Jeg har allerede behandlet Morten Messerschmidts svar på min og Adams lille mini-rundspørge om internet og ophavsret i anledning af Europaparlamentsvalget på søndag (Adam har dog spillet en betydeligt større og initiativrig rolle i dette end jeg). Jens Rohde havde som bekendt slet ikke tid til at deltage – Morten gav sig tid til at svare som den første, men havde ikke tid til at følge op på indlægget. Jeg har heller ikke haft tid til at forfølge emnet for fuld skrue – jeg nærer en dyb ulyst ved det som jeg tidligere har beskrevet. Jeg overvinder den her, for at kommentere de øvrige kandidaters svar – dvs. de kandidaters svar som har svaret.
Det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg har allerede stemt på Sofie – ikke nødvendigvis pga hendes holdninger på dette område – jeg har svært ved at gennemskue hvad hun helt mener – men fordi jeg tror hun er den bedste kandidat til at repræsentere mig ud fra en overordnet betragtning. Og da jeg skal være tilforordnet ved Europaparlamentsvalget på søndag har jeg været nødt til at brevstemme.
Det der slår mig når jeg læser ikke blot Sofies men også Emilies og Dans svar på Adams spørgsmål er, at deres svar er temmelig overfladiske. Det er muligt at de alle har lært at medier er sådan nogen der kun kan fatte meget overskuelige soundbites – men det virker utrolig overfladisk hvis man skal tage deres standpunkter alvorligt. Så kræver det større substans og dybde i argumentationen. Svarene virker som om de alle ønsker at undgå at blive upopulære ved at svare noget “forkert” og intet er mere afskrækkende end at stemme på en politiker der virker bange for upopulære beslutninger. Det virker også som de er ubeslutsomme og alle har læst den samme svar-bog, hvor de både vil det ene og det andet og ikke tør vælge, hvad de egentlig mener. Og det er virkelig farligt.
Tag f.eks. kandidaternes svar på spørgsmålet om internetudbydernes neutralitet (net neutrality – eller “routernes neutralitet” som jeg plejer at kalde det). Først Emilie :
Internetudbyderne skal ikke være ansvarlige for hvilke sider deres kunder kikker på, det ville ikke være rimeligt. Samtidig skal vi bekæmpe kriminalitet på internettet, sådan at fx ophavsretten ikke undergraves og internetudbyderne bør derfor kunne pålægges at blokere for ulovlige sider efter afgørelse fra domstolene eller fx et uafhængigt nævn. Det er dog vigtigt at ejeren af den blokerede side sikres nem og billig mulighed for at forsvare sig mod blokeringen.
Emilie vil både blæse og have mel i munden. Hun vil blokere websider via internetudbyderne, men de skal ikke være ansvarlige. Hvordan skal det så forstås? Hvordan kan de pålægges at blokere websider – og hvorfor skal de gøre det, hvis ikke de er ansvarlige for det der foregår? Hvorfor skal en privat virksomhed pålægges (økonomiske og administrative) byrder og dermed bøde for andre borgeres og virksomheders internetadfærd? Er det ikke vanvittig urimeligt at laste nogen for andres påståede forbrydelser i første omgang? Fint at ejeren af et website også skal have noget at ha’ sagt, når vedkommendes frihedsrettigheder (ytringsfriheden) krænkes af staten – men burde det ikke have første prioritet? Måske er spørgsmålet bare et ledende spørgsmål, som leder Emilie på gale veje.
Men det for alvor farlige i Emilies svar er at hun er bange for at ophavsretten undergraves. Hvorfor er det vigtigt at opretholde en lovgivning som er ude af trit med virkeligheden? Hvorfor skal staten fastholde utidssvarende lovgivning på bekostning af helt basale frihedsrettigheder? Hvorfor søger hun at naturalisere ophavsretten som noget uangribeligt? Hvad er hun bange for ved at vove sig ud i en diskussion om dens berettigelse?
Ligeledes Dan :
Internetudbyderne skal ikke censurere indhold på nettet og dermed gøre sig til dommer, men det er selvfølgelig oplagt at de skal reagere, hvis de får viden om ulovligheder.
Hvorfor er dette oplagt? Hvorfor er det oplagt at laste en virksomhed for noget andre af landets virksomheder eller borgere “gør”? – hvad dette de foretager sig så end er? Hvilke tungtvejende samfundsmæssige mål nås ved at straffe eller belaste en type borger eller virksomhed for en anden borgers eller virksomheds gøren og laden? Hvorfor skal private virksomheder blokere og filtrere vore ytringer? Er politiet ikke opgaven voksen til at løse deres opgaver?
Og selv Sofie virker uafklaret :
Internetudbyderne kan ikke være ansvarlige for data og indhold lagt ud af brugerne, men skal kunne skride ind hvis de bliver pålagt det af myndighederne i tilfælde af grove overtrædelser.
Igen, hvorfor er det internetudbydernes job? Hvorfor skal de som private virksomheder pålægges ekstra byrder som “filter”? Det savner jeg stadig svar på fra både Sofie og de to øvrige kandidater. Hvad er der i vejen med at politiet løser politimæssige opgaver og at private virksomheder gør det de nu er bedst til – at udvikle og sælge gode produkter til deres kunder? Hvad betyder ytringsfrihed på nettet for dem, hvis de med et skuldertræk er villige til at kaste den bort og ved dette risikere at sætte hele nettets funktionalitet på spil?
Alle tre kandidater mener tilsyneladende at det er ok at lade internetudbydere filtrere internettet for os, eneste tjek der er på dette er en dommers eller en fogedrets mere eller mindre tilfældige mening om hvad internettet er for noget snavs, og kun Emilie mener tilsyneladende at den websitejer, hvis ytringsfrihed krænkes, skal have noget at skulle have sagt – som en eftertanke.
Det er dybt problematisk at ingen af kandidaterne på nuværende tidspunkt helhjertet tør gå ind for eet af de mest fundamentale principper der har gjort nettet til det som det er idag. At routerne kan sende datapakkerne videre uden at skulle tjekke indholdet af pakkerne først. Når først vi kommer videre fra de simple DNS-blokeringer bliver de holdninger der lægges for dagen her dybt problematiske for nettet.
Tag bare noget af den seneste teknologi som f.eks. Google Wave, der tillader brugere at transmittere deres tekster – imens de skriver dem – på tværs af servere, routere og hinsides hvad vi tidligere har opfattet som dokumenter. At pålægge en privat virksomhed at identificere og filtrere en sådan type informationsstrøm er en så urimelig byrde, at det skriger til himlen.
Straks mere smæk fra skillingen er der fra Liberal Alliance. Liberal Alliances kandidat Benjamin Dickow tør og gør det de ovenstående kandidater ikke gør : har rent faktisk en holdning, som ikke vil både det ene og det andet og tilfredsstille alle og enhver. Og tør argumentere for sit synspunkt. Her er et eksempel :
Nej, internetudbyderne bør ikke holdes ansvarlige for hvilke hjemmesider deres kunder besøger. Det er nærmest teknisk umuligt, at kontrollere internettet for internetudbyderne. I Kina ved en hver 14 dreng på en netcafe hvordan man springer uden om systemets kode til wikipedia. Det er, og må, være brugerens eget ansvar, hvis han begår ulovligheder på nettet. Vi holder heller ikke DSB ansvarlige hvis en af deres gæster bryder loven på et tog.
Bemærk hvor klar tale dette er i fht. de “øh-bøh vi vil vist begge dele”-agtige svar vi fik fra ovenstående kandidater. Benjamin har ikke store chancer for at blive valgt, men hvis hans navn og øvrige politiske holdninger havde stået stærkere i min bevidsthed da jeg stemte havde han måske også fået min stemme. Det kan være han får din?
For at belønne Benjamins deltagelse og vise hvordan det bør gøres (uanset hvad man ellers mener om emnet) og hvilken effekt det kan have at gøre indtryk i en online-diskussion som denne, har jeg straks delt linket til Benjamins svar via FriendFeed og herfra videre til andre sammenhænge, herunder bl.a. Twitter. Hvis ikke kandidaterne tør engagere sig i og investere i de online udvekslinger som finder sted og ikke blot opfatter nettet som endnu en broadcast-platform, kan de nå meget længere med deres budskaber. Og hvis de først begynder at forstå at de også kan sætte deres engagement i system på nettet, så begynder det at ligne noget. Så begynder de måske også at forstå hvorfor det er vigtigt at stå vagt om de udvekslinger, som finder sted via nettet – og hvorfor dette må have langt højere prioritet end at hævde en forældet lovgivning og forældede branchers forretningsmodeller på vores alles bekostning.
Jeg har – efter lange overvejelser – meldt mig ud af Radikale Venstre og istedet ind i Danmarks Retsforbund, hvilket jeg gav et lille pip om via Twitter for et par uger siden. Jeg har godtnok lige betalt mit årskontingent hos de radikale, men sommetider træffer man ikke altid sine beslutninger på de allermest gunstige tidspunkter. Det går nok – Radikale Venstre er stadig et af de partier som er repræsenteret i Folketinget, som jeg har størst sympati for, og jeg vil også stadig husere på partiets åbne debatsite Radikale.net. Jeg har derimod indstillet mine betalinger til partiets valgfond, som dog alligevel løber op i 600 kr om året, og vil i stedet lægge disse i valgbøssen i mit nye parti, og gøre mit til, at der kan samles tilstrækkeligt med underskrifter til, at Retsforbundet kan blive opstillingsberettiget til de kommende valg, og til at de ideer som partiet er baseret på bringes til torvs i de politiske udvekslinger.