iBøger er snyltersoftware

Posted in Informationsarkitekturer, Undervisning on June 14th, 2012 by Morten Blaabjerg

Horisontal vidensdeling, “Books as a Service” (BaaS) og forlagenes dødskamp #1

Jeg røg i sidste uge (onsdag 6. juni 2012) uforvarende ind i en lille debat via Twitter med Søren Peter Sørensen, projektleder hos Systime, der startede med at handle om ophavsret og endte med at handle om Systimes såkaldte “iBøger”, et produkt som jeg er yderst kritisk overfor. Det er især Systimes forretningsmodel omkring iBøgerne, der giver anledning til min kritik, og de metoder og indbyggede forringelse af det digitale produkt, som den fører med sig. Jeg vil gerne her benytte lejligheden til at samle diskussionen og uddybe min kritik af Systimes produkt, og helt bevidst også skærpe den her, fordi jeg mener den kritik jeg har rejst på Twitter (men også i andre fora), meget alvorligt.

Twitter-diskussionen startede således, forholdsvist fredeligt, men deling af et lille programtip :

Anne-Mette Krejberg, som er pædagogisk leder på min skole og bl.a. har været tovholder på vores forsøg med papirløs undervisning, og som retweetede nogle af de links jeg delte via Twitter, deltog også i diskussionen.

Et par timer senere tikkede denne ind fra Søren :

Søren, som jeg ikke vidste hvem var på dette tidspunkt, blev givetvis provokeret af, at jeg delte et link til et program, der kan “knække” DRM-beskyttede pdf-filer. Forståeligt nok, måske, idet Systime bl.a. anvender kopibeskyttelse og DRM på forlagets digitale udgivelser. Jeg delte desuden (som det fremgår af Anne-Mettes retweet herover) via min blog en række links til diverse programmer der gør livet som underviser, der anvender meget video-materiale i undervisningen, noget lettere. Fra mit perspektiv – som underviser, og som privatperson – var jeg gerne foruden alle disse tåbelige krumspring. Jeg var gerne fri for, at udgivere af digitalt materiale søger at gøre det svært for mig (og hele deres øvrige læser-, bruger- og kundeskare) at udnytte digital teknologi til det yderste (f.eks. ved at gøre det svært at kopiere tekst eller skabe en fil istedet for en såkaldt “stream”).

Et af de mest tåbelige eksempler på dette som jeg er stødt på i min tid er bibliotekernes “downlaan” som kunstigt forandrer en almindelig download af en fil til et tidsbegrænset “lån” af en fil, selvom der ikke i den digitale teknologi er noget som helst til hinder for, at jeg selv skulle bestemme hvor og hvornår filen blev gemt eller slettet. Hvor bibliotekernes traditionelle udlån har sin begrundelse i et begrænset antal fysiske eksemplarer af bøger og andre materialer, er de digitalt amputerede “lån” en fuldstændig kunstig konstruktion, der skaber en kunstig tidsbegrænsning, udelukkende af hensyn til nogle producenter og udgivere, som ellers måtte være nødt til at forandre deres forretningsmodel. Det er ihvertfald ikke af hensyn til lånerne, oplysning af borgerne eller på anden måde til vores fælles bedste (hvilket man naivt gik og troede var formålet med bibliotekerne). Men eksemplet tjener kun til pinagtigt at udstille, hvor forkrampet der holdes fast i en “per eksemplar”-forretningsmodel baseret på en kunstig begrænsning i udbuddet, selvom den digitale teknologi tillader os en overflod i form af perfekte, digitale kopier, til en meget ringe pris.

Men når sagen nu stiller sig sådan, at det åbenbart skal være meget besværligt – og det er vitterlig stadig meget besværligt, selvom det er år tilbage jeg stødte på de såkaldte “downlaan” – søger jeg selv informationer om, hvordan jeg kan opnå de ting jeg ønsker med mit materiale, ofte ad alternative veje – og deler også meget gerne, når det er muligt, min opnåede viden med andre.

Jeg bliver desuden blot en smule irriteret når nogen (efter min mening uden rimeligt grundlag) anfægter rigtigheden af det jeg skriver, ved at referere til det som “min læsning” (og dermed min fortolkning) – når det helt tydeligt er Kulturministeriets læsning, som indlægget henviser til. Undervisning er ikke at regne for offentlig fremførelse : basta!

Mit blogindlæg søger at vise, at sagen er klar – der er taget stilling og vi ved hvad vi har at holde os til. Sørens tweet søger at anfægte den pointe, ved at skabe uklarhed og kalde det for min “læsning”. Så det blev jeg naturligvis nødt til at reagere på.

Det er muligt, men sagen er stadig klar : der er intet ulovligt i at anvende værktøjer til f.eks. at modtage en video som en fil snarere end som en strøm – hvis man vel at mærke har de rette programmer til dette. Hvad der så efterfølgende sker med den fil er en helt anden sag. Men hvis det er med det formål at anvende filmen i undervisningen uden at spørge rettighedshaverne, er dette også fuldt ud lovligt. Hvad angår trykte udgivelser (og formoder jeg, herunder web-udgivne materialer eller elektroniske bøger) er der en del aftaler om hvordan og hvor meget skolerne må anvende i kopi til undervisningsbrug.

Og endvidere :

I årevis har vi skullet tolerere DVD-udgivelser med mere, der har tvunget os til at læse skilte op og skilte ned om hvad der var tilladt eller ikke tilladt at gøre med den DVD man ærligt og redeligt har købt. Problemet er bare, at det ikke er korrekt, at visning af film i f.eks. skoler (og formodentlig heller ikke fængsler og hospitaler og boreplatforme for den sags skyld…) er at regne for offentlig fremførelse, i ophavsretslovens forstand.

Nu inddrager Søren mig så i en større diskussion og også langt mere interessant diskussion, som jeg velvilligt indgår i og gerne tager, når jeg kan slippe afsted med det. I mediefag ripper vi som oftest indkøbte DVD’er til undervisningsbrug (visning i undervisningen, citatøvelser m.v.) og til eksamensbrug. Når vi diskuterer effektiv udnyttelse af undervisningstiden f.eks. er skridtet ikke langt at tage til at lægge et rippet klip i en dropbox-mappe til eleverne, så de istedet for at læse om film, kan komme til at se eller arbejde analytisk med noget materiale som forberedelse til en lektion. Når vi diskuterer vidensdeling blandt lærere, der skal reducere vores allesammens arbejdsbyrde og lade os drage nytte af hinandens arbejde og erfaringer, er skridtet heller ikke langt til at smide de samme klip i en dropbox-mappe eller på en intern konference for at dele sit materiale.

Jeg opfordrer ikke til nogle af disse ting i nogle af mine indlæg : det er indlysende og nærliggende, og jeg har da også sjældent oplevet, at nogen har stillet spørgsmålstegn ved den vidensdeling der foregår lærere indbyrdes, når vi mødes til seminarer og workshops. Der bliver delt forløb og undervisningsidéer på livet løs, og der er ikke langt herfra til også at tage materialet med, selvom det helt tydeligt krydser en grænse et eller andet sted – i ophavsretslovens forstand.

Det er i mine øjne paradoksalt, at vi har udviklet fantastiske netværksteknologier, der faciliterer udveksling af data, og at vi så herefter mere eller mindre villigt lader vores brug af dem amputere, og istedet skal anvende en inferiør teknologi som USB-diske til at dele vore materialer med hinanden, for at undgå offentlighedens opmærksomhed, eller for at undgå selv at tage stilling. Det spilder vores tid, at det skal finde sted på de fordægte præmisser, og spænder ben for at vi kan udvikle og løfte den horisontalt orienterede vidensdeling fra lærer-til-lærer, som vi har brug for, for at udvikle vores undervisning, spare kostbare ressourcer og optimere vores udnyttelse af egen tid og elevernes tid.

I praksis vil de fleste lærere i langt de fleste tilfælde foretrække selv at udarbejde materialer til de konkrete hold man står overfor, men der er ingen tvivl om, at der er øvelser og “pakker” som en lærer har udarbejdet, som andre let ville kunne drage fordel af i andre undervisningssammenhænge. Selv har jeg f.eks. anvendt rippede klip i Prezi til at gøre det faglige stof mere levende, hvilket også er en form for deling af rippet materiale.

Det eneste der er ærgerligt efter min mening, er at netop denne horisontalt orienterede vidensdeling – fra lærer til lærer – skal omgives af en aura af fordægthed, som om, at det der foregår ikke er naturligt, men nærmest noget kriminelt, eller i det mindste en gråzone-aktivitet, som der ses igennem fingrene med, fordi alle kan se, at det er formålstjenstligt for det store mål : at skabe de bedst mulige rammer for god undervisning og effektiv læring. Jeg ønsker faktisk, at denne horisontale aktivitet og deling kan synliggøres og få et løft, som gør vores allesammens arbejdsbyrde lettere, skaber mere horisontal “deling”, giver mere inspiration og et bedre læringsmiljø, og også meget gerne udstrækkes til at inddrage eleverne og lærer dem at blive gode vidensdelere i de sammenhænge de kommer til at indgå i. Fordi det er det, vi som samfund har brug for. Og fordi alt andet er uudholdeligt, som borgere og individer i netværkssamfundet.

Og at vi betaler for vore materialer er ikke den eneste årsag til at jeg ikke har noget problem med det. Det der er problemet er den aura af fordægthed, der omgiver transaktionerne :

Det er et kæmpe problem efter min mening, at et værktøj som eleverne til daglig lærer at bruge som en naturlig del af undervisningen og det faglige arbejde ikke må indgå i eksamenssammenhæng. Ligeledes ville det være vanvittigt, hvis ikke vi som f.eks. medielærere kunne sakse små bidder ud af film til brug ved eksamen, men istedet skulle være henvist til i eksamenssituationen at lede efter tidskoder på DVD-skiver og instruere eleverne i det samme. Men diskussionen handler efter min mening langt mindre om, hvorvidt vi som undervisere eller borgere er mere eller mindre lovlydige – men mere om, hvad det er for et net og en vidensdeling vi ønsker i fremtiden. Og derfor om, at fordægtheden og forsøgene fra rettighedshavere m.fl. på at fremstille vore handlinger som fordægte, truer med at spænde ben for at vi kan løfte vores vigtige horisontalt orienterede vidensdeling, og stå ved den og tage de kampe, som den indebærer.

Min store frygt er at vi ender med et i gåseøjne “tilladt” internet, der er klinisk renset alt hvad der måtte støde rettighedshavere og producenter af digitalt “indhold”, og så et mørkere, mere grumset “darknet” – eller rettere, et netværk af darknets, i dropboxes, Google-dokumenter (som mange bruger til deling af filer også), USB-nøgler, NAS’er og diverse intranets. Altsammen darknets, fordi de er bag lås og slå – der forlanges et login for at være med, og dermed kan man være sikker på, at kun de, der deles med, kigger over skulderen. Men dermed mistes også de muligheder for deling af metadata og erfaringer, som kunne opnås ved at dele materialerne helt åbent. F.eks. vil fordelen da være, at gøre alt langt mere søgbart og synligt. På mange måder er det situationen for vores internetbrug idag, og jeg finder det sørgeligt. Det største og måske eneste formildende ‘beacon of light’ som jeg ser i dagens weblandskab er Wikipedia, som har opretholdt sin status ved nådesløst at fastholde copyleft-principperne på bekostning af alt allerede etableret materiale – i trykt såvel som digital form. Resultatet er et produkt der i udgangspunktet har savnet akademisk vægt, fordi alt materiale skal tilvejebringes og bygges op fra bunden af projektets mange frivillige – det kan og har ikke kunnet baseres på allerede udgivet fagligt materiale.

Hvordan kan dette være et teknisk argument? At en digital kopi er perfekt og tilmed prisbillig (med en pris der er næsten nul) burde vel være en teknisk fordel for alle, med undtagelse af de, der har baseret deres forretningsmodeller på en kunstigt opretholdt knaphed i en verden af digitalt muliggjort overflod.

Og så kom ibøgerne på banen :

For de, der ikke ved hvad en iBog er, er det korte svar, at det er Systimes branding af et fagligt website eller en hypertekst på et website, som der er koblet noget funktionalitet på til indlejring af videoer, notetagning og opgaver m.v., og som den enkelte skole eller lærer kan få adgang til ved at købe en licens. For at få adgang for mange elever, skal der købes/forhandles mange licenser. Forretningsmodellen baserer sig på eksemplarsalg af licenser, der giver adgang til noget, der minder om og som vi iøvrigt har et udmærket begreb for, og som ikke er skabt bag nogen betalingsmure : World Wide Web. For en god ordens skyld, skal det siges, at man også får en pdf af den pågældende ibog med i købet (som man kan beholde! – også når licensen er udløbet!), men denne er altså for det første uden den funktionalitet der i første omgang gjorde ibogen attraktiv, og for det andet er den behæftet med kopibeskyttelse og DRM, der begrænser anvendelsesmulighederne.

Systimes produkt er ud fra en umiddelbar betragtning attraktivt. Hvorfor ikke omfavne og byde et lækkert, elektronisk og digitalt alternativ til den tunge, fysiske bog velkomment? Svaret er at der ikke er noget ejerskab, og derfor heller ikke et reelt alternativ. Køber man en iBog køber man kun en licens. Produktet er ikke godt nok, så længe det ikke er ligeså godt som den fysiske bog. Den fysiske bog kan man eje – den ejer jeg som underviser og som skole, og kan genbruge den det antal gange jeg selv mener den kan genbruges. Jeg kan låne den ud til den jeg ønsker at låne den ud til. Jeg kan tage kopier fra den i det omfang jeg ønsker.

iBøgerne er blevet og bliver markedsført overfor gymnasielærerne som “IT-baseret undervisning”, bl.a. med kurser i såkaldt “netmedieret undervisning”, hvilket jeg opfatter som falsk markedsføring, da de ikke er en del af internettet, af det åbne World Wide Web, men kun snylter på det. Der kan ikke linkes til en ibog, så de indgår ikke i de gensidige udvekslinger, som er en del af webbet, de er ikke søgbare via webbets søgemaskiner, og er således at regne for siloer, der kun eksisterer bag deres betalingsmure. Det er til gengæld muligt for ibøgerne at linke ud, og benytte den rigdom der befinder sig udenfor murene. Markedsføringen forarger mig, da jeg oplever, at Systime misbruger den horisontalt opbyggede informationsrigdom på nettet til at sælge deres egne produkter, selvom de ikke “giver tilbage” hvad de tager.

Da jeg sidste år så et af Systimes opslag om kursus i “netmedieret undervisning” på en af mine interne fagkonferencer, svarede jeg således :

Det er ikke noget for mig, da det er baseret på Systimes ibøger, som jeg har nogle principielle indvendinger imod. Jeg synes det er en yderst bekymrende tendens, bevægelsen fra “bøger” (som betales 1 gang, med fuldt ejerskab) til “software as a service” (som betales årligt, uden noget ejerskab). Vi går fra en eje-model til en leje-model, uden at de fleste lægger mærke til de alvorlige implikationer. Jeg synes det er bekymrende, fordi det giver forlagene ejerskab til noget, som der retteligt bør være ejerskab til og kontrol fra lærerside og skoleside : altså ejerskab og dermed mulighed for at tilrette materialerne på præcis den måde, man ønsker, og ikke på den måde forlagene ønsker. Det er m.a.o. et angreb på lærernes undervisningsfrihed og tilrettelæggelse af undervisningen, som jeg ser det. Jeg bringer de store ord frem, fordi jeg virkelig har en alvorlig bekymring for, hvor det fører os hen, selvom det måske på nuværende tidspunkt ser “tilforladeligt” og bekvemt ud. Jeg vil til hver en tid foretrække at vi bruger penge på fysiske bøger og dvd’er og den slags materialer, som vi “ejer”, end på digitale produkter, som vi ikke har 100% ejerskab til.

Jeg synes heller ikke principielt, at det er en god idé at vi skal støtte det som de har gang i med penge til deres kurser. (…) Jeg mener vi istedet bør fokusere på at få vores egen digitale vidensdeling op at køre, og tager også gerne teten for det, i det omfang jeg kan og har indflydelse dertil :-) Vi er allerede igang i mediefag, hvor behovet er presserende mht. visning af film og filmklip m.v.

Og senere, i den interne debat :

(…) Jeg ønsker langtfra at forhindre nogen i at afprøve nogle ting og tage på de kurser, de måtte finde relevante – tværtimod ønsker jeg vi får størst mulig metodefrihed som historielærere og får prøvet masser af ting af og får masser af erfaringer i huset. Derfor har jeg også i lang tid – og uden særligt held – forsøgt at sidde på min tunge. Men da det netop er dette jeg mener at i-bøgerne er en trussel imod, er det i den grad på sin plads at rejse en diskussion i faggruppen – ikke bare om, hvad vi skal bruge de begrænsede midler til (som vi også har haft før, i fht. f.eks. ekskursioner), men også om vores undervisningsfrihed og holdning til hvad det er for et undervisningsmiljø vi gerne vil ha’. Et hvor vi skaber en kultur for at dele (digitale såvel som fysiske) materialer imellem os og arbejder os henimod en netværks-arkitektur der gør dette nemmere – eller en hvor vores undervisning (helt- eller delvist) styres og tilrettelægges fra forlagene, der lægger alting tilrette på en spiselig måde, som ikke levner megen plads til kritik af netop det system, og forhindrer os i at dele de ting vi gerne vil dele.

I-bøgerne snylter på vore begrænsede ressourcer og giver os færre undervisningsmaterialer end vi ellers vil kunne få for pengene. Bøger kan alle have glæde af i mange år – i-bøger giver en enkelt årgang/klasse en licens til et år. Samtidig vanskeliggør de deling på tværs af systemet, imellem lærere indbyrdes, med DRM og kopibeskyttelse, alt efter hvad der passer forlaget.

Dels er i-bøgerne (software-licenser) for dyre i fht. fysiske bøger (ejerskab). Men det er ikke det egentlige problem : det der er afgørende, er det kontroltab som vi lider p.t., og den ensretning og hjernevask vi risikerer i fremtiden !

Hvilket netop er anledningen til at fremføre denne kritik. Jeg mener ikke at det er sundt og fair at erstatte ejerskab med licenser, og dermed sætte kunden i et ulige afhængighedsforhold til producenten. I et større kulturproduktivt perspektiv er det tilmed skadeligt, fordi det lukrerer på en for os alle knap ressource : tiden. Systimes ibøger (ligesom lærebøger generelt er det) er skrevet af lærere for andre lærere, og giver de første en ekstra indtægt, hvis de kan sælges. Det er altsammen meget godt, hvis det tilfører reel værdi til skolerne, at de køber de relevante bøger. Det gør det så længe bøgerne kan genbruges, årgang efter årgang, og skolen ikke konstant står til nyindkøb af bøger skolen allerede har – men kan fokusere på nye, anderledes eller andre interessante udgivelser/læremidler. Når Systime (og andre forlag iøvrigt) sætter licenser istedet for dette, som skal fornys, årgang efter årgang, der bliver det problematisk. Da suger de lærere, som lægger deres arbejde i ibøgerne, ressourcerne fra deres (ofte yngre) kolleger, der står tilbage med færre midler til øvrige bøger og undervisningsmaterialer. Der er ingen reel merværdi, når skolen ikke kan opbevare bogen og drage nytte af den til efterfølgende årgange – kun udgifter, der går i lommen på forlaget og de lærere, der står som forfattere. I et undervisningsperspektiv – og derfor også i et bredere kulturproduktivt perspektiv, er det en tabersag.

I økonomisk forstand snylter ibøgerne således på undervisningssektoren og de i forvejen knappe ressourcer. Men den væsentligste ressource – tiden, tages fra den horisontale vidensdeling, som skolerne er igang med, og som burde styrkes og løftes, og bruges som løftestang for at skabe endnu bedre læringsmiljøer på skolerne, og for at skabe bedre arbejdsvilkår for lærerne. I Aabenraa lægges dette arbejde i at skabe en intern wiki, der kan blive en fælles dynamo for den interne vidensdeling, og rumme dokumenter såvel som links til relevante ressourcer indenfor alle skolens fagområder. Et andet horisontalt orienteret værktøj er Lectios ebogsfunktionalitet, som også virker perspektivrig.

Uenighed er ikke altid skidt, hvis vi kan klarlægge, hvad det er vi er uenige om. Derfor er det også godt at uddybe argumenter og lægge sin kritik frem substantielt, som jeg har forsøgt at gøre her, så vi træffer vore fælles beslutninger på ikke blot et velfunderet økonomisk grundlag – men også på baggrund af hvilke visioner vi har for, hvordan fremtidens IT-baserede undervisningsmiljø skal se ud. Skal det være vertikalt orienteret : hvor vi har forlag, der skaber DRM-beskyttede undervisningsmaterialer, og hvor vi som undervisere skal nøjes med at servere “dagens ret”? Eller skal det være horisontalt orienteret : hvor vi som undervisere selv tilrettelægger materialerne og plukker det bedste vi kan finde (fra nettet og øvrige materialer) og i vid udstrækning deler vore erfaringer og fælles ressourcer med hinanden?

Systime har markedsført ibøgerne temmelig aggressivt. I store annoncer i diverse fagblade – og i et helt tillæg til Gymnasieskolen – fremstilles de som fremtidens undervisningsmateriale og “erstatning” for den fysiske bog. Den fremstilles her som noget nært synonymt med såkaldt ‘netmedieret undervisning’ eller IT-baseret undervisning. Det er store ord og bragesnak, som selv lægger op til en kritik som den her rejste : fordi det er dybt provokerende at Systime på denne måde møver sig ind og søger at gøre deres produkt til synonymt med det at arbejde med digitalt materiale, på bekostning af de mange andre digitale undervisningsmetoder og materialer, der efterhånden er og konstant udvikles. Det virker mest af alt desperat – som om, at det handler om, at fange så mange som muligt ind på et så tidligt tidpunkt som muligt, for at udnytte det afhængighedsforhold, som produktet og dets krav om gentagne fornyelser af licenser sætter køberen i.

Jeg er ikke parat til hverken at kaste den fysiske bog bort eller til at vælge ibogen til istedet for det åbne, vilde internet, hvor intet er ‘clearet’ som det hedder i forlagsspeak. Ingen tvivl om at ibøgerne ud fra en overfladisk betragtning er attraktive og uden tvivl gør en masse faglig viden let tilgængelig – når man vel at mærke har betalt for licensen. Men den pris der betales, er både for høj i kr og øre, og i den afgivelse af ejerskab til materialerne, som bør være skolens og lærerens.

Vi befinder os midt i et paradigmeskifte, fra en verden, hvor de få sad på de redaktionelle filtre og bestemte, hvordan verden skulle ses og læses, til en verden uden filtre, hvor vi er mange, der idag har adgang til at give vores bud på hvordan verden skal ses og opleves og en hel del mere. Der er nogen, der gerne vil genindføre filtrene, genindføre eksemplarsalg via licenser, genindføre den redaktionelle kontrol. Jeg mener det er en fejltagelse uden lige, at tage det for gode varer og give eleverne Systimes færdigpakkede produkt, når vi istedet har en unik chance for at placere eleverne lige præcis der hvor de er – midt i paradigmeskiftet, med alle de valgmuligheder, informationer og værktøjer, som de har til rådighed på det rigtige net – ikke mindst for selv at blive hørt og skabe sig et udtryk og en stemme, hvor de kan give deres bud på hvordan verden skal ses og opleves og meget mere – jeg synes det er vores pligt at medvirke til som undervisere. Jeg kan ikke se, at ibøgerne kan bidrage til dette på nogen konstruktiv måde – deres faglige indhold sagen uvedkommende (hvis man da ellers kan løsrive det fra formen). De peger på en gammeldags måde at orkestrere og tilgå viden på – ikke på nutidens, hvor vidensproduktionen (og læringsprocessen) i ligeså høj grad er processen som det er produktet.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , ,