lægges dette arbejde i at skabe en intern wiki, der kan blive en fælles dynamo for den interne vidensdeling, og rumme dokumenter såvel som links til relevante ressourcer indenfor alle skolens fagområder. Et andet horisontalt orienteret værktøj er Lectios ebogsfunktionalitet, som også virker perspektivrig.

Uenighed er ikke altid skidt, hvis vi kan klarlægge, hvad det er vi er uenige om. Derfor er det også godt at uddybe argumenter og lægge sin kritik frem substantielt, som jeg har forsøgt at gøre her, så vi træffer vore fælles beslutninger på ikke blot et velfunderet økonomisk grundlag – men også på baggrund af hvilke visioner vi har for, hvordan fremtidens IT-baserede undervisningsmiljø skal se ud. Skal det være vertikalt orienteret : hvor vi har forlag, der skaber DRM-beskyttede undervisningsmaterialer, og hvor vi som undervisere skal nøjes med at servere “dagens ret”? Eller skal det være horisontalt orienteret : hvor vi som undervisere selv tilrettelægger materialerne og plukker det bedste vi kan finde (fra nettet og øvrige materialer) og i vid udstrækning deler vore erfaringer og fælles ressourcer med hinanden?

Systime har markedsført ibøgerne temmelig aggressivt. I store annoncer i diverse fagblade – og i et helt tillæg til Gymnasieskolen – fremstilles de som fremtidens undervisningsmateriale og “erstatning” for den fysiske bog. Den fremstilles her som noget nært synonymt med såkaldt ‘netmedieret undervisning’ eller IT-baseret undervisning. Det er store ord og bragesnak, som selv lægger op til en kritik som den her rejste : fordi det er dybt provokerende at Systime på denne måde møver sig ind og søger at gøre deres produkt til synonymt med det at arbejde med digitalt materiale, på bekostning af de mange andre digitale undervisningsmetoder og materialer, der efterhånden er og konstant udvikles. Det virker mest af alt desperat – som om, at det handler om, at fange så mange som muligt ind på et så tidligt tidpunkt som muligt, for at udnytte det afhængighedsforhold, som produktet og dets krav om gentagne fornyelser af licenser sætter køberen i.

Jeg er ikke parat til hverken at kaste den fysiske bog bort eller til at vælge ibogen til istedet for det åbne, vilde internet, hvor intet er ‘clearet’ som det hedder i forlagsspeak. Ingen tvivl om at ibøgerne ud fra en overfladisk betragtning er attraktive og uden tvivl gør en masse faglig viden let tilgængelig – når man vel at mærke har betalt for licensen. Men den pris der betales, er både for høj i kr og øre, og i den afgivelse af ejerskab til materialerne, som bør være skolens og lærerens.

Vi befinder os midt i et paradigmeskifte, fra en verden, hvor de få sad på de redaktionelle filtre og bestemte, hvordan verden skulle ses og læses, til en verden uden filtre, hvor vi er mange, der idag har adgang til at give vores bud på hvordan verden skal ses og opleves og en hel del mere. Der er nogen, der gerne vil genindføre filtrene, genindføre eksemplarsalg via licenser, genindføre den redaktionelle kontrol. Jeg mener det er en fejltagelse uden lige, at tage det for gode varer og give eleverne Systimes færdigpakkede produkt, når vi istedet har en unik chance for at placere eleverne lige præcis der hvor de er – midt i paradigmeskiftet, med alle de valgmuligheder, informationer og værktøjer, som de har til rådighed på det rigtige net – ikke mindst for selv at blive hørt og skabe sig et udtryk og en stemme, hvor de kan give deres bud på hvordan verden skal ses og opleves og meget mere – jeg synes det er vores pligt at medvirke til som undervisere. Jeg kan ikke se, at ibøgerne kan bidrage til dette på nogen konstruktiv måde – deres faglige indhold sagen uvedkommende (hvis man da ellers kan løsrive det fra formen). De peger på en gammeldags måde at orkestrere og tilgå viden på – ikke på nutidens, hvor vidensproduktionen (og læringsprocessen) i ligeså høj grad er processen som det er produktet.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , ,

Nyttige programmer til anvendelse af video i undervisningen

Posted in Undervisning on November 10th, 2010 by Morten Blaabjerg

En håndfuld af de mest nyttige programmer til at afspille, konvertere, rippe og tilpasse videomateriale, som jeg anvender i min undervisning, i både historie og mediefag :

Afspilning og konvertering af mediefiler

VLC Media Player
http://www.videolan.org/vlc/

Fremragende program til afspilning af næsten alle videoformater. VLC kan også afspille TS_VIDEO DVD mapper uden at det er nødvendigt at brænde en DVD først.

Programmet kan også “streame” indholdet af en videofil til et andet format, og dermed f.eks. konvertere en videofil fra et format der anvender et bestemt codec til et format der ikke gør. VLC findes til både mac og PC. Open source og fri software.

Quicktime
http://www.apple.com/quicktime/download/win.html (Windows)

Standardprogram til mac til at afspille videofiler, specifikt .mov filer. Findes også til PC. I den fulde version kan mov og mp4-filer også nemt redigeres (ideelt til webvideo).

Handbrake
http://handbrake.fr/

Ripper en DVD til et af flere formater (bl.a. mp4) med undertekster. Handbrake skærer også overflødigt sort væk fra billedet (cropping) så filerne fylder mindst muligt. Findes til både mac og PC. Open source og fri software.

MPEG Streamclip
http://www.squared5.com/

Det optimale og hurtige program til hurtigt at klippe en videofil til. MPEG Streamclip konverterer også nemt imellem videoformater, f.eks. fra mp2 til mp4. Findes til både mac og PC. PC-versionen kræver installation af Quicktime eller Quicktime Alternative.

Quicktime Alternative
http://www.filehippo.com/download_quicktime_alternative/?2615

Hjælpeprogram til MPEG Streamclip. Nødvendigt for at køre programmet på PC.

K-lite Codec Pack
http://www.free-codecs.com/download/K_lite_codec_pack.htm

Codec-pakke der kan installeres og som gør at de fleste medieafspillere kan afspille både .flv og .mp4 filer uden videre.

Download af videoer fra YouTube og andre videosites der anvender Flash

KeepVid
http://keepvid.com

KeepVid er een af mange tjenester der tilbyder download af videoer fra YouTube og andre videotjenester. Alt hvad du skal bruge er videoens URL dvs webadresse, som skal indsættes i feltet øverst på siden på KeepVid.com. Der går et kort øjeblik, så er den klar til download.

Videoer kan downloades i forskellige formater, f.eks. mp4.

Video DownloadHelper (plugin til FireFox browseren)
https://addons.mozilla.org/en-US/firefox/addon/3006

Installerer en lille knap i browseren, hvorfra alle web-videoer i flash-formatet .flv kan downloades (og senere omdøbes/konverteres til f.eks. mp4) – ikke alle medieafspillere kan afspille .flv filer uden videre, men der kan findes et codec på nettet, som gør det muligt (se forrige afsnit).

Download af streamet video til almindelig videofil (fra f.eks. DR)

Det er som regel lidt mere besværligt og tidskrævende at downloade video fra nettet, som ikke er tilgængeligt i Flash, men som streamet video. Det kan dog med nogen tålmodighed og ihærdighed lade sig gøre.

Net Transport (NetXfer)
http://www.xi-soft.com/

Net Transport er et nyttigt program der kan gemme streamet video som en almindelig videofil til senere afspilning, hvilket er nyttigt i fht. download af video fra f.eks. DR’s website. Net Transport skal bruge en URL på den pågældende fil, hvilket man kan anvende URL Snooper 2 til at opsnappe. Af uransagelige årsager er adressen på den streamede videofil ofte godt gemt, hvilket dog ikke ændrer ved, at der ikke er noget fordægt i at ville modtage video fra DR på en anden måde (dvs. som en fil) end den måde DR har tænkt, at man skulle modtage video (som streamet video). Streamet video giver mindre fleksibilitet i undervisningssituationen, da det kræver at den nødvendige båndbredde er tilstede på afspilningstidspunktet, hvilket langtfra kan forventes at være tilfældet. En videofil kan afspilles, uanset om der adgang til internettet eller ej.

URL Snooper 2
http://www.donationcoder.com/Software/Mouser/urlsnooper/index.html

Program der opsnapper URL’s dvs. webadresser hvorfra computeren aktuelt modtager data. Programmet startes umiddelbart inden en streamet video afspilles i browseren, hvorefter programmet angiver de webadresser det har ‘opsnappet’.

NB! Du foretager dig intet ulovligt ved at anvende værktøjer som disse!

Kulturministeriet har tidligere fastslået
at forevisning af film eller video i undervisningen ikke er at regne for ‘offentlig fremførelse’ i ophavsretslovens forstand. Undervisere må vise alle de lejefilm, købefilm eller film optaget fra tv, som de vil i deres undervisning. Underviseren må desuden lave en kopi af filmen til personlig brug.

Hvad angår film og video fra nettet, så er der ikke noget væsensforskelligt ved de data der modtages af en browser eller et af de her nævnte programmer. Om en video f.eks. downloades ved hjælp af et særligt program eller vises ved hjælp af en browser, så er det samme data som efterspørges og modtages af den lokale maskine. Det er blot konfigurationen af softwaren på modtagersiden der er forskellig – i den forskel der er på et program der gemmer de modtagne data som en fil, der senere kan afspilles, og det program, hvor de modtagne data afvikles umiddelbart i forlængelse af modtagelsen (browseren).

Der hvor eventuelt retlige spørgsmål opstår er i fht. eventuel videre distribution. I undervisningssammenhæng anses anvendelse af ophavsretsligt beskyttet materiale som f.eks. film ikke som offentlig fremførelse (hvorfor undervisere har meget vide rammer for anvendelse af video og filmeksempler i undervisningen), hvorimod videre distribution af materiale via internet efter alt at dømme vil være at betegne som sådan (hvilket dog ikke betyder at dette altid vil være ulovligt – dette afhænger af de specifikke ophavsretlige forhold for det konkrete materiale).

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Om at bruge sin tid på det man er god til

Posted in Gammelt nyt, Kaplak, Lokalt arkiv, Tid, Undervisning on June 21st, 2010 by Morten Blaabjerg

Jeg skrev i august 2007 første udkast til nedenstående tekst på min brugerside på det daværende Crewscut.com (idag NotatWiki). Teksten blev til i forbindelse med udviklingen af Kaplak og de tanker jeg på det tidspunkt havde om hvad jeg skulle bruge min tid på.

Hvad er jeg god til? Hvad gør mig glad? Og måske især, hvordan kan jeg gøre en forskel i verden?? Kan de ting kombineres? I så fald hvordan? Udforskningen af spørgsmål som disse har fra tid til anden bragt min tilværelse i forskellige retninger, og det har altid været vanskeligt for mig at kombinere dem til een retning – selvom jeg ofte har tænkt over, om det var muligt, ønskeligt eller et indbildt behov. Det har meget at gøre med tid og prioritering af tid, hvad jeg og vi bruger tiden til. Tanker i retning af, hvad skal jeg beskæftige mig med på fuld tid, hvad er mit arbejde, min hovedinteresse – og hvad er mere mine hobbies, interesser der kan få tildelt småbidder af den tid der er tilovers? Det er mere og mere blevet et irrelevant spørgsmål, især efterhånden som mine interesser (ihvertfald i lange perioder) har bredt sig ud over al min arbejdstid.

I sommeren 2007 blev jeg far til en yndig lille pige, som hedder Alma. Og hun fylder meget, på mange måder, også tidsmæssigt i mit liv. Før jeg har fået set mig om er der allerede gået syv måneder. Hun har det rigtig godt og vokser sig stor med lynets hast. Jeg ville ikke blive overrasket hvis jeg pludselig opdagede, at hun stod og skulle tage studentereksamen imorgen. Det gør det endnu mere aktuelt at tænke over, hvordan jeg bruger tiden. Det føles til tider som om den forsvinder som sand imellem mine fingre. Det er med at nyde den imens vi har den, især den del af den vi har med vores børn, når de er små. Min gamle ven Max Stirner mente, at når vi fortærede verden, så ‘glemmer vi os selv’. Vi kender det allesammen, man er optaget af det fedeste computerspil, det mest interessante problem, den mest inspirerende samtale – eller for den sags skyld, det mest romantiske eller liderlige øjeblik – og med eet, har man fortabet sig selv, glemt sig selv i øjeblikket, mistet tiden og selvfølelsen, fordi man var i noget andet. Det er det fede. Det er der det rykker.

Jeg har tænkt en del over hvor jeg oftest har den oplevelse. For jeg tror jeg er på sporet af det. Det skyldes bl.a. internettet og wikier, og det at arbejde med (og eksperimentere med) et interaktivt medie over så lang tid som jeg har gjort med nærværende website [Crewscut.com], og det at falde over så mange usædvanlige perspektiver på alverdens emner, som man kun kan hvis man ofte anvender og ‘surfer’ på internettet. Det jeg er god til er at skabe universer. Fra min barndoms LEGO og Playmobil-universer, over diverse film, tegneserier, noveller og rollespil – til wikier, begrebsuniverser, historiebøger og computerspil. Det er det der morer mig, det er der jeg har det rigtig sjovt. Formen er mindre væsentlig. Egentlig passer det ikke, for form er en ekstremt vigtig del af et univers, den kan ikke uden videre skilles fra et materiale ;-) – men med de digitale medier er der meget, der bliver meget mere plastisk, end det har været.

Når det først begynder at gå op for een, at World Wide Web jo blot er et sæt forestillinger om, hvad man kan bruge internet til (og et ganske udmærket eet, mener jeg), men langtfra det eneste, åbner der sig en hel verden af muligheder – fra fildeling via bittorrent til MMORPGs, YouTube og PopCap Games. Det er sjovt i sig selv at lege med. Der er masser af problemer også, især af økonomisk karakter – men det skal være en sjov oplevelse at finde interessante og anvendelige løsninger på dem.

Jeg har det seneste år arbejdet en del på et nyt projekt, alene og i samarbejde med mange gode samarbejdspartnere og rådgivere, udviklet igennem mange frugtbare samtaler og møder. Og jeg indser mere og mere, at vi knapt nok er begyndt. Vi er begyndt at formulere problemet – og vi har en vision om hvordan vi gerne vil løse det. Projektet hedder Kaplak, og startede oprindeligt som Crewscut.coms ‘andet og tredie ben’ dvs. en p2p distributionsmodel, samt en betalingsmodel. Efterhånden som Kaplak har taget sin spæde begyndelse, har det imidlertid ændret så meget karakter, at jeg fandt det værd at gøre det til et helt nyt projekt – men eet som bl.a. nichewebsites som Crewscut.com vil kunne anvende.

Jeg kommer til at skrive meget mere om Kaplak. Men når jeg bringer det op her, er det fordi det giver de overvejelser jeg indledte med et nyt perspektiv. Forestil dig, at du kunne leve af den indtægt du fik ved at lade din bittorrent-klient stå åben natten over, dvs. ved blot at tænde din computer. Forestil dig, at du kunne koncentrere dig om at producere dine film, skrive dine romaner, indspille dine radioshows – om burhøns, Uzbekiske gedehyrder eller hvalrossang, og samtidig oppebære en udmærket indtægt. Folk ville tro, at du var tosset? Udmærket, men det ville give dig noget at tænke over, ikke sandt? Over, hvad du helst vil bruge din tid på? Forudsat at du kunne skabe kontakt til de mennesker på den anden side af kloden, der efterspurgte lige præcis dine evner, din viden og dine udtryk – uafhængigt af hvad vi er opdraget til at betragte som “smalle”, unyttige og uøkonomiske sysler.

Det er mærkeligt, og har altid været mærkeligt for mig, at der siden min skoletid syntes at skulle være et misforhold imellem hvad jeg syntes var fedt, og hvad der blev belønnet økonomisk i det her samfund. Indenfor de seneste år – eller rettere, siden jeg først begyndte at beskæftige mig med public domain-software i min første virksomhed Hard Joy PD og sidenhen blev storforbruger af nettet under mit studie, er det begyndt at gå op for mig, at mange af de antagelser og konstruktioner, som det misforhold hidtil har været baseret på, kan ændres til noget andet og meget mere interessant, for en hel del mennesker, på grund af computere og internettet. Det har rigtig meget at gøre med tid, og hvordan nettet transcenderer tiden. Det sker for såvidt allerede, for fulde gardiner, og det er kun lige begyndt. Det er det vi vil hjælpe vore kunder med i Kaplak. Og det er så kun den korte version.

Jeg føler mig til daglig meget priviligeret over mit arbejde. For det første blot det at kunne arbejde med to fag som interesserer mig dybt : historie og mediefag. Samtidig føler jeg mig uendeligt priviligeret og ydmyg over dagligt at kunne introducere en gruppe fantastiske unge mennesker til nogle af de væsentlige problemfelter fagene rummer, på et tidspunkt i deres liv, som er så vigtigt og formativt.

Jeg vil gerne selv arbejde med film igen. Jeg vil gerne lave flere film og arbejde med flere fantastiske fortællinger, i spil, historiske fremstillinger, onlineuniverser, wikier osv. – og jeg vil gerne fortsat arbejde for at realisere rammer, som kan medvirke til at transcendere tiden på måder der minder om de jeg skitserer i det ovenstående. Jeg synes, at det er vores store problem, at vi stadig lever på industriel tid (køreplaner, skemaer, deadlines osv.) selvom vore arkitekturer forlængst har tilladt os at indrette os langt mere fleksibelt. De fleste mennesker har idag en mobiltelefon, og som Clay Shirky har iagttaget, så gør alene dette os langt mere uafhængige af at skulle være et bestemt sted til et bestemt tidspunkt. For man kan altid få fat på os. Kombineret med trådløse netværk, adgang til nettet, GPS og Google Maps er det muligt at udføre en del arbejde fuldstændigt uafhængigt af tid og sted (det gør jeg selv på mine daglige pendlerture) – og det er muligt at udskyde planlægning af møder og tidspunkter til absolut senest mulige.

Vore netteknologier gør det også muligt at indrette uhyre fleksible systemer, som ikke er så territorialt funderede, at det gør noget. Problemet er blot, som jeg ser det, at vi i mange sammenhænge ukritisk lader os underlægge proprietære systemer, som er udviklet af udviklere, som ikke har tænkt tanken, og hvis produkter vi ikke kan ændre, fordi de beskyttes af ophavsrettigheder, patenter og lignende. Vi anvender med andre ord mange produkter og systemer, som ikke er fri software, og som ikke har de fordele som fri software har : at de frit kan manipuleres, tilpasses og videredistribueres af brugeren.

I et vist omfang er det desværre nødvendigt for mig at være pragmatisk, og dermed anvende mindre optimale løsninger, for at opnå mere kortsigtede mål. F.eks. anvender jeg dagligt en Macbook Pro som min arbejdscomputer, bl.a. fordi den ganske enkelt er hurtigere at starte op, kan køre Final Cut Express (som vi anvender i mediefag på skolen) og er langt mere kvik til at gå på det trådløse net, som jeg som oftest er dybt afhængig af.

Nu hvor mit pædagogikum er gennemført glæder jeg mig til at kunne bidrage mere aktivt til, at vi kan arbejde for bedre (læs: frie) løsninger, der kan tjene mere langsigtede mål end blot det at få tingene til at glide i det daglige. Målet er så vidt jeg kan se, at opbløde det konventionelle skema endnu mere, således at dagligdagen bliver mindre presset, informationsmængderne mere overkommelige og til at håndtere for de der skal håndtere dem, processen sjovere, og resultaterne bedre. Det kan blive både sjovere og mere lærerigt at gå i gymnasiet, for både elever og lærere :-)

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , , ,

Film, ophavsret og undervisning #1

Posted in Copyfight on June 3rd, 2010 by Morten Blaabjerg

Mange DVD-producenter og filmdistributører m.fl. har for vane at lægge en tekst i starten af deres DVD eller andet produkt, der fortæller at alt andet end privat anvendelse af den pågældende film vil ‘blive retsforfulgt af foreningen af danske videogramdistributører’ – eller med lignende formuleringer skarpt fortæller, at filmen ikke må vises offentligt, herunder f.eks. i skoleklasser.

Tekster med lignende formuleringer kan man finde på denne webside fra Nordisk Film, der også skriver :

Mange bryder af uvidenhed disse regler. Man lejer eller køber en videospillefilm i en videobutik, og viser den f.eks. for en skoleklasse eller i en turistbus. Disse film er til hjemmevideo, og må kun vises i private hjem. Det er derfor vigtigt at man sætter sig ind i de gældende regler før man lejer en film, for eksempelvis at undgå retslig forfølgelse.

Tekster som disse er misvisende og ikke korrekte.

Det er naturligvis forståeligt, at Nordisk Film gerne vil leje film ud til skoler for f.eks. en fem-års periode og indkassere 600 kr årligt (eller fem-årligt) i lejeindtægt, fremfor at lærerne går ned i den lokale Stereo Studio og køber den samme film til 25 kr, hvorefter læreren og skolen ejer denne film og kan vise den i undervisningen lige så mange gange de lyster.

Faldt for nyligt over denne pdf fra 2006 på mediefags side på http://emu.dk, der soleklart banker fast for enhver, at rettighedshavere til film (og andre “værker” for den sags skyld) ikke kan forbyde disses anvendelse i undervisningssammenhæng, under henvisning til at dette skulle være ‘offentlig fremførelse’ :

Svar fra kulturministeriet om brug af film i undervisningen

I dette svar fra kulturministeren til Simon Emil Ammitzbøl (daværende Radikale Venstre) hedder det bl.a. :

Ved klasselokaleundervisning kan fremførelse af værker normalt ikke antages at være offentlig i ophavsretslovens forstand.

På baggrund af disse lovmotiver, der ikke skelner mellem filmværker og andre værker, er det Kulturministeriets opfattelse, at det normalt ikke kræver samtykke fra rettighedshaverne at vise en film i en skoleklasse. Det er i den forbindelse uden betydning, om filmen er købt, lejet eller optaget fra tv. Af principielle grunde kan ministeriet ikke vurdere, i hvilke konkrete tilfælde der er tale om offentlig eller ikke-offentlig visning i en skoleklasse.

Når det gælder reglerne om kopiering, herunder optagelse fra tv af en spillefilm, må en lærer lave en kopi til personlig brug (digital kopi) eller privat brug (analog kopi), uanset om det sker hjemme eller på skolen.

Det er således helt uproblematisk som lærer at indkøbe film til brug i undervisningen. Ingen behøver at ryste i bukserne over rettighedshavernes fortekster til filmene, og medielærernes praksis med at tage en kopi til brug i undervisningen (f.eks. til at klippe citater fra) er også fuldstændig uproblematisk.

Den eneste ophavsretsmæssige gråzone jeg kan få øje på i denne sammenhæng består i den konvergens og de udfordringer, som sker idet undervisningen i højere grad flyttes ud af klasseværelset, og finder sted i f.eks. virtuelle, digitale fora. Disse skal da (for at overholde loven, såvidt jeg vurderer) i høj grad mime de afgrænsede forhold vi kender fra klasseværelset – dvs. operere med adgangsbegrænsninger. Om den eksemplarfremstilling der finder sted i digitale netværk (for at kommunikationen her overhovedet kan lykkes) er ophavsretskrænkende, må det endnu være op til en domstol at vurdere.

Der er desværre endnu meget arbejde at gøre. Men det var dog rart at støde på sådan et klart svar på om vi dagligt begår lovbrud i undervisningen. Svaret var heldigvis, at det tyder det meste på, at vi ikke gør.

flattr this!

Tags: , , , , , ,

Hvad er meningen med det hele?

Posted in Copyfight, Informationsarkitekturer, Lokalt arkiv on February 24th, 2006 by Morten Blaabjerg

Jeg nærmer mig afslutningen af min uddannelse, og der er mange overvejelser der trænger sig på. Overvejelser ikke blot om mit eget liv og videre beskæftigelse – men også en tiltagende følelse af en forrykthed og galskab, som præger verden – og især det medielandskab, jeg bevæger mig indenfor. “Like a splinter in your mind, driving you mad”, som oprørslederen Morpheus beskriver det i filmen The Matrix.

Jeg er igang med mit speciale på mit historiestudium. Det kan forhåbentligt skrives inden for en rimelig tidshorisont – min SU er nemlig opbrugt, så min resterende studietid skal finansieres ved andet arbejde. Det er en situation som for mange specialestuderende risikerer at ende i flere udskydelser og et endnu længere studieforløb. Men det skal ikke være tilfældet for undertegnede!

Mit emne er pokkers spændende. Krydsfeltet imellem ny teknologi, telegrafvæsenet, new journalism og kulturmødet i en maskingeværkugle i de sidste år af 1800-tallet har mange perspektiver for det krydsfelt, der idag tegner sig for medielandskabet : kulturmøde i terror’ens billede, journalistik der alt for ukritisk gengiver og bekræfter etablerede magtforhold og kategorier, herunder et ophavsrets-regime, der tiltager sig stadigt større magt over de udvidede netværks-strukturer, som 1800-tallets historie med telegrafen lagde grunden til.

Netop de her etablerede magtforhold og kategorier er noget der interesserer mig voldsomt. Det er kategorier som job, penge, karriere, arbejdsmarked (blot ordet – koblingen af ordene “arbejde” og “marked” er tankevækkende – men paradoksalt ikke en kobling, vi normalt stiller spørgsmålstegn ved!) – og så er det alle de materielle forbrugsgoder, velfærdsydelser og motorveje, som det er meningen vi skal knokle røven ud af bukserne for at betale til. Man kan selvfølgelig selv vælge i hvilket omfang man vil tage del i hele dette cirkus. Men i det omfang som dette cirkus, for det er, hvad jeg mener, at det er, sætter sit præg på det medielandskab, som jeg opererer indenfor – og i det omfang som det sætter rammerne for, hvordan jeg udtrykker mig og distribuerer mine udtryk, der danner jeg mig stærke meninger om, hvad jeg vil være med til – og om det er vilkår, som jeg vil arbejde kreativt indenfor.

Kort sagt, i hvilket omfang er jeg i stand til at skabe mine egne rammer for at udtrykke mig? Hvordan kan jeg organisere arbejdet omkring disse udtryk – de være sig i tekst, lyd eller billeder, i analoge, elektroniske eller digitale formater? Hvordan kan jeg finansiere og mobilisere de ressourcer, som et givent udtryk har behov for? – Og hvordan kan jeg bedst muligt distribuere det der kommer ud af de kreative processer, som jeg involverer mig i, uden at skulle ligge under for kulturpingers og tv-redaktørers mere eller mindre tilfældige eller mere eller mindre fagligt funderede meninger, programflader, støttepolitikker, imageprofiler, trends, markedsundersøgelser og publikumsanalyser?

Hvad gør jeg, hvis jeg vil være uafhængig af et slavejob på en tv-station, der ellers ville æde mig med hud og hår – uden en chance for selv at producere kreativt, fordi mit redaktørjob ville tage al min tid? Hvordan undgår jeg, at ende som en udslidt gammel producer, der godtnok arbejder uafhængigt og for sig selv, men til gengæld har slidt sig selv op i kampen om støttekroner og skåret hjørner af det ene spændende projekt efter det andet, for at tækkes forskellige kasser eller kategorier om “hvad folk gerne vil se” – så der til sidst ingenting er tilbage, end den samme lammedøde ‘underholdning’ som ses på tv i så mange forskellige indpakninger.

Som jeg har set det i alt, alt for mange trætte, gamle og frustrede ansigter i filmbranchen, f.eks. i løbet af de sidste to års FilmTrain-forløb. Ansigter, der vel at mærke engang har siddet på kreative, kvalificerede og ambitiøse unge mennesker med visionære drømme – og legedrenge, der engang elskede gode historier – men siden har lært, at begejstring ikke altid var nok.

Det er et skræmmebillede, jeg stiller op for mig selv – for netop at undgå at havne, der hvor jeg allermest frygter at havne – i et lidenskabsløst, stresset karrierehelvede, hvor hver er sig selv nærmest – og hvor der ikke er tid til hverken een selv eller andre. Hvor der ikke er plads til at fundere og kritisk reflektere over tilværelsen og hvad det egentlig er vi har gang i. Hvad er meningen med det hele? Hvorfor skal verden plastres til i levende billeder?

Dette handler til syvende og sidst om fascination, begejstring og livslyst – appetit på alle de skønne ting vi kender i verden, og lysten til at vise og dele disse ting med andre. Det handler ikke om at sælge en vare, om at få flere seere – eller om at tjene penge hjem til at betale for et velfærdssamfund, hvor meget synger på sidste vers. Og det handler slet ikke om at ‘beskytte’ idéer, kreative processer eller udtryk mod ‘udnyttelse’ – eller at ‘sælge idéer’ som om det var varer på hylden i et supermarked.

Jeg glemte nemlig een enkelt ting – nemlig rettigheder. Dette er et område, som der er særdeles stor bevågenhed på og opmærksomhed omkring, idet nye digitale distributionsmuligheder (som f.eks. internettet og p2p-teknologi) udfordrer etablerede distributionssystemer indenfor især musikbranchen, men i stigende omfang også film- og tv-branchen. Der bruges utrolig mange kræfter og ressourcer på at bygge mure og udvikle teknologier, der skal beskytte kreative udtryk imod den ‘farlige kopiering’. Det er til at få kaffen galt i halsen over, når en fodboldklub ikke må kalde sig noget med Smølf, fordi der er nogen andre smølfer, der har smølfet smølfen. Eller når store dele af vores fælles kulturarv kommercialiseres i tv-stationernes arkiver.

Heldigvis giver mange af disse nye teknologier, som billige digitale kameraer, internet og p2p-sharing en hidtil uhørt mulighed for enhver, der vil det, billigt og effektivt at skabe og distribuere egne fortællinger og udtryk – endda til et helt uhørt globalt publikum. Det er overraskende nok et utrolig skræmmende perspektiv, for de, der er interesserede i at ‘beskytte rettigheder’. De vil gøre og gør alt, der står i deres magt, for at kontrollere og kriminalisere ethvert forsøg på opbrud fra allerede etablerede produktions- og distributionssystemer. Hvis alle kan få filmen på nettet, lyder argumentet, er der jo ingen, der vil gå i biografen! Hvis alle kan downloade musikken, er der ingen der vil købe cd’er! Istedet for at glæde sig over de fremragende nye muligheder, må man istedet tæmme ny teknologi, så det kan lade sig gøre at fastholde allerede erobrede markeder og markeds-strukturer. Og lovgivende forsamlinger og internationale organisationer er med på dén galej, da ‘erhvervslivet’ jo er vigtigt for vores velfærd. Men hvad sker der i mellemtiden med de muligheder for en ny kulturel opblomstring, som deling via internet kan føre med sig? De forklejnes og kvæles i det små.

Dette er et endnu større skræmmebillede for det medielandskab, jeg står i, som bl.a. Lawrence Lessig har råbt op om i årevis, uden den store genlyd. Man kan blot iagttage den sædvanlige journalistiske og politiske apati, der ukritisk rapporterer og derefter fortsætter produktionen, sådan som vi nu plejer, fordi det er nu engang det vi kender bedst.

Men der er også tegn på opbrud. Bevægelser indenfor open source-kulturen, der især trives på internettet indenfor software og web-teknologier, bekender sig til frie licenser, som f.eks. Creative Commons, der søger at opbygge og udvide den del af det kulturelle landskab, som ikke skal beskyttes mod sit eget publikum. Wiki-tanken har på få år demonstreret, at et fællesskab af individer kan skabe værker, der i omfang, kvalitet og ambition langt overgår det eet enkelt menneske kan overskue – så langt, at wiki-idéen har vundet stor indpas i endda også kommercielle, korporative sammenhænge. Men hvor vil det være trist hvis de tanker, som rumsterer indenfor open-source, skal ende på et beskyttet netværk – på et intranet for en global koncern, der da vel nok kan se en fordel i en ændring af nogle interne arbejdsgange, men ikke formår at ændre eller for alvor flytte grænserne for, hvad kultur er og kan blive til.

Beslutningsprocesser indenfor kulturproduktion – om de finder sted på et universitet, i et filmselskab eller i ministerielle korridorer – finder ofte sted bag lukkede døre. Overalt sidder der redaktioner eller bestyrelser (jeg har selv siddet i nogle af dem), hvis opgave det er, at tage stilling til projektansøgninger. Det gælder forskning, trykte udgivelser, film- og tv-produktion, og megen af den kunst, der ‘produceres’. Der bagtales en masse på alle niveauer i hele dette kompleks af bedømmelser, beslutningsgange er svært gennemskuelige – og personlige relationer er ofte uhyre betydningsfulde. Samtidig bruges nye teknologier, som internet og web af travle kulturfolk primært til præsentations-vinduer i form af websider, med let pyntede cv’er og profiler for de håbefulde ansøgere, der skal præsentere sig bedst muligt overfor kommende arbejdsgivere og bevillingsydere.

Crewscut.com er i nogle henseender ikke nogen undtagelse. Sitet er bl.a. designet for at profilere enkeltpersoner og deres kulturelle projekter online. Men der er en væsensforskel, som rækker videre end blot den form for overfladebehandling, man ofte møder på internettet. Formålet er nemlig ikke mindless PR for at ‘sælge et produkt’. Det er at kortlægge og blive klogere på, hvordan medielandskabet idag er skruet sammen, og hvordan det forandrer sig. Hvilke enkeltpersoner og institutioner tegner det? Hvem trækker i hvilke tråde – og hvorfor?

Alle og enhver der har blot den mindste interesse indenfor den kulturelle sfære kan bidrage til Crewscut.com – alle brugere kan som bekendt redigere enhver side på sitet. Hvis vi blot een bid af gangen, eet ændret komma af gangen, kan bidrage til at udvide den del af kulturlandskabet, som endnu kan kalde sig uafhængig – dvs. ikke er bundet af de kategorier, jeg var inde på tidligere, som job, karriere, rettigheder, markedsanalyser m.v. m.v. – så er meget vundet.

Hvis vi samtidig kan kombinere denne vidensopbygning med en arkitektur for fildeling – af især video og andre større filtyper, og med en alternativ økonomisk konstruktion, f.eks. funderet i den direkte kontakt til publikum, som sitets struktur dermed muliggør, så kan det rykke noget.

Vi skal med andre ord nå dertil, hvor en festival i USA eller en biograf i Sydafrika frit kan downloade en film eller en multimedie-udgivelse fra Crewscut.com, og derefter brænde en DVD eller lægge den på bånd i den optimale kvalitet, så den er klar til visning for et publikum, uden vederlag eller administration for sitet, eller bekymring om ‘beskyttelse af rettigheder’.

Den enkelte besøgende skal kunne medfinansiere en film eller et andet projekt, ikke ved at betale ved billetlugen (det må biograferne slås om), men ved frivilligt at lægge penge i kassen online, til den projektidé, der taler til netop ham eller hende. Det publikum, der i et enkelt land er et nichepublikum (hvor f.eks. en smal film aldrig kan betale sig hjem) kan på verdensplan udgøre et temmelig stort publikum – der er fuldt ud i stand til at finansiere ellers umulige projekter. Wikipedia finansieres 100% af donations fra sitets brugere, ved fund drives. Tilsvarende muligheder eksisterer for egentlig kreativ produktion.

Kreativ produktion skal ikke være bevidstløs masseproduktion eller envejskommunikation fra producent til ‘forbruger’; den skal finde sted i et direkte forhold imellem mennesker, der blot er gjort noget lettere af internettet og andre netværks-teknologier.

Blot nogle få af de ambitiøse målsætninger, som jeg mener Crewscut.com skal arbejde for at nå, et spadestik af gangen, een lille ændring af gangen. Om det så skal tage 10, 20 eller 30 år at opbygge et sådant netværk, så er det første spadestik taget. Der er ingenting, der sker af sig selv.

Hvis du kan bifalde blot nogle af disse overvejelser, vil jeg opfordre dig til at tage del i opbygningen af Crewscut.com, og nådesløst redigere enhver side, hvor du kan bidrage med din viden eller erfaringer, eller du falder over fejl eller upræcise oplysninger. Ingen projekter er for små eller for ubetydelige, til at være en del af sitets landskab.

Denne artikel blev i sin oprindelige form først publiceret af undertegnede i wikien Crewscut.com 24. feb 2006 kl. 01:44, og tilføjet arkivet på Ildhavet.dk 24. maj 2010. De fleste wikilinks i den oprindelige tekst er blevet udskiftet med links til de tilsvarende sider i Notatwiki.dk.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , ,