Debatkulturen på Radikale.net

Posted in Uncategorized on August 3rd, 2011 by Morten Blaabjerg

Bloggeren Dorte Toft skrev fornylig et indlæg om debatkulturen på nettet som jeg kommenterede på Google+. Hendes pointe er at den fraværende moderation af debatten på avisernes netsteder bunder i naive forestillinger om at debatten skal være så “fri” som muligt eller kynisk spekulation i antal klik – og retter således sin kritik imod de ansvarlige ejere af webstederne, der ikke har løftet opgaven med at skabe en sund debatkultur på deres tjenester.

Jeg er 100% enig. Den umodererede mudderkastning er ødelæggende for den offentlige debat på nettet og skræmmer seriøse debattører væk imens de mest højtråbende og vedholdende debattører – de som har mest tid – dominerer. Jeg skrev bl.a. dette på Google+ :

Kunne ikke være mere enig med Dortes indlæg. Jeg har i årevis efterspurgt en modereret debat på avisernes websites – og mangel på god tone og moderation er årsagen til at jeg holder mine indlæg langt væk fra avisernes netsider – og forbeholder dem mere specialiserede fora (selvom der også kan være manglende moderation på nogle af disse).

Mit største forbillede er netmiljøet på http://civfanatics.com som jeg har tilbragt megen af min studietid på – og som havde en fantastisk dedikeret gruppe af brugere og en stor gruppe af dygtige moderatorer, bestående af mere erfarne, men frivillige brugere. For at en sådan model skal lykkes kræver det imidlertid websites, hvor brugere holder af deres nærmiljø og ønsker at pleje og passe det, og at webtjenesternes ejere forstår at kultivere en sådan ånd blandt deres brugere.

Det er også muligt at anvende Digg-lignende kommentarsystemer, hvor læseren selv kan vælge et treshold for kommentarers synlighed – dvs. f.eks. at skjule alle kommentarer der har opnået mindst et selvvalgt antal tommelfingre nedad fra andre læsere. Det også muligt at give et indlægs forfatter fulde moderator-rettigheder, eller lignende.

Radikale.net

Selv i min egen baggård, på Radikale.net, har jeg oplevet en debatkultur, som lider under den fuldstændigt fraværende moderation af debatten. I mit forrige indlæg henviste jeg til en debat om jordværdibeskatning på Radikale.net, som indeholder talrige eksempler på dette.

Jeg er i denne debat til dato blevet kaldt eller insinueret at jeg var dum eller naiv, og er blevet sammenlignet med Jehovas Vidner. Det er også blevet betvivlet hvorvidt jeg var rigtig “social-liberal” og mine holdninger målt efter andres definitioner på hvad dette måtte være. Mine ord er blevet kaldt sort snak og nonsens, og en debattør er “glad for at hans børn ikke har mig som gymnasielærer”… For slet ikke at komme ind på hvad andre deltagere i debatten er blevet kaldt eller sammenlignet med. Det har for mig været ødelæggende og demotiverende at skulle stå model til den type personlige angreb i en onlinedebat. Jeg kan ikke se, at det er konstruktivt for nogen som helst debat med den slags personlige angreb, og jeg ønsker at medvirke til, at vi får et sundere debatklima, på nettet i almindelighed, og f.eks. på Radikale.net i særdeleshed. Der er ingen der vinder ved, at det på nettet bliver legitimt at tryne andre eller uhindret beklikke andre på deres personlighed, stillingsbetegnelser eller intelligens, bare fordi det er på nettet.

En konstruktiv politisk diskussion bør efter min mening ideelt set tage form som en gensidig undersøgelse af et politisk problemfelt eller spørgsmål, hvor argumenterne for eller imod en given politisk handling vejes af deltagerne på en guldvægt, metodisk og klarsynet. Sådan er virkeligheden naturligvis aldrig. Der er følelser på spil, lidenskaber, personlige forhistorier og en hel del mere eller mindre uudsagte antagelser, som præger diskussionen og de forskellige parters indlæg. Sådan skal det også være. Der hvor debatten går hen og kører af sporet, er når en eller flere debattører foretager det valg at fravige at kommentere på selve de fremførte argumenter eller alternativt stille opklarende spørgsmål (i processen med at “veje” de fremførte argumenter), men istedet vælger at kommentere på afsenderens karakter, stil, manglende forståelse, “sande politiske tilhørsforhold”, debatniveau, baggrund, personlighed, arrogance, dumhed m.v. Dette får naturligvis ofte den tilsigtede effekt, at den angrebne føler sig forurettet og svarer igen, sandsynligvis ved nye personangreb, denne gang rettet imod den debattør, som startede personangrebet.

Jeg skrev i en anden debat flg. om debatkulturen på Radikale.net :

Jeg er som H-C træt af debatkulturen her på Radikale.net, som i mine øjne domineres af en hård kerne af debattører, som har tid nok på hænderne til at “sidde på debatten” på sitet i ly af den manglende moderation. Jeg forstår ikke behovet for at kommentere på indlæg, man ikke har interesse for eller argumenter for at deltage i, men udelukkende kommenterer på for at “tryne” et synspunkt eller en debattør. Dvs. udover den åbenlyse, at tiltrække “clicks” og kommentar-“counts” og ultimativt trække trafik til sin egen profil og egne indlæg. Jeg savner interesse for og evne til at sætte sig ind i nye synspunkter man præsenteres for, med et åbent sind, og lade argumenterne tælle, og ikke straks forfalde til at svine debattøren til. Jeg savner også evne til ikke straks at forfalde til modangreb hvor debattøren, der protesterer over at blive svinet til, beskyldes for arrogance, blot fordi denne forlanger at blive mødt på sine argumenter og ikke blive beklikket på sin personlighed og politiske baggrund.

Jeg er sikker på, at det dårlige debatklima på Radikale.net er en medvirkende årsag til at mange folketingsmedlemmer afholder sig fra at deltage i debatterne, men istedet holder sig til at poste indlæg der er tænkt som ren “envejskommunikation” dvs ikke nedværdiger sig til at deltage i en efterfølgende diskussion.

Kritikken bør naturligvis også rettes mod partiet selv og udviklerne af denne platform, der ikke har arbejdet med at udvikle kommentarformen på sitet. Det til trods for at der findes en lang række glimrende teknikker (fra Digg-lignende afstemninger til udnævnte moderatorer) samt eventuelt – hvis man ikke selv havde ressourcerne til at udvikle funktionaliteten – muligheden for at udgive softwaren under GPL, således at medlemmerne selv kunne forbedre den og udvikle den.

I forlængelse af Dortes kritik af avisernes håndtering af deres websteders debatkultur mener jeg især det sidste er relevant, og en lignende kritik må rettes imod partiernes (og i dette tilfælde Radikale Venstres) kortsigtede valg af proprietære løsninger til deres onlinemiljøer – som ressourcerne helt åbenbart er for langstrakte til at videreudvikle og vedligeholde. Jeg har tidligere foreslået at programkoden til Radikale.net blev frigivet under GPL, dvs. som fri software, og har også fået oprettet et såkaldt “badge”, som tilhængere af denne idé kan vise frem på deres profiler. Desværre er der ikke sket en tøddel udover at forslaget har fået ialt indtil videre 19 tilhængere.

Problemet med debatkulturen bunder efter min mening i, at ingen føler ejerskab til arkitekturen, og ingen føler en forpligtelse til at værne om det gode debatmiljø, fordi ingen rigtig har aktier i den. Lignende valg fra partiernes side om at anvende proprietære udenlandske tjenester som f.eks. Facebook og YouTube i danske valgkampe vidner om en lignende lemfældighed eller mangel på omtanke i forhold til at skabe medejerskab til arkitekturerne og til dermed at vinde slaget på den lange bane. Det er muligt at man kan få nogle billige points på den korte bane ved at tilkøbe sig noget proprietær “sendetid” via de proprietære onlinetjenester – men det kræver større omhu at opbygge og kultivere et politisk projekt fra bunden, og dermed løfte den politiske bevægelse via nettet, så den måske en dag kunne blive flyvefærdig. Jeg er ked af at sige, at jeg ikke oplever, at Radikale.net formår dette. Jeg frygter det hele drukner i personangreb og fnidder af ligegyldigheder, domineret af kun de mest hårdhudede, der kan stå mosten igennem.

flattr this!

Min opdagelse af Henry George

Posted in Uncategorized on August 1st, 2011 by Morten Blaabjerg

Min økonomiske opvågnen #3

I mit forrige indlæg fortalte jeg om mine overvejelser bag at begynde at spare op – til mine børn, ferie, bolig – og til fremtidige erhvervsprojekter.

En forudsætning for at disse opsparinger og projekter skal lykkes er at pengenes værdi ikke undermineres af samfundets udvikling. Det vil være træls at spare op blot for at opdage at pengene er blevet mindre værd end da man startede.

Udviklingen i den globale økonomi for tiden er imidlertid ikke just tillidsvækkende. Som gymnasielærer oplever jeg ikke finanskrisen så tæt på som andre, der udsættes for fyringer og må gå fra hus og hjem. Ikke desto mindre bliver jeg bekymret for hvad der foregår. Jeg oplever at varerne i butikkerne blot bliver dyrere og dyrere – og at lønnen ikke stiger med samme takt. Min bank Amagerbanken har hertil som bekendt været igennem en længere vridetur, og jeg har oplevet det både betryggende og paradoksale i at den danske stat går ind og sikrer en lukningstruet bank, og dermed driver bankforretning. Betryggende fordi man som kunde i en bank er glad for at bevare stabiliteten og kontinuiteten i sine bankforretninger (selvom det på den anden side ville være vældigt forfriskende at få sin gæld slettet fordi banken lukkede…). Paradoksalt – og utilfredsstillende – fordi jeg som skatteborger ikke er interesseret i at mine hårdt tjente skattekroner skal gå til at finansiere redningsaktioner af kriseramte virksomheder, der i en vis udstrækning har sig selv at takke for den kattepine de befinder sig i, pga. for optimistiske vurderinger af forretningsmulighederne.

Jeg har i mange år interesseret mig intensivt for det jeg kalder kopifejden – copyright, p2p-tjenester, piratkopiering og kampen imellem underholdningsindustrien og fildelere. I førstnævntes optik kaldes denne for ‘krig mod piratkopiering’ – for sidstnævnte angår det noget langt større og vigtigere, nemlig kampen for at vi som samfund og offentlighed ser data for hvad data egentlig er – ukrænkelige ytringer, som bør videresendes af enhver router på nettet uden at “tjekke” indholdet, for nettets, ytringsfrihedens og vores allesammens skyld. Jeg følger derfor en række blogs om p2p-teknologier og teorier såvel som beslægtede emner. Tidligere på året, et par uger inden min søn Frej meldte sin ankomst til verden, faldt jeg i min RSS reader næsten men ikke helt tilfældigt over en artikel fra en af disse af Michel Bauwens der beskæftigede sig med jordværdibeskatning – på engelsk Land Value Tax (LVT), og på dansk også kaldet ‘grundskyld’.

Fordi jeg er begyndt at kunne se fremtidsperspektiverne i min egen økonomi er jeg tillige begyndt at interessere mig mere seriøst for den måde, hvorpå vores samfunds økonomi indrettes og forvaltes. Bauwens’ artikel ramte derfor en tangent, og jeg brugte det meste af formiddagen på at forfølge dette interessante spor. Mit detektivarbejde via nettet førte mig bl.a. til Grundskyld.dk (via Hans-Christian Søgaard Andersen) og ret hurtigt til den amerikanske økonom Henry George, som er portrætteret herunder.

Portrætfoto af Henry George (1839-1897) fra 1865

Henry Georges hovedværk er Fremskridt og fattigdom fra 1879, og er fornylig blevet udgivet i en sprogligt opdateret dansk udgave af Per Møller Andersen, som også bestyrer Grundskyld.dk. Indenfor få dage havde jeg bestilt bogen hos Per og den kom et par dage efter med posten (til trods for at Per på dette tidspundt befandt sig i Kasakhstan!). I løbet af min barsel snuppede jeg ca. et kapitel hver aften, foranlediget af denne min nyvundne opdagelse af fordelene ved jordværdibeskatning. Bogen kan købes i papirudgave eller læses online via Grundskyld.dk, hvor der også findes denne kortere tekst af Henry George, der opridser baggrunden for at beskatte jordværdier fremfor løn eller anden ejendom.

Allerede inden jeg havde læst Fremskridt og fattigdom blev jeg involveret i en overraskende langstrakt og ophedet debat om emnetRadikale.net, som for alvor gjorde det klart for mig, at jordværdibeskatning er en varm kartoffel, som ikke alle er lige klar til at sno deres hoveder omkring. Det gik også op for mig (efterhånden som både debatten og min læsning af bogen skred frem), at der her var et helt historisk og økonomisk felt, som jeg ikke før havde kendt til, men som havde stort potentiale for at løse nogle af de presserende problemer, som vi som globalt samfund står overfor, og som vi som nation(er) står overfor.

Grundtanken i jordværdibeskatning handler (modsat hvad de fleste umiddelbart tror) ikke om jordbrug. Den handler om at grundværdierne afspejler samfundets vækst (og i særlig grad i de større byer), og mere specifikt det område, hvor samfundet investerer og har økonomisk aktivitet. Bygges der infrastruktur, skoler og hospitaler i et område bliver det mere attraktivt at bo og drive virksomhed i dette område, hvorfor grundværdierne stiger. Staten beskatter værdierne (som afspejler samfundets investeringer og aktiviteter), hvorved de offentlige investeringer finansieres. Samtidig er det retfærdigt at beskatte de, der netop nyder fordel af samfundsinvesteringerne i det pågældende område, fremfor at f.eks. borgere i randområder, hvor der ikke foretages investeringer, skal finansiere festen for de priviligerede i det attraktive område. Tværtimod vil jordværdierne her falde, hvorfor det vil være billigere for de knapt så købestærke at bosætte sig og drive forretning her, hvilket vil trække investeringer med sig.

Problemet i det aktuelle system er en brist i den kapitalistiske økonomi, hvor grundejeren uden risiko kan nyde godt af væksten i samfundets økonomi (da hans grund jo stiger i værdi uden at han rør en finger for det), som der ovenikøbet kan spekuleres i og belånes for, hvilket driver f.eks. hele byggesektoren og boligmarkedet (herunder også bankerne) ud i urealistiske forventninger – de såkaldte ‘bobler’. Dette underminerer hele tilliden til vores økonomi, og vi andre skal så finansiere kollapset, når forventningerne brister. Det andet problem er, at virksomheder, der står som lejere (som f.eks. butiksdrivende i en by som oftest gør) presses på prisen af de spekulative prisstigninger, og til sidst presses ud over, hvad deres forretning kan bære, hvorfor det medfører virksomhedslukninger og tomme butikslokaler i centrum i de større byer (som vi aktuelt ser det).

Den aktuelle politiske håndtering af disse problemer lader desværre meget tilbage at ønske, efter min mening (specielt S+SF’s fredning af boligejerne er jo helt utilstedeligt set med disse briller). Det er helt afgørende, at tilliden til økonomien genoprettes og opretholdes, for at pengene beholder deres værdi. Hvad nytter løntillæg og opsparinger, hvis pengenes købekraft undermineres? Hvad nytter det at være entreprenant og iværksætte projekter og virksomheder, hvis pengene ultimativt forsvinder i sorte huller i en hokus-pokus-økonomi, der (indirekte) belønner boligejerne på bekostning af de virksomheder, der tjener pengene hjem – samt den resterende del af befolkningen, som ikke befinder sig i en priviligeret situation i egen bolig? Hvad nytter det at spare på de offentlige udgifter – som jo i særlig grad rammer den allersvageste del af befolkningen – når de penge der spares ultimativt lander i den allermest priviligerede samfundsgruppes lommer (og dermed er årsag til at gøre de fattige fattigere – og de rige rigere)? Jeg finder det dybt uretfærdigt og utåleligt. Det skriger til himlen, at kun få politikere i vores politiske system ser disse sammenhænge så klart som Henry George gjorde i 1879 – eller værre, måske ser dem og vælger at ignorere dem, for at tækkes en magtfuld vælgergruppe.

Jeg ser samtidig nogle koblinger til mine aktier i p2p-bevægelsen og bekæmpelsen af copyright, patenter og øvrige monopoler indenfor software, film/tv og musik, i den retning grundskylds- eller LVT-bevægelsen ønsker at vores samfund skal tage, fra et ‘monopolsamfund’ hvor bestemte samfundsgrupper er i stand til at udøve monopoler og dermed påtvinge den resterende del af samfundet den pris de ønsker, til et mere retfærdigt samfund, hvor både lejeren (i form af såvel privatpersoner som virksomheder) og arbejderen (i form af såvel selvstændige som lønmodtagere/specialister) står i en langt stærkere position, end er tilfældet idag, hvor samfundet favoriserer “ejeren” (hvadenten det er boligejere eller kapitalejere – og dermed i sidste instans grundejere). På tilsvarende vis giver p2p-teknologier hver enkelt tilkoblet enhed (og bruger) på nettet en magt, der på sigt underminerer de monopoler underholdningsindustrien har haft i det 20. århundrede og af al magt juridisk og politisk søger at fastholde, selvom det sker på bekostning af vores fælles kultur samt hele samfundets udnyttelse og gavn af f.eks. p2p-teknologier og mesh-netværk. Der er en alvorlig risiko for, at det lykkes for underholdningsindustrien at køre en række ensporede forretningsmodeller på plads (a la iTunes) der gør at man kan fortsætte salgs- og forbrugsfesten hvor den forrige slap – og i samme åndedrag kvæler nettets kulturelle opblomstring og ødelægger en lang række hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder (som f.eks. den højt besungne ytringsfrihed, eller frihed fra statsmagtens overvågning og censur) i processen.

Men der er da heldigvis også de af os, som søger at trække os i en anden retning.

flattr this!

Politikernes Facebook og Twitter tosserier

Posted in Uncategorized on April 16th, 2009 by Morten Blaabjerg

Oprindeligt postet på Radikale.net :

Timme Bisgaard Munk lægger ikke fingrene imellem i denne artikel – www.kommunikationsforum.dk/artikler/fumle-tumle-flickr-facebook-twitter-strategien – læs bare her :

Politikerne anvender over en bred kam Web 2.0 teknologierne til at sprede deres budskaber. For dem er Web 2.0 et billigt massemedie, som bringer dem tættere på vælgerne, uden at vælgerne kommer tættere på dem. De taler, men de lytter ikke og går ikke i dialog. Resultatet er pseudosamtaler og pseudodebat i blogs, på Facebook eller Twitter, hvor enten deres spindoktor hersker, som giver sig ud for dem – eller tavshed slet og ret. Helt skammeligt kan man se det på Fogh og Helle, som opfordrer til dialog på blogs, men ikke kunne eller ville tage dialogen i praksis. De glemmer her, at Web 2.0 er en samtale, ikke en kanal, eller de sælger det som en samtale, men bruger det i praksis som en massemediekanal og en talerstol.

Politikernes usikkerhed omkring de nye teknologier betyder, at formen vinder over indholdet, så det hverken er personligt nok eller politisk nok. Det bliver form for formens skyld. Et illustrativt eksempel er, at hverken Helle eller Fogh forstod at ramme den personlige og politiske tone i deres nu stendøde blogs. Et andet endnu mere aktuelt eksempel er Løkkes Twitter tosserier skrevet af hans spindoktor, som siger intet om manden eller politikken, men alt om Web 2.0 for Web 2.0’s egen skyld. De glemmer, at the message is the medium og ikke omvendt. Tilbage står vælgerne med en undren over, at statsministeren har tid til at sende små mere eller mindre ligegyldige Twitter beskeder af sted midt i årtiers største finanskrise.

Jeg er 110% enig. Var det ikke en idé for danske politikere at gå igang med at formulere og udvikle en vision for hvordan Danmark og vi som et dansk samfund med en dansk stat ønsker at arbejde med og udvikle vores internet? Så raskt som det kan gå at hoppe med på Facebook-vognen og Twitter-vognen så var det måske en idé bare at begynde i det små med selv at udvikle nogle platforme (som Radikale Venstre eksempelvis har gjort med Radikale.net) som viser vejen og måden? Og at bruge dem til noget meningsfuldt? Dvs. at opfatte IT som andet end bare lir og tosserier, men som et værktøj der kan anvendes til at skabe bedre informationsdeling, uddannelser, forskning, transport/arbejdsmarked, økonomi, dannelse og demokrati med? Som noget der giver mening, og kan være med til at løfte noget for os alle? Som noget der afkræver svære med nødvendige beslutninger, som gør ondt på nogle få, men kommer os alle til gavn?

flattr this!