Et retfærdigt samfund

Posted in Copyfight, Det politiske, Informationsarkitekturer, Musik, Økonomi on July 6th, 2012 by Morten Blaabjerg

Om min vej til det politiske part #3

Nordahl Griegs digt “Til Ungdommen” (“Kringsatt av fiender”), sat til musik af Otto Mortensen i 1952, rummer på mange måder mit politiske hjerteblod – her i en forkortet udgave, men sunget uhyre smukt af norske Herborg Kråkevik :

Særligt ét vers (som af uransagelige årsager ikke er med i Kråkeviks fortolkning…) udtrykker i endda særlig grad hvad jeg står for politisk :

Ædelt er mennesket,
jorden er rig!
Findes her nød og sult
skyldes det svig.
Knus det! I livets navn
skal uret falde.
Solskin og brød og ånd
ejes af alle.

Men hvordan er den uret opstået, som der tydeligvis stadig er tale om i verden? – og hvordan kan vi som samfund komme “sviget” til livs og nå til en tilstand, hvor “solskin og brød og ånd ejes af alle”? Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg mener, at jordværdibeskatning er måske den allervigtigste del af svaret på dette spørgsmål. Men ikke den eneste.

Mit første indlæg i denne mini-serie om min vej til det politiske handlede om min (fra min tidlige barndom) temmeligt rodfæstede skepsis til staten og instinktive modvilje imod statens opkrævning af skatter, og imod underlægningen af hver ny generation under den forrige generations åg af gamle love og institutioner. Det handlede også om mit møde med den tyske filosof Max Stirner.

Mit andet indlæg handlede hovedsagligt om, hvordan vi som verdenssamfund er havnet i en situation, der skyldes “svig” og hvordan den uretfærdige fordeling af goderne vi ser i vores nutid, er tæt forbundet med dels kolonialismen og dels det moderne skattesystem (som er karakteriseret ved notorisk overbeskatning af arbejdsindkomst, hvilket styrker kapitalinstitutionerne) – ihvertfald hvis man skal tage Karl Marx’ analyse for gode varer (og det er vi nogen, der mener at vi skal).

Dette tredie indlæg vil fokusere på, hvad der skal til for som samfund at løfte os ud over den aktuelle situation, og hvordan såvel de tanker, der engang blev tænkt af en Stirner, George og Marx (og herunder Gert Petersen og Robin Hood) i mine øjne kan forenes i en ny syntese.

Man skal desværre ikke være barn her på kloden længe, før man opdager, at goderne i verden ikke er ligeligt og retfærdigt fordelt. Nogen er mere magtfulde end andre. Nogen er rigere end andre, og måske, hvad værre er, nogen bruger begge dele til at undertrykke andre. Derfor har vi behov for en økonomisk omfordeling af samfundets goder.

Der findes næppe nogen ‘børnefilm’ der udtrykker dette mere klart og pædagogisk end Disney’s udgave af Robin Hood. Den barnlige Prins John opkræver selv den mindste skilling fra de fattige, der knapt nok kan fejre Skippys fødselsdag (det går med andre ord altid ud over børnene, og dermed fremtidige generationer). Dissidenter, der vover at tale magthaverne imod (Broder Tuck – aktuelt Julian Assange?) sættes bag lås og slå. Og den gode, frække og driftige Robin Hood bøjer begreberne og “låner bare” lidt fra de rige, for at kunne give til de fattige.

Mit møde med Stirner rummede for mig for alvor en udvidelse af mulighederne for at “bøje begreberne” i disneysk forstand, i Stirners kritik af ethvert absolut begreb udenfor det enkelte jeg : staten, loven, moralen, kristendommen, mennesket, menneskeheden m.fl. For Stirner ligesom for Machiavelli var der ingen illusioner. Verden er således indrettet, at de mere magtfulde vil søge at realisere deres fordele på de mindre magtfuldes bekostning. For at imødegå den mere magtfulde, må den enkelte benytte sig af alle tilrådeværende kneb, herunder (ligeværdigt) at forene sig med andre, som han eller hun deler fælles interesser med. Foreningen – og ikke staten – bliver i forlængelse heraf et bærende princip for samfundets indretning. Vel at mærke den frivillige forening – lige præcis så længe den ikke rummmer et imod min vilje fastholdt krav på min interesse, dvs. et krav på min deltagelse, når jeg ikke længere selv har nogen interesse deri.

Stirner fandt at det unikke ‘jeg’ pr. definition ikke kan beskrives uafhængigt af udfoldelsen af jeg’ets egen eksistens. Sproget fungerer kun ved den underforståede betydning, der f.eks. opstår ved at ‘pege’. Når jeg kalder dig for Ludwig, f.eks., er det ikke en hvilken som helst Ludwig jeg mener, ej heller ‘Ludwigs væsen’, men den virkelige Ludwig foran mig, for hvem jeg ellers ikke har noget begreb – mente Stirner i en samtidig debat, med henvisning til Ludwig Feuerbach’s bog Das Wesen des Christentums (Kristendommens væsen) fra 1841. De absolutte begreber og institutioner stiller alle den enkelte i et ulige forhold til et ideal, som indebærer at den enkelte skal tilstræbe at leve op til idealet, f.eks. ved at skulle være en “lovlydig borger” eller et “godt menneske” uden hensyn til, hvad der er godt for den enkelte.

Stirners kritik af staten er følgelig total, herunder det borgerlige demokrati – for hvad ændret er der ved, at det er mange, der er despoten, istedet for at det er en person, der er despoten? Staten sætter altid staten først, aldrig den enkelte, og selvom jeg det ene øjeblik skulle bifalde en beslutning truffet i fællesskab, i f.eks. en demokratisk forsamling, så trælbindes jeg efterfølgende af denne beslutning, således at vi i ‘statssamfundet’ bliver slaver af vore egne tidligere vedtagne beslutninger (og gør fremtidige generationer også til sådanne!).

Stirners bud på en alternativ samfundsmodel er anarkistisk og baserer sig som sagt istedet på frivillige foreninger, der kan opløses hvornår det skal være – dvs. hvornår medlemmerne beslutter at de ikke længere er nyttige.

Hvordan kan sådanne foreninger så opstå og operere? Siden agerbrugets udvikling har mennesker haft behov for at mødes og samles, bl.a. for at dele viden og nye ideer, og for at løfte fælles projekter, som var for vanskelige for den enkelte at løfte alene, og som kom alle i fællesskabet til gavn. I viriliosk forstand hænger vores evne til og mulighed for at mødes på denne måde og kanalisere vore kræfter i bestemte retninger for at tilgodese bestemte projekter, nøje sammen med byernes indretning og udvikling. Byerne udviklede sig i løbet af middelalderen til handelscentre, der faciliterede den økonomiske trafik i samfundet, hvilket var til gavn for magthaverne. Men det blev også her mennesker kunne samles, i gaderne, på pladser og i stræder, måske (og i mange tilfælde) for at organisere deres modstand imod det aktuelle regime, hvilket blev tilfældet i 1789.

De-territorialisering i praksis : Rådhuspladsen i Odense ved en 'demonstration' i marts 2009, som ikke blev til noget
Foto : Morten Blaabjerg. De-territorialisering i praksis : Rådhuspladsen i Odense ved en ‘demonstration’ i marts 2009, som ikke blev til noget.

I vore dage finder der en de-territorialisering sted, der i viriliosk forstand flytter forsamlingerne fra de fysiske pladser, gader og stræder til vore digitale fora, blogs, og wikier m.v. Ethvert blogindlæg (og enhver YouTube-video) med et kommentarspor er en potentiel forening, idet indlægget tiltrækker læsere og kommentarer og dermed opbygger en fælles bevidsthed hos deltagerne. Foreningen kan opstå og være momentvis eller få en længere udstrækning, fuldstændig afhængigt af indholdet, deltagernes grad af fælles bevidsthed om hvad de er fælles om, og deres ønske om at skride til handling. Clay Shirky har skrevet meget fornuftigt om hvilke betingelser, der skal være tilstede, for at en webtilstedeværelse kan udvikle sig til en løftestang for social aktivisme (og jeg har tidligere blogget om dette her).

Internettet og World Wide Web rummer da alle muligheder for at realisere en samfundsorden, der kan afløse ikke bare vore byer som ‘samlingspladser’ – men også de nationalstater, hvis reelle magt og indflydelse siden bankvæsenets oprindelse i de norditalienske bystater engang i renæssancen, er blevet langsomt undergravet og udhulet.

Et godt eksempel på at såvel byernes pladser som nationalstatens forestilling om en national ‘politisk offentlighed’ (i f.eks. avisspalterne) er blevet forpasset som betydningsfulde arenaer for den politiske kamp, som finder sted i disse år, kan man finde i historien om f.eks. ‘hackergruppen’ Anonymous’ konstruktion af en ny arena for politisk konflikt. Andre eksempler er opbygningen af internetopslagsværket Wikipedia, der forandrer teksten fra et produkt med autoritative afsender-modtagerforhold til en proces, der er til konstant forhandling. Wikileaks’ frigivelse af klassificerede dokumenter. Det arabiske forår. Senest mobiliseringen af almindelige webbrugere i Europa i kampen mod ACTA. Destabiliserende bevægelser og projekter, der går på tværs af tidligere nationale strukturer, fordi de er utilstrækkelige, og fordi digitale netværk gør det muligt at gå på tværs og skabe nye arenaer, der er baseret på nettets nye opmærksomhedsøkonomi.

Demonstration imod ACTA i Rouen 25. februar 2012
Foto af zigazou76. Some Rights Reserved. Demonstration imod ACTA i Rouen 25. februar 2012

At nå til en transcendering af nationalstaten er og bliver næppe nogen skovtur – men det er for mig vanskeligere og vanskeligere at se en meningsfuld rolle for nationalstaterne i en globaliseret verden, hvis vi samtidig ønsker at indrette os socialt retfærdigt. Nationalstaterne – og deres drift efter territoriale besiddelser og ressourcer og kontrol over disse, finder sted på andre staters bekostning, og fordelingen baserer sig på anvendelsen af militær magt, eller den underforståede trussel om anvendelse af magt. Det er svært at forestille sig, at stater, der befinder sig i en priviligeret position i det aktuelle system frivilligt skulle afgive deres privilegier – derfor vil vejen til en syntese (en der ligner den jeg skitserer her – eller en anden) sandsynligvis gå igennem voldelig konflikt (med Karl Marx’ ord : “vold er jordemoder for ethvert samfund, der går svangert med et nyt”…). Hvordan og imellem hvilke parter er umuligt at forudsige.

En vej til et opgør med nationalstaten kunne imidlertid (fredeligt) gå igennem en eller flere af de internationale organisationer, som de fleste nationer i forvejen er medlemmer af, og en trinvis overdragelse af formel beslutningsmyndighed (hvad den reelle beslutningsmyndighed angår er historien en anden). Hvad der imidlertid er vigtigst af alt at gøre sig klart, er hvad der skal træde i stedet, og hvilken autoritet og beføjelser en ny struktur skal have. For målet kan ikke være at skabe en ny række af superstater (a la Europas Forenede Stater), der vil gentage tidligere tiders interesse- og konfliktmønstre.

Jeg forestiller mig nogenlunde flg. model for hvordan vi opnår ‘et retfærdigt samfund’ – et samfund uden ‘svig’ – hvor ‘solskin, brød og ånd ejes af alle’ :

Lige ret til jorden
1. Alle har lige ret til vores fælles jord. Det er forudsætningen for personlig frihed såvel som social retfærdighed. Der skal derfor (gradvist) gennemføres en global omfordeling af grundværdierne ved hjælp af jordværdibeskatning samt udbetaling af dividende til alle verdensborgere. Alle sikres herved lige ret til en andel af vores fælles globale arv, uanset om man ejer jord eller ej. Uanset hvor “heldig” den enkelte har været i det store livslotteri – om man er født i Bangladesh eller på Island – har man lige ret til en andel af jordens frugtbare udbytte. Og uanset hvordan rovet (for der er i sagens natur ikke tale om andet end krigsbytte) historisk er blevet fordelt af tidligere generationer, kan vi ad denne vej få ryddet op og ud i alle de konflikter, som skyldes en ulige fordeling af goderne, og dermed undgå fremtidige krige. Samtidig får vi skabt en fælles konstruktiv retning i vores økonomi, ved at private interesser (optimal udnyttelse af jord og ressourcer med henblik på økonomisk udbytte) er samstemt med offentlige interesser (optimal udnyttelse af jord og ressourcer med henblik på at undgå spild og få det bedst mulige udbytte – i alles interesse, og understøtte denne ved effektiv infrastruktur og service). Vi kan vinke farvel til kunstig skabt overproduktion, økonomiske bobler og depressioner, og vi kan lukke det ‘militære-industrielle kompleks’, som i løbet af det 20. århundrede er blevet bygget op over to verdenskrige, en lang kold krig og talrige “små krige”, et par golf-krige og en krig imod et begreb (den såkaldte ‘krig mod terror’).

Fri adgang til information
2. En global p2p-baseret (og dermed decentralt organiseret) struktur, hvor enhver borger har lige og uhindret adgang til information fra øvrige peers. Forudsætningen er en verden uden copyright – men med en stadfæstning af nogle af de principper, som har gjort copyleft-bevægelsen til det den er : at undgå at informationerne nogensinde hegnes inde, idet hver ny knopskydning må og skal distribueres på samme vilkår som den forrige. Selvom informationerne i sig selv ikke hegnes inde, er der stadig masser af forretningsmodeller og penge at tjene på at levere god service, effektive metoder til at kanalisere vores opmærksomhed de rette steder hen, ordentlig båndbredde, diskplads m.m. Intet er gratis – pengene skal blot tjenes andre steder. Men kraftanstrengelserne for med vold og magt at få digitale produkter til at ligne de analoge, industrielle produkter, og de heraf følgende opslidende juridiske tovtrækkerier og forsøg på at trække sin forretningsmodel ned over hovedet på andre igennem kvaksalver-lovgivning (som f.eks. ACTA) får omsider ende.

Det kan næppe overvurderes hvor stor en betydning, en frisættelse af ‘al information’ vil få for andre dele af samfundslivet. Et globalt informationssamfund som det her skitserede vil formedentlig først og fremmest betyde en dybtgående forandring af vores arbejdsliv- og arbejdsmarked. Hvis problemet med at opnå kontakt med interesserede kunder og samarbejdspartnere indenfor ens felt i højere grad lettes (traditionelt varetaget af reklame- og detailleddene), vil det også i høj grad kunne lade sig gøre at frisætte arbejdet fra den lønmodtagerkultur vi har udviklet og levet med siden industrialiseringen. Det vil betyde, at mange vil kunne agere i høj grad i kraft af den sociale kapital og merværdi de er med til at skabe på nettet, og at der i høj grad vil kunne leveres direkte uden mellemled fra producent til kunde.

Et globalt demokrati-meritokrati?
3. En global magtstruktur, der har til opgave at beskytte principperne bag 1) og 2) om nødvendigt med magt, samt understøtte begge dele ved at udbygge nødvendig infrastruktur og servicere borgere og virksomheder med f.eks. energi og andre vitale serviceydelser, som udbydes bedst på offentlige hænder. Denne magtstruktur er ansvarlig for opkrævning af jordværdiskatter og udbetalinger af dividende. Begge dele foretages i meget vid udstrækning ved hjælp af elektroniske værktøjer, som f.eks. satelitopmålinger og beregninger på baggrund af alle tilgængelige data, så systemet ikke bliver for bureaukratisk.

Det er ikke sikkert, at demokratiet er den bedste model at indrette en sådan global struktur efter, selvom det er vanskeligt for mange at forestille sig en anden model. Man kunne godt forestille sig et flerkammersystem, hvor ét kammer f.eks. er valgt, imens et andet optager sine medlemmer for en længerevarende periode, baseret på meritokratiske kriterier – dvs. f.eks. akademiske kompetencer. Målet skulle da være at sikre, at systemet er så stabilt som muligt, og ikke let kan bukke under for populistiske tendenser – men tværtimod varetage alles interesser, da andetkammeret ikke repræsenterer nogen bestemte grupper, men derimod hele samfundet.

Jeg kan næsten høre Max Stirner hviske, når jeg skriver et indlæg som dette : “Der er et ideal der vinker dig – du har en fix idé!” Ikke desto mindre skriver jeg det alligevel – jeg ser idéer som disse som pejlemærker, som er utrolig vigtige, fordi de forestillinger vi gør os om fremtidens samfund er med til at anskueliggøre, hvorfor vi indtager de standpunkter og positioner vi gør idag. Vil vi et lettere modificeret status quo – eller vil vi det jeg kalder ‘et retfærdigt samfund’?

Jeg gav i en anden sammenhæng følgende kommentar omkring fattigdomsproblemet, Henry George og jordværdibeskatning :

Jeg er enig med George i at fattigdomsproblemet er problemet i vores samfund : af dette kommer stort set alle øvrige alvorlige problemer vi slås med, fra kriminalitet, stofmisbrug, vanrøgt af børn – til, på den globale arena, krig, terror og undertrykkelse. Forudsætningen for, at vi kan komme igang med at udfolde vort egentlige potentiale som mennesker og samfund er, at vi kommer det problem til livs.

Er det så muligt? Ja, det er det ifølge George m.fl. Og hvis det er, fortjener det en meget grundig undersøgelse og alvorlig modtagelse (…) i vores samfund som helhed, og at hver en sten bliver vendt i fht. at finde ud af, om det kan lade sig gøre. Det er det eneste rimelige.

Nuvel, det kan være at man ikke synes, at det at eje et hus eller en stor grund i midtbyen er noget særligt privilegium. Men hvis det, på baggrund af en omhyggelig analyse, viser sig at fordelingen af disse privilegier er det som stiller sig i vejen for at vi kan løse den kolossale fordelingspolitiske udfordring, som vi står overfor (lokalt, såvel som globalt) så er vi eddermame forpligtet til at gøre op med det. Uanset hvor rart og komfortabelt vi synes vi har det i vore små stuer. Der er mange andre der har det knapt så rart, og som vi skylder det.

Når det så ovenikøbet er muligt, at vi, på baggrund af samme omhyggelige analyse, vil kunne skabe en økonomisk aktivitet i vores samfund, der om muligt vil være stærkere og mere robust end det vi kender til, og derfor vil være i stand til at løfte stadigt større opgaver for os, så er det godt tosset ikke at forfølge den idé til det yderste, for at finde ud af, hvor langt den kan bære.

Hvis jeg alene kan bidrage så langt, at flere opdager de her idéer og selv begynder at undersøge nærmere, hvad de går ud på, så de bliver lidt mindre forkætrede – og flere bliver mere nysgerrige på, hvad vi kan gøre ved hjælp af jordværdibeskatning, så er det små skridt på vejen i den proces.

Tak for tiden og opmærksomheden, kære læser. Jeg vil være taknemmelig for eventuelle kommentarer eller uddybende spørgsmål i kommentarsporene, om tid og lejlighed måtte byde dertil.

Rettelse : det ‘militære-økonomiske kompleks’ hedder retteligt det ‘militære-industrielle kompleks’. Det andet var en skrivefejl. Udtrykket blev først anvendt af den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower i 1961, idet han advarede imod en stor, permanent og derfor økonomisk og politisk betydningsfuld våbenindustri med indflydelse dybt inde i magtens korridorer.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Debatkulturen på Radikale.net

Posted in Informationsarkitekturer, Proprietær software, Sociale netværk on August 3rd, 2011 by Morten Blaabjerg

Bloggeren Dorte Toft skrev fornylig et indlæg om debatkulturen på nettet som jeg kommenterede på Google+. Hendes pointe er at den fraværende moderation af debatten på avisernes netsteder bunder i naive forestillinger om at debatten skal være så “fri” som muligt eller kynisk spekulation i antal klik – og retter således sin kritik imod de ansvarlige ejere af webstederne, der ikke har løftet opgaven med at skabe en sund debatkultur på deres tjenester.

Jeg er 100% enig. Den umodererede mudderkastning er ødelæggende for den offentlige debat på nettet og skræmmer seriøse debattører væk imens de mest højtråbende og vedholdende debattører – de som har mest tid – dominerer. Jeg skrev bl.a. dette på Google+ :

Kunne ikke være mere enig med Dortes indlæg. Jeg har i årevis efterspurgt en modereret debat på avisernes websites – og mangel på god tone og moderation er årsagen til at jeg holder mine indlæg langt væk fra avisernes netsider – og forbeholder dem mere specialiserede fora (selvom der også kan være manglende moderation på nogle af disse).

Mit største forbillede er netmiljøet på http://civfanatics.com som jeg har tilbragt megen af min studietid på – og som havde en fantastisk dedikeret gruppe af brugere og en stor gruppe af dygtige moderatorer, bestående af mere erfarne, men frivillige brugere. For at en sådan model skal lykkes kræver det imidlertid websites, hvor brugere holder af deres nærmiljø og ønsker at pleje og passe det, og at webtjenesternes ejere forstår at kultivere en sådan ånd blandt deres brugere.

Det er også muligt at anvende Digg-lignende kommentarsystemer, hvor læseren selv kan vælge et treshold for kommentarers synlighed – dvs. f.eks. at skjule alle kommentarer der har opnået mindst et selvvalgt antal tommelfingre nedad fra andre læsere. Det også muligt at give et indlægs forfatter fulde moderator-rettigheder, eller lignende.

Radikale.net

Selv i min egen baggård, på Radikale.net, har jeg oplevet en debatkultur, som lider under den fuldstændigt fraværende moderation af debatten. I mit forrige indlæg henviste jeg til en debat om jordværdibeskatning på Radikale.net, som indeholder talrige eksempler på dette.

Jeg er i denne debat til dato blevet kaldt eller insinueret at jeg var dum eller naiv, og er blevet sammenlignet med Jehovas Vidner. Det er også blevet betvivlet hvorvidt jeg var rigtig “social-liberal” og mine holdninger målt efter andres definitioner på hvad dette måtte være. Mine ord er blevet kaldt sort snak og nonsens, og en debattør er “glad for at hans børn ikke har mig som gymnasielærer”… For slet ikke at komme ind på hvad andre deltagere i debatten er blevet kaldt eller sammenlignet med. Det har for mig været ødelæggende og demotiverende at skulle stå model til den type personlige angreb i en onlinedebat. Jeg kan ikke se, at det er konstruktivt for nogen som helst debat med den slags personlige angreb, og jeg ønsker at medvirke til, at vi får et sundere debatklima, på nettet i almindelighed, og f.eks. på Radikale.net i særdeleshed. Der er ingen der vinder ved, at det på nettet bliver legitimt at tryne andre eller uhindret beklikke andre på deres personlighed, stillingsbetegnelser eller intelligens, bare fordi det er på nettet.

En konstruktiv politisk diskussion bør efter min mening ideelt set tage form som en gensidig undersøgelse af et politisk problemfelt eller spørgsmål, hvor argumenterne for eller imod en given politisk handling vejes af deltagerne på en guldvægt, metodisk og klarsynet. Sådan er virkeligheden naturligvis aldrig. Der er følelser på spil, lidenskaber, personlige forhistorier og en hel del mere eller mindre uudsagte antagelser, som præger diskussionen og de forskellige parters indlæg. Sådan skal det også være. Der hvor debatten går hen og kører af sporet, er når en eller flere debattører foretager det valg at fravige at kommentere på selve de fremførte argumenter eller alternativt stille opklarende spørgsmål (i processen med at “veje” de fremførte argumenter), men istedet vælger at kommentere på afsenderens karakter, stil, manglende forståelse, “sande politiske tilhørsforhold”, debatniveau, baggrund, personlighed, arrogance, dumhed m.v. Dette får naturligvis ofte den tilsigtede effekt, at den angrebne føler sig forurettet og svarer igen, sandsynligvis ved nye personangreb, denne gang rettet imod den debattør, som startede personangrebet.

Jeg skrev i en anden debat flg. om debatkulturen på Radikale.net :

Jeg er som H-C træt af debatkulturen her på Radikale.net, som i mine øjne domineres af en hård kerne af debattører, som har tid nok på hænderne til at “sidde på debatten” på sitet i ly af den manglende moderation. Jeg forstår ikke behovet for at kommentere på indlæg, man ikke har interesse for eller argumenter for at deltage i, men udelukkende kommenterer på for at “tryne” et synspunkt eller en debattør. Dvs. udover den åbenlyse, at tiltrække “clicks” og kommentar-“counts” og ultimativt trække trafik til sin egen profil og egne indlæg. Jeg savner interesse for og evne til at sætte sig ind i nye synspunkter man præsenteres for, med et åbent sind, og lade argumenterne tælle, og ikke straks forfalde til at svine debattøren til. Jeg savner også evne til ikke straks at forfalde til modangreb hvor debattøren, der protesterer over at blive svinet til, beskyldes for arrogance, blot fordi denne forlanger at blive mødt på sine argumenter og ikke blive beklikket på sin personlighed og politiske baggrund.

Jeg er sikker på, at det dårlige debatklima på Radikale.net er en medvirkende årsag til at mange folketingsmedlemmer afholder sig fra at deltage i debatterne, men istedet holder sig til at poste indlæg der er tænkt som ren “envejskommunikation” dvs ikke nedværdiger sig til at deltage i en efterfølgende diskussion.

Kritikken bør naturligvis også rettes mod partiet selv og udviklerne af denne platform, der ikke har arbejdet med at udvikle kommentarformen på sitet. Det til trods for at der findes en lang række glimrende teknikker (fra Digg-lignende afstemninger til udnævnte moderatorer) samt eventuelt – hvis man ikke selv havde ressourcerne til at udvikle funktionaliteten – muligheden for at udgive softwaren under GPL, således at medlemmerne selv kunne forbedre den og udvikle den.

I forlængelse af Dortes kritik af avisernes håndtering af deres websteders debatkultur mener jeg især det sidste er relevant, og en lignende kritik må rettes imod partiernes (og i dette tilfælde Radikale Venstres) kortsigtede valg af proprietære løsninger til deres onlinemiljøer – som ressourcerne helt åbenbart er for langstrakte til at videreudvikle og vedligeholde. Jeg har tidligere foreslået at programkoden til Radikale.net blev frigivet under GPL, dvs. som fri software, og har også fået oprettet et såkaldt “badge”, som tilhængere af denne idé kan vise frem på deres profiler. Desværre er der ikke sket en tøddel udover at forslaget har fået ialt indtil videre 19 tilhængere.

Problemet med debatkulturen bunder efter min mening i, at ingen føler ejerskab til arkitekturen, og ingen føler en forpligtelse til at værne om det gode debatmiljø, fordi ingen rigtig har aktier i den. Lignende valg fra partiernes side om at anvende proprietære udenlandske tjenester som f.eks. Facebook og YouTube i danske valgkampe vidner om en lignende lemfældighed eller mangel på omtanke i forhold til at skabe medejerskab til arkitekturerne og til dermed at vinde slaget på den lange bane. Det er muligt at man kan få nogle billige points på den korte bane ved at tilkøbe sig noget proprietær “sendetid” via de proprietære onlinetjenester – men det kræver større omhu at opbygge og kultivere et politisk projekt fra bunden, og dermed løfte den politiske bevægelse via nettet, så den måske en dag kunne blive flyvefærdig. Jeg er ked af at sige, at jeg ikke oplever, at Radikale.net formår dette. Jeg frygter det hele drukner i personangreb og fnidder af ligegyldigheder, domineret af kun de mest hårdhudede, der kan stå mosten igennem.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , ,

Nyttige programmer til anvendelse af video i undervisningen

Posted in Undervisning on November 10th, 2010 by Morten Blaabjerg

En håndfuld af de mest nyttige programmer til at afspille, konvertere, rippe og tilpasse videomateriale, som jeg anvender i min undervisning, i både historie og mediefag :

Afspilning og konvertering af mediefiler

VLC Media Player
http://www.videolan.org/vlc/

Fremragende program til afspilning af næsten alle videoformater. VLC kan også afspille TS_VIDEO DVD mapper uden at det er nødvendigt at brænde en DVD først.

Programmet kan også “streame” indholdet af en videofil til et andet format, og dermed f.eks. konvertere en videofil fra et format der anvender et bestemt codec til et format der ikke gør. VLC findes til både mac og PC. Open source og fri software.

Quicktime
http://www.apple.com/quicktime/download/win.html (Windows)

Standardprogram til mac til at afspille videofiler, specifikt .mov filer. Findes også til PC. I den fulde version kan mov og mp4-filer også nemt redigeres (ideelt til webvideo).

Handbrake
http://handbrake.fr/

Ripper en DVD til et af flere formater (bl.a. mp4) med undertekster. Handbrake skærer også overflødigt sort væk fra billedet (cropping) så filerne fylder mindst muligt. Findes til både mac og PC. Open source og fri software.

MPEG Streamclip
http://www.squared5.com/

Det optimale og hurtige program til hurtigt at klippe en videofil til. MPEG Streamclip konverterer også nemt imellem videoformater, f.eks. fra mp2 til mp4. Findes til både mac og PC. PC-versionen kræver installation af Quicktime eller Quicktime Alternative.

Quicktime Alternative
http://www.filehippo.com/download_quicktime_alternative/?2615

Hjælpeprogram til MPEG Streamclip. Nødvendigt for at køre programmet på PC.

K-lite Codec Pack
http://www.free-codecs.com/download/K_lite_codec_pack.htm

Codec-pakke der kan installeres og som gør at de fleste medieafspillere kan afspille både .flv og .mp4 filer uden videre.

Download af videoer fra YouTube og andre videosites der anvender Flash

KeepVid
http://keepvid.com

KeepVid er een af mange tjenester der tilbyder download af videoer fra YouTube og andre videotjenester. Alt hvad du skal bruge er videoens URL dvs webadresse, som skal indsættes i feltet øverst på siden på KeepVid.com. Der går et kort øjeblik, så er den klar til download.

Videoer kan downloades i forskellige formater, f.eks. mp4.

Video DownloadHelper (plugin til FireFox browseren)
https://addons.mozilla.org/en-US/firefox/addon/3006

Installerer en lille knap i browseren, hvorfra alle web-videoer i flash-formatet .flv kan downloades (og senere omdøbes/konverteres til f.eks. mp4) – ikke alle medieafspillere kan afspille .flv filer uden videre, men der kan findes et codec på nettet, som gør det muligt (se forrige afsnit).

Download af streamet video til almindelig videofil (fra f.eks. DR)

Det er som regel lidt mere besværligt og tidskrævende at downloade video fra nettet, som ikke er tilgængeligt i Flash, men som streamet video. Det kan dog med nogen tålmodighed og ihærdighed lade sig gøre.

Net Transport (NetXfer)
http://www.xi-soft.com/

Net Transport er et nyttigt program der kan gemme streamet video som en almindelig videofil til senere afspilning, hvilket er nyttigt i fht. download af video fra f.eks. DR’s website. Net Transport skal bruge en URL på den pågældende fil, hvilket man kan anvende URL Snooper 2 til at opsnappe. Af uransagelige årsager er adressen på den streamede videofil ofte godt gemt, hvilket dog ikke ændrer ved, at der ikke er noget fordægt i at ville modtage video fra DR på en anden måde (dvs. som en fil) end den måde DR har tænkt, at man skulle modtage video (som streamet video). Streamet video giver mindre fleksibilitet i undervisningssituationen, da det kræver at den nødvendige båndbredde er tilstede på afspilningstidspunktet, hvilket langtfra kan forventes at være tilfældet. En videofil kan afspilles, uanset om der adgang til internettet eller ej.

URL Snooper 2
http://www.donationcoder.com/Software/Mouser/urlsnooper/index.html

Program der opsnapper URL’s dvs. webadresser hvorfra computeren aktuelt modtager data. Programmet startes umiddelbart inden en streamet video afspilles i browseren, hvorefter programmet angiver de webadresser det har ‘opsnappet’.

NB! Du foretager dig intet ulovligt ved at anvende værktøjer som disse!

Kulturministeriet har tidligere fastslået
at forevisning af film eller video i undervisningen ikke er at regne for ‘offentlig fremførelse’ i ophavsretslovens forstand. Undervisere må vise alle de lejefilm, købefilm eller film optaget fra tv, som de vil i deres undervisning. Underviseren må desuden lave en kopi af filmen til personlig brug.

Hvad angår film og video fra nettet, så er der ikke noget væsensforskelligt ved de data der modtages af en browser eller et af de her nævnte programmer. Om en video f.eks. downloades ved hjælp af et særligt program eller vises ved hjælp af en browser, så er det samme data som efterspørges og modtages af den lokale maskine. Det er blot konfigurationen af softwaren på modtagersiden der er forskellig – i den forskel der er på et program der gemmer de modtagne data som en fil, der senere kan afspilles, og det program, hvor de modtagne data afvikles umiddelbart i forlængelse af modtagelsen (browseren).

Der hvor eventuelt retlige spørgsmål opstår er i fht. eventuel videre distribution. I undervisningssammenhæng anses anvendelse af ophavsretsligt beskyttet materiale som f.eks. film ikke som offentlig fremførelse (hvorfor undervisere har meget vide rammer for anvendelse af video og filmeksempler i undervisningen), hvorimod videre distribution af materiale via internet efter alt at dømme vil være at betegne som sådan (hvilket dog ikke betyder at dette altid vil være ulovligt – dette afhænger af de specifikke ophavsretlige forhold for det konkrete materiale).

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Den jeg er – African version og originale version

Posted in Copyfight, Musik on June 9th, 2010 by Morten Blaabjerg

Når en YouTube-video begynder at blive populær har den en tendens til at surface alle vegne på nettet, fordi folk deler linket med hinanden. Således faldt jeg helt tilfældigt over denne sang fra Dalatu. Den har indenfor kort tid nået at blive set knapt 1/2 mio gange – og det skulle ikke undre mig hvis det tal er steget til en million snart. Under alle omstændigheder er det uhørt mange visninger for en dansksproget video på YouTube (så vidt jeg ved). Videoen er også blevet vist på EkstraBladet.dk og har fået sin egen fanside på Facebook…

Det sjove er, at jeg kendte ikke Dalatus forlæg, Rasmus Seebachs sang til sin far Tommy Seebach, der døde pludseligt og angiveligt af et alkoholmisbrug, som havde stået på over en årrække. Efter at have set og hørt Dalatus version fandt jeg hurtigt frem til Seebachs originale (og dybt rørende) sang :

Jeg synes det fortæller meget om hvordan medielandskabet har forandret sig, at jeg opdager Dalatus coverversion først – for først derefter at finde frem til originalnummeret. Det illustrerer hvordan mine medievaner har forandret sig (jeg ser f.eks. meget lidt fjernsyn og læser få aviser – bruger til gengæld Google Reader og Twitter) – og hvorfor det er det samme som at skyde sig selv i foden (rent marketingsmæssigt) at udøve censur og takedowns overfor videoer på YouTube. Udover det i sig selv fantastisk værdifulde i, at en fyr som Dalatu kan berige min hverdag – lige fra der hvor han befinder sig, fra hans perspektiv og med de produktionsmidler han har til sin rådighed – computer, webcam og en netforbindelse.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , ,

Kaplak på godt gammelt dansk

Posted in Kaplak, Sociale netværk on December 30th, 2008 by Morten Blaabjerg

Jeg postede sent i aftes flg. via Twitter på min Facebook-profil :

Full details on the YouTube API and available feeds : http://ping.fm/5U5Ho

Hvortil en af mine gode venner Claus Sørensen svarede flg :

Det er jo meget godt dét der,men hvad betyder det på dansk??

Det betyder at det er her, man kan finde detaljer på hvordan man skræddersyr de feeds, man ønsker at trække ud af YouTube :-) Jeg sidder i øjeblikket og arbejder med at trække feeds ud på enkelte tags, brugernavne og favoritter.

De enkelte videoer bliver så genskabt i en post i Kaplak Stream, med tilhørende beskrivelse og tilført nye tags, som gør, at de kan trækkes ud igen i feeds fra “strømmen”.

Eksempel : Alle videoer på YouTube tagged med “ddag” samt alle beskeder fra en Twitter-search på “ddag” eller et feed fra delicious med bogmærker tagget “ddag” er tilsammen med til at skabe en ny ddags-kontekst, som gør det muligt at sælge produkter o.lign. der relaterer til ddag. Vel at mærke samtidig med, at de enkelte afsendere af informationer om ddag får en øget eksponering overfor deres målgruppe. Vi forbinder dybest set mennesker der har fælles interesser. Alle de tekniske ting er egentlig ligegyldige. Slutbrugeren vil i langt de fleste tilfælde kun opleve at blive forbundet med ligesindede, der deler hans eller hendes interesser.

Jeg medgiver at mange af de beskeder jeg poster via sociale netværk ofte forekommer meget indforståede og især er det i nogle kontekster. Jeg poster dem imidlertid stadigvæk med spredekam via Ping.fm og lignende, fordi jeg har erfaring for, at jeg ikke altid kan forudsige, hvem de siger noget og hvorfor, og derfor heller ikke, hvorfra jeg eventuelt skal hente hjælp eller input på de ting jeg sidder og arbejder med. At poste små meddelelser eller tips om problemstillingerne er med til at bygge netværket op omkring Kaplak, med små skridt.

flattr this!

Tags: , , , , ,