Du skulle ta’ og få dig en seedbox!

Posted in Copyfight, Informationsarkitekturer on June 19th, 2012 by Morten Blaabjerg

Kopifejden går med seedboxes ind i en mobil fase

Jeg har igennem årene interesseret mig i særlig grad for fildeling via bittorrent-protokollen, og det fra såvel et almenkulturelt perspektiv (som en del af min modstand imod rettighedsvældet) såvel som et erhvervsmæssigt perspektiv, som producent af film m.v. distribueret via bittorrent. Jeg har tidligere blogget om en af de oplevelser der fik mig til at vende mig helt bort fra nogen forhåbninger om at basere min egen kreative produktion på de traditionelle distributionskanaler (biografer/tv) for til gengæld at interessere mig målrettet for distribution via nettet, og endda til at basere min tidligere iværksættervirksomhed Kaplak på dette. Denne virksomhed eksisterer ikke længere i sin daværende form, men jeg er stadig meget optaget af, om, hvorvidt og hvordan bittorrent kan vinde udbredelse som metode til at opnå en fuldstændig decentraliseret og effektiv distribution af meget store mængder data (f.eks. film i HD-kvalitet i ukomprimerede formater).

Jeg glemmer aldrig rigtig mit første møde med en bittorrent-klient. I programmets interface fortælles ved hjælp af små flag hvorfra alle de forbundne peers kommer og hvor stor en procentdel af den delte fil de hver især har. Det er fascinerende at se, og giver en umiddelbar fornemmelse af at være en del af noget, der har en virkelig global udstrækning, og hvor hver enkelt yder et værdifuldt bidrag. Selv mine egne film, som aldrig har vundet større udbredelse, kunne jeg forundres over at kunne sende GB efter GB af, til så langt væk som Japan og Singapore.


Global fildeling via bittorrent. Eksempel på hvordan de globalt forbundne peers i en swarm visualiseres i en bittorrent-klient, her udsnit af interface fra rTorrent, som er en webbaseret klient, der ofte anvendes til seedboxes. De øverste peers på listen – de der har 100% af filen – kaldes for seeds, men det meste af trafikken bæres i dette tilfælde af de øvrige peers, der i vid udstrækning har forskellige bidder af den samme fil.

Den “traditionelle” offentlige fildeling (f.eks. via bittorrent) har de senere år været under et stadigt større søgelys og under stadigt intensiverede angreb, fra rettighedshavere, domstole og lovgivere. Da de involverede peers på traditionelle peer-to-peer fildelingsnetværk synliggøres og identificeres helt åbent ved deres IP-adresser (som det fremgår tydeligt af ovenstående screendump fra en bittorrent-klient), er det blevet langt mere risikabelt for den enkelte computerbruger at eksponere sig selv. Det får nogle til helt at afholde sig fra at deltage i de offentlige udvekslinger – andre søger at maskere deres identitet ved hjælp af kryptering eller ved at anvende særlige programmer eller teknikker, der på anden vis slører deres reelle identitet. Fildelingen søger med andre ord ind i det skjulte – og der er risiko for, at vi istedet for eet stort og åbent internet udvikler to : et der finder sted i det åbne, offentlige rum, og et, der finder sted bag logins, lås og slå.

En mulighed for at maskere sin identitet og stadig forblive aktiv på de åbne fildelingsnetværk, er at benytte en såkaldt seedbox – et fænomen jeg er blevet temmelig fascineret af på det seneste. Seedboxes tager fildelingen til et helt nyt niveau, hvor det ikke bare for alvor bliver vanskeligt for rettighedshaverne at stoppe det der foregår – det giver også fildeling en fantastisk mobil dimension, da seedboxen og dens online klient kan styres fra en hvilken som helst enhed, der rummer en browser, og filerne downloades direkte via ftp eller http til de enheder, hvor de skal bringes til anvendelse.

En seedbox er kort fortalt en server eller en bid af en server, som man kan leje for kortere eller længere tid af gangen. Whatbox.ca i Canada tilbyder f.eks. en måneds brug af 115 GB med ubegrænset trafik for hvad der svarer til omkring knapt 100 danske kroner – der findes talrige andre udbydere. Seedboxes er som navnet antyder skabt til at “seede”. Indenfor bittorent-fildeling er antallet af ‘peers’ det antal computerbrugere der samlet set aktuelt deler en given fil/torrent (også tilsammen kaldet en ‘swarm’), mens antallet af ‘seeds’ er det antal forbundne brugere, der er i besiddelse af hele den pågældende fil. Peers, der ikke endnu har hele den delte fil, kaldes også for ‘leeches’. For at en swarm fungerer og torrentfilen ‘overlever’ kræver det at alle peers i snit seeder mindst 1 til 1, og gerne mere end dette.

Da de fleste computerbrugere idag privat benytter asynkrone internetforbindelser, hvor downloadhastigheden er meget højere end uploadhastigheden, sker det ofte, at peers kobler sig af den aktuelle swarm, umiddelbart efter at filen er hentet i sin helhed, da det tager meget lang tid at seede 1 til 1. Dette er skidt for en bittorrent-swarm, da det betyder at andre peers må seede tilsvarende længere for at opretholde den. På den offentlige del af bittorrent-netværket er problemet yderligere skærpet, da de færreste fildelere har lyst til at eksponere deres IP-adresser mere end allerhøjst nødvendigt. På de lukkede, private “darknets” stilles der ofte krav om, at der skal seedes med en bestemt ratio, for at man kan være med ombord.

Seedboxes er sat i verden for bl.a. at imødegå dette problem. Fra seedbox’en kan der seedes med en ligeså god upload-hastighed, som der downloades med. Det betyder at der er større chance for at en given swarm lever videre, da den enkelte peer har let ved at seede 1 til 1 – og i langt de fleste tilfælde med en langt bedre ratio, hvis der f.eks. er mange peers i swarm’en på asynkrone forbindelser, der seeder noget langsommere. Og det er langt nemmere, hvis man deltager i en privat fildelingsfest, at leve op til de stillede seed-krav.

Samtidig med at seedboxes sikrer de enkelte swarms overlevelse gør de det desuden utroligt vanskeligt at identificere den enkelte fildeler. En given seedbox vil stå som IP-adresse i de swarms som den deltager i, og brugeren kan når som helst vælge at downloade de hentede filer via en almindelig ftp/sftp eller http-forbindelse, og opsige box’en eller lade den udløbe, og den næste måned rykke videre til den næste. Det kræver ikke mere end en emailadresse og et betalingskort at oprette en ny seedbox, hos en anden udbyder, måske i et andet land, og de fleste udbydere af seedboxes tilbyder at ‘overtage’ torrents fra den gamle udbyder, så det er meget let at fortsætte hvor man slap.

“Rettighedshaverne” vil naturligvis gå efter at få ram på udbyderne af seedboxe, men det betyder i praksis at de skal gå efter alle udbydere af webhoteller, fordi enhver server eller ‘slice’ på en server principielt vil kunne anvendes som en seedbox, givent at den rette software installeres og konfigureres. Det vil blive en endeløs kamp, hvor anvendelsen af ressourcer ikke vil stå mål med udbyttet af anstrengelserne. Bevisbyrden vil være utrolig vanskelig at løfte overfor den enkelte fildeler. Billedet bittorrent-klienten viser (jvnfr. ovenstående illustration) er pludselig falskt : den reelle fildeler kan meget vel og ofte have en helt anden identitet og nationalitet end den, som den synlige IP-adresse (og dermed også de små flag) afspejler.

Seedbox’ene giver med andre ord fildeling en ekstra mobil karakter, hvor de faste IP-adresser indenfor den enkelte swarm ikke længere kan anvendes til at identificere den enkelte fildeler (hvor usikkert dette end var i forvejen). Der kan med få klik – og dermed med lynets hast – skiftes seedbox, server og nationalitet for en fildeler. Samtidig øges den hastighed, hvormed filerne deles, fordi de enkelte swarms bliver mindre sårbare, hvilket alt andet lige betyder at fildelingen udbredes yderligere til alle de computerbrugere, som ellers ville være stået af.

Læg hertil nogle af de landvindinger, som bittorrent-protokollen har vundet indenfor de seneste år : f.eks. muligheden for at fildele helt enkelt ved hjælp af info hash-koder, som f.eks. denne : 82982A147083140BCEFB290B94698A8C6E64F8CB hvor bittorrent-klienten ikke engang behøver et link til en bittorrent-fil, men automatisk henter metadata på den pågældende fil hos de peers som klienten forbinder til. Dette betyder f.eks., at selvom et torrent-indexsite som f.eks. The Pirate Bay blokeres af en internetudbyder (hvilket lader til at være den almindeligt udbredte metode anvendt af domstole og rettighedshavere til at ‘bremse’ trafikken), vil alene det at sidernes hash-koder synliggøres i søgeresultaterne betyde, at der kan finde fildeling sted, uden at man overhovedet behøver forlade søgemaskinen. Det at blokere et indexsite bliver da et i særdeleshed ineffektivt middel til at bremse fildelingstrafikken.

flattr this!

Tags: , , , , , ,

Min opdagelse af Henry George

Posted in Copyfight, Økonomi on August 1st, 2011 by Morten Blaabjerg

Min økonomiske opvågnen #3

I mit forrige indlæg fortalte jeg om mine overvejelser bag at begynde at spare op – til mine børn, ferie, bolig – og til fremtidige erhvervsprojekter.

En forudsætning for at disse opsparinger og projekter skal lykkes er at pengenes værdi ikke undermineres af samfundets udvikling. Det vil være træls at spare op blot for at opdage at pengene er blevet mindre værd end da man startede.

Udviklingen i den globale økonomi for tiden er imidlertid ikke just tillidsvækkende. Som gymnasielærer oplever jeg ikke finanskrisen så tæt på som andre, der udsættes for fyringer og må gå fra hus og hjem. Ikke desto mindre bliver jeg bekymret for hvad der foregår. Jeg oplever at varerne i butikkerne blot bliver dyrere og dyrere – og at lønnen ikke stiger med samme takt. Min bank Amagerbanken har hertil som bekendt været igennem en længere vridetur, og jeg har oplevet det både betryggende og paradoksale i at den danske stat går ind og sikrer en lukningstruet bank, og dermed driver bankforretning. Betryggende fordi man som kunde i en bank er glad for at bevare stabiliteten og kontinuiteten i sine bankforretninger (selvom det på den anden side ville være vældigt forfriskende at få sin gæld slettet fordi banken lukkede…). Paradoksalt – og utilfredsstillende – fordi jeg som skatteborger ikke er interesseret i at mine hårdt tjente skattekroner skal gå til at finansiere redningsaktioner af kriseramte virksomheder, der i en vis udstrækning har sig selv at takke for den kattepine de befinder sig i, pga. for optimistiske vurderinger af forretningsmulighederne.

Jeg har i mange år interesseret mig intensivt for det jeg kalder kopifejden – copyright, p2p-tjenester, piratkopiering og kampen imellem underholdningsindustrien og fildelere. I førstnævntes optik kaldes denne for ‘krig mod piratkopiering’ – for sidstnævnte angår det noget langt større og vigtigere, nemlig kampen for at vi som samfund og offentlighed ser data for hvad data egentlig er – ukrænkelige ytringer, som bør videresendes af enhver router på nettet uden at “tjekke” indholdet, for nettets, ytringsfrihedens og vores allesammens skyld. Jeg følger derfor en række blogs om p2p-teknologier og teorier såvel som beslægtede emner. Tidligere på året, et par uger inden min søn Frej meldte sin ankomst til verden, faldt jeg i min RSS reader næsten men ikke helt tilfældigt over en artikel fra en af disse af Michel Bauwens der beskæftigede sig med jordværdibeskatning – på engelsk Land Value Tax (LVT), og på dansk også kaldet ‘grundskyld’.

Fordi jeg er begyndt at kunne se fremtidsperspektiverne i min egen økonomi er jeg tillige begyndt at interessere mig mere seriøst for den måde, hvorpå vores samfunds økonomi indrettes og forvaltes. Bauwens’ artikel ramte derfor en tangent, og jeg brugte det meste af formiddagen på at forfølge dette interessante spor. Mit detektivarbejde via nettet førte mig bl.a. til Grundskyld.dk (via Hans-Christian Søgaard Andersen) og ret hurtigt til den amerikanske økonom Henry George, som er portrætteret herunder.

Portrætfoto af Henry George (1839-1897) fra 1865

Henry Georges hovedværk er Fremskridt og fattigdom fra 1879, og er fornylig blevet udgivet i en sprogligt opdateret dansk udgave af Per Møller Andersen, som også bestyrer Grundskyld.dk. Indenfor få dage havde jeg bestilt bogen hos Per og den kom et par dage efter med posten (til trods for at Per på dette tidspundt befandt sig i Kasakhstan!). I løbet af min barsel snuppede jeg ca. et kapitel hver aften, foranlediget af denne min nyvundne opdagelse af fordelene ved jordværdibeskatning. Bogen kan købes i papirudgave eller læses online via Grundskyld.dk, hvor der også findes denne kortere tekst af Henry George, der opridser baggrunden for at beskatte jordværdier fremfor løn eller anden ejendom.

Allerede inden jeg havde læst Fremskridt og fattigdom blev jeg involveret i en overraskende langstrakt og ophedet debat om emnetRadikale.net, som for alvor gjorde det klart for mig, at jordværdibeskatning er en varm kartoffel, som ikke alle er lige klar til at sno deres hoveder omkring. Det gik også op for mig (efterhånden som både debatten og min læsning af bogen skred frem), at der her var et helt historisk og økonomisk felt, som jeg ikke før havde kendt til, men som havde stort potentiale for at løse nogle af de presserende problemer, som vi som globalt samfund står overfor, og som vi som nation(er) står overfor.

Grundtanken i jordværdibeskatning handler (modsat hvad de fleste umiddelbart tror) ikke om jordbrug. Den handler om at grundværdierne afspejler samfundets vækst (og i særlig grad i de større byer), og mere specifikt det område, hvor samfundet investerer og har økonomisk aktivitet. Bygges der infrastruktur, skoler og hospitaler i et område bliver det mere attraktivt at bo og drive virksomhed i dette område, hvorfor grundværdierne stiger. Staten beskatter værdierne (som afspejler samfundets investeringer og aktiviteter), hvorved de offentlige investeringer finansieres. Samtidig er det retfærdigt at beskatte de, der netop nyder fordel af samfundsinvesteringerne i det pågældende område, fremfor at f.eks. borgere i randområder, hvor der ikke foretages investeringer, skal finansiere festen for de priviligerede i det attraktive område. Tværtimod vil jordværdierne her falde, hvorfor det vil være billigere for de knapt så købestærke at bosætte sig og drive forretning her, hvilket vil trække investeringer med sig.

Problemet i det aktuelle system er en brist i den kapitalistiske økonomi, hvor grundejeren uden risiko kan nyde godt af væksten i samfundets økonomi (da hans grund jo stiger i værdi uden at han rør en finger for det), som der ovenikøbet kan spekuleres i og belånes for, hvilket driver f.eks. hele byggesektoren og boligmarkedet (herunder også bankerne) ud i urealistiske forventninger – de såkaldte ‘bobler’. Dette underminerer hele tilliden til vores økonomi, og vi andre skal så finansiere kollapset, når forventningerne brister. Det andet problem er, at virksomheder, der står som lejere (som f.eks. butiksdrivende i en by som oftest gør) presses på prisen af de spekulative prisstigninger, og til sidst presses ud over, hvad deres forretning kan bære, hvorfor det medfører virksomhedslukninger og tomme butikslokaler i centrum i de større byer (som vi aktuelt ser det).

Den aktuelle politiske håndtering af disse problemer lader desværre meget tilbage at ønske, efter min mening (specielt S+SF’s fredning af boligejerne er jo helt utilstedeligt set med disse briller). Det er helt afgørende, at tilliden til økonomien genoprettes og opretholdes, for at pengene beholder deres værdi. Hvad nytter løntillæg og opsparinger, hvis pengenes købekraft undermineres? Hvad nytter det at være entreprenant og iværksætte projekter og virksomheder, hvis pengene ultimativt forsvinder i sorte huller i en hokus-pokus-økonomi, der (indirekte) belønner boligejerne på bekostning af de virksomheder, der tjener pengene hjem – samt den resterende del af befolkningen, som ikke befinder sig i en priviligeret situation i egen bolig? Hvad nytter det at spare på de offentlige udgifter – som jo i særlig grad rammer den allersvageste del af befolkningen – når de penge der spares ultimativt lander i den allermest priviligerede samfundsgruppes lommer (og dermed er årsag til at gøre de fattige fattigere – og de rige rigere)? Jeg finder det dybt uretfærdigt og utåleligt. Det skriger til himlen, at kun få politikere i vores politiske system ser disse sammenhænge så klart som Henry George gjorde i 1879 – eller værre, måske ser dem og vælger at ignorere dem, for at tækkes en magtfuld vælgergruppe.

Jeg ser samtidig nogle koblinger til mine aktier i p2p-bevægelsen og bekæmpelsen af copyright, patenter og øvrige monopoler indenfor software, film/tv og musik, i den retning grundskylds- eller LVT-bevægelsen ønsker at vores samfund skal tage, fra et ‘monopolsamfund’ hvor bestemte samfundsgrupper er i stand til at udøve monopoler og dermed påtvinge den resterende del af samfundet den pris de ønsker, til et mere retfærdigt samfund, hvor både lejeren (i form af såvel privatpersoner som virksomheder) og arbejderen (i form af såvel selvstændige som lønmodtagere/specialister) står i en langt stærkere position, end er tilfældet idag, hvor samfundet favoriserer “ejeren” (hvadenten det er boligejere eller kapitalejere – og dermed i sidste instans grundejere). På tilsvarende vis giver p2p-teknologier hver enkelt tilkoblet enhed (og bruger) på nettet en magt, der på sigt underminerer de monopoler underholdningsindustrien har haft i det 20. århundrede og af al magt juridisk og politisk søger at fastholde, selvom det sker på bekostning af vores fælles kultur samt hele samfundets udnyttelse og gavn af f.eks. p2p-teknologier og mesh-netværk. Der er en alvorlig risiko for, at det lykkes for underholdningsindustrien at køre en række ensporede forretningsmodeller på plads (a la iTunes) der gør at man kan fortsætte salgs- og forbrugsfesten hvor den forrige slap – og i samme åndedrag kvæler nettets kulturelle opblomstring og ødelægger en lang række hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder (som f.eks. den højt besungne ytringsfrihed, eller frihed fra statsmagtens overvågning og censur) i processen.

Men der er da heldigvis også de af os, som søger at trække os i en anden retning.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , ,

Hvad er meningen med det hele?

Posted in Copyfight, Informationsarkitekturer, Lokalt arkiv on February 24th, 2006 by Morten Blaabjerg

Jeg nærmer mig afslutningen af min uddannelse, og der er mange overvejelser der trænger sig på. Overvejelser ikke blot om mit eget liv og videre beskæftigelse – men også en tiltagende følelse af en forrykthed og galskab, som præger verden – og især det medielandskab, jeg bevæger mig indenfor. “Like a splinter in your mind, driving you mad”, som oprørslederen Morpheus beskriver det i filmen The Matrix.

Jeg er igang med mit speciale på mit historiestudium. Det kan forhåbentligt skrives inden for en rimelig tidshorisont – min SU er nemlig opbrugt, så min resterende studietid skal finansieres ved andet arbejde. Det er en situation som for mange specialestuderende risikerer at ende i flere udskydelser og et endnu længere studieforløb. Men det skal ikke være tilfældet for undertegnede!

Mit emne er pokkers spændende. Krydsfeltet imellem ny teknologi, telegrafvæsenet, new journalism og kulturmødet i en maskingeværkugle i de sidste år af 1800-tallet har mange perspektiver for det krydsfelt, der idag tegner sig for medielandskabet : kulturmøde i terror’ens billede, journalistik der alt for ukritisk gengiver og bekræfter etablerede magtforhold og kategorier, herunder et ophavsrets-regime, der tiltager sig stadigt større magt over de udvidede netværks-strukturer, som 1800-tallets historie med telegrafen lagde grunden til.

Netop de her etablerede magtforhold og kategorier er noget der interesserer mig voldsomt. Det er kategorier som job, penge, karriere, arbejdsmarked (blot ordet – koblingen af ordene “arbejde” og “marked” er tankevækkende – men paradoksalt ikke en kobling, vi normalt stiller spørgsmålstegn ved!) – og så er det alle de materielle forbrugsgoder, velfærdsydelser og motorveje, som det er meningen vi skal knokle røven ud af bukserne for at betale til. Man kan selvfølgelig selv vælge i hvilket omfang man vil tage del i hele dette cirkus. Men i det omfang som dette cirkus, for det er, hvad jeg mener, at det er, sætter sit præg på det medielandskab, som jeg opererer indenfor – og i det omfang som det sætter rammerne for, hvordan jeg udtrykker mig og distribuerer mine udtryk, der danner jeg mig stærke meninger om, hvad jeg vil være med til – og om det er vilkår, som jeg vil arbejde kreativt indenfor.

Kort sagt, i hvilket omfang er jeg i stand til at skabe mine egne rammer for at udtrykke mig? Hvordan kan jeg organisere arbejdet omkring disse udtryk – de være sig i tekst, lyd eller billeder, i analoge, elektroniske eller digitale formater? Hvordan kan jeg finansiere og mobilisere de ressourcer, som et givent udtryk har behov for? – Og hvordan kan jeg bedst muligt distribuere det der kommer ud af de kreative processer, som jeg involverer mig i, uden at skulle ligge under for kulturpingers og tv-redaktørers mere eller mindre tilfældige eller mere eller mindre fagligt funderede meninger, programflader, støttepolitikker, imageprofiler, trends, markedsundersøgelser og publikumsanalyser?

Hvad gør jeg, hvis jeg vil være uafhængig af et slavejob på en tv-station, der ellers ville æde mig med hud og hår – uden en chance for selv at producere kreativt, fordi mit redaktørjob ville tage al min tid? Hvordan undgår jeg, at ende som en udslidt gammel producer, der godtnok arbejder uafhængigt og for sig selv, men til gengæld har slidt sig selv op i kampen om støttekroner og skåret hjørner af det ene spændende projekt efter det andet, for at tækkes forskellige kasser eller kategorier om “hvad folk gerne vil se” – så der til sidst ingenting er tilbage, end den samme lammedøde ‘underholdning’ som ses på tv i så mange forskellige indpakninger.

Som jeg har set det i alt, alt for mange trætte, gamle og frustrede ansigter i filmbranchen, f.eks. i løbet af de sidste to års FilmTrain-forløb. Ansigter, der vel at mærke engang har siddet på kreative, kvalificerede og ambitiøse unge mennesker med visionære drømme – og legedrenge, der engang elskede gode historier – men siden har lært, at begejstring ikke altid var nok.

Det er et skræmmebillede, jeg stiller op for mig selv – for netop at undgå at havne, der hvor jeg allermest frygter at havne – i et lidenskabsløst, stresset karrierehelvede, hvor hver er sig selv nærmest – og hvor der ikke er tid til hverken een selv eller andre. Hvor der ikke er plads til at fundere og kritisk reflektere over tilværelsen og hvad det egentlig er vi har gang i. Hvad er meningen med det hele? Hvorfor skal verden plastres til i levende billeder?

Dette handler til syvende og sidst om fascination, begejstring og livslyst – appetit på alle de skønne ting vi kender i verden, og lysten til at vise og dele disse ting med andre. Det handler ikke om at sælge en vare, om at få flere seere – eller om at tjene penge hjem til at betale for et velfærdssamfund, hvor meget synger på sidste vers. Og det handler slet ikke om at ‘beskytte’ idéer, kreative processer eller udtryk mod ‘udnyttelse’ – eller at ‘sælge idéer’ som om det var varer på hylden i et supermarked.

Jeg glemte nemlig een enkelt ting – nemlig rettigheder. Dette er et område, som der er særdeles stor bevågenhed på og opmærksomhed omkring, idet nye digitale distributionsmuligheder (som f.eks. internettet og p2p-teknologi) udfordrer etablerede distributionssystemer indenfor især musikbranchen, men i stigende omfang også film- og tv-branchen. Der bruges utrolig mange kræfter og ressourcer på at bygge mure og udvikle teknologier, der skal beskytte kreative udtryk imod den ‘farlige kopiering’. Det er til at få kaffen galt i halsen over, når en fodboldklub ikke må kalde sig noget med Smølf, fordi der er nogen andre smølfer, der har smølfet smølfen. Eller når store dele af vores fælles kulturarv kommercialiseres i tv-stationernes arkiver.

Heldigvis giver mange af disse nye teknologier, som billige digitale kameraer, internet og p2p-sharing en hidtil uhørt mulighed for enhver, der vil det, billigt og effektivt at skabe og distribuere egne fortællinger og udtryk – endda til et helt uhørt globalt publikum. Det er overraskende nok et utrolig skræmmende perspektiv, for de, der er interesserede i at ‘beskytte rettigheder’. De vil gøre og gør alt, der står i deres magt, for at kontrollere og kriminalisere ethvert forsøg på opbrud fra allerede etablerede produktions- og distributionssystemer. Hvis alle kan få filmen på nettet, lyder argumentet, er der jo ingen, der vil gå i biografen! Hvis alle kan downloade musikken, er der ingen der vil købe cd’er! Istedet for at glæde sig over de fremragende nye muligheder, må man istedet tæmme ny teknologi, så det kan lade sig gøre at fastholde allerede erobrede markeder og markeds-strukturer. Og lovgivende forsamlinger og internationale organisationer er med på dén galej, da ‘erhvervslivet’ jo er vigtigt for vores velfærd. Men hvad sker der i mellemtiden med de muligheder for en ny kulturel opblomstring, som deling via internet kan føre med sig? De forklejnes og kvæles i det små.

Dette er et endnu større skræmmebillede for det medielandskab, jeg står i, som bl.a. Lawrence Lessig har råbt op om i årevis, uden den store genlyd. Man kan blot iagttage den sædvanlige journalistiske og politiske apati, der ukritisk rapporterer og derefter fortsætter produktionen, sådan som vi nu plejer, fordi det er nu engang det vi kender bedst.

Men der er også tegn på opbrud. Bevægelser indenfor open source-kulturen, der især trives på internettet indenfor software og web-teknologier, bekender sig til frie licenser, som f.eks. Creative Commons, der søger at opbygge og udvide den del af det kulturelle landskab, som ikke skal beskyttes mod sit eget publikum. Wiki-tanken har på få år demonstreret, at et fællesskab af individer kan skabe værker, der i omfang, kvalitet og ambition langt overgår det eet enkelt menneske kan overskue – så langt, at wiki-idéen har vundet stor indpas i endda også kommercielle, korporative sammenhænge. Men hvor vil det være trist hvis de tanker, som rumsterer indenfor open-source, skal ende på et beskyttet netværk – på et intranet for en global koncern, der da vel nok kan se en fordel i en ændring af nogle interne arbejdsgange, men ikke formår at ændre eller for alvor flytte grænserne for, hvad kultur er og kan blive til.

Beslutningsprocesser indenfor kulturproduktion – om de finder sted på et universitet, i et filmselskab eller i ministerielle korridorer – finder ofte sted bag lukkede døre. Overalt sidder der redaktioner eller bestyrelser (jeg har selv siddet i nogle af dem), hvis opgave det er, at tage stilling til projektansøgninger. Det gælder forskning, trykte udgivelser, film- og tv-produktion, og megen af den kunst, der ‘produceres’. Der bagtales en masse på alle niveauer i hele dette kompleks af bedømmelser, beslutningsgange er svært gennemskuelige – og personlige relationer er ofte uhyre betydningsfulde. Samtidig bruges nye teknologier, som internet og web af travle kulturfolk primært til præsentations-vinduer i form af websider, med let pyntede cv’er og profiler for de håbefulde ansøgere, der skal præsentere sig bedst muligt overfor kommende arbejdsgivere og bevillingsydere.

Crewscut.com er i nogle henseender ikke nogen undtagelse. Sitet er bl.a. designet for at profilere enkeltpersoner og deres kulturelle projekter online. Men der er en væsensforskel, som rækker videre end blot den form for overfladebehandling, man ofte møder på internettet. Formålet er nemlig ikke mindless PR for at ‘sælge et produkt’. Det er at kortlægge og blive klogere på, hvordan medielandskabet idag er skruet sammen, og hvordan det forandrer sig. Hvilke enkeltpersoner og institutioner tegner det? Hvem trækker i hvilke tråde – og hvorfor?

Alle og enhver der har blot den mindste interesse indenfor den kulturelle sfære kan bidrage til Crewscut.com – alle brugere kan som bekendt redigere enhver side på sitet. Hvis vi blot een bid af gangen, eet ændret komma af gangen, kan bidrage til at udvide den del af kulturlandskabet, som endnu kan kalde sig uafhængig – dvs. ikke er bundet af de kategorier, jeg var inde på tidligere, som job, karriere, rettigheder, markedsanalyser m.v. m.v. – så er meget vundet.

Hvis vi samtidig kan kombinere denne vidensopbygning med en arkitektur for fildeling – af især video og andre større filtyper, og med en alternativ økonomisk konstruktion, f.eks. funderet i den direkte kontakt til publikum, som sitets struktur dermed muliggør, så kan det rykke noget.

Vi skal med andre ord nå dertil, hvor en festival i USA eller en biograf i Sydafrika frit kan downloade en film eller en multimedie-udgivelse fra Crewscut.com, og derefter brænde en DVD eller lægge den på bånd i den optimale kvalitet, så den er klar til visning for et publikum, uden vederlag eller administration for sitet, eller bekymring om ‘beskyttelse af rettigheder’.

Den enkelte besøgende skal kunne medfinansiere en film eller et andet projekt, ikke ved at betale ved billetlugen (det må biograferne slås om), men ved frivilligt at lægge penge i kassen online, til den projektidé, der taler til netop ham eller hende. Det publikum, der i et enkelt land er et nichepublikum (hvor f.eks. en smal film aldrig kan betale sig hjem) kan på verdensplan udgøre et temmelig stort publikum – der er fuldt ud i stand til at finansiere ellers umulige projekter. Wikipedia finansieres 100% af donations fra sitets brugere, ved fund drives. Tilsvarende muligheder eksisterer for egentlig kreativ produktion.

Kreativ produktion skal ikke være bevidstløs masseproduktion eller envejskommunikation fra producent til ‘forbruger’; den skal finde sted i et direkte forhold imellem mennesker, der blot er gjort noget lettere af internettet og andre netværks-teknologier.

Blot nogle få af de ambitiøse målsætninger, som jeg mener Crewscut.com skal arbejde for at nå, et spadestik af gangen, een lille ændring af gangen. Om det så skal tage 10, 20 eller 30 år at opbygge et sådant netværk, så er det første spadestik taget. Der er ingenting, der sker af sig selv.

Hvis du kan bifalde blot nogle af disse overvejelser, vil jeg opfordre dig til at tage del i opbygningen af Crewscut.com, og nådesløst redigere enhver side, hvor du kan bidrage med din viden eller erfaringer, eller du falder over fejl eller upræcise oplysninger. Ingen projekter er for små eller for ubetydelige, til at være en del af sitets landskab.

Denne artikel blev i sin oprindelige form først publiceret af undertegnede i wikien Crewscut.com 24. feb 2006 kl. 01:44, og tilføjet arkivet på Ildhavet.dk 24. maj 2010. De fleste wikilinks i den oprindelige tekst er blevet udskiftet med links til de tilsvarende sider i Notatwiki.dk.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , ,